Af Christian Ege

I december 2019 fremlagde EU-kommissionen sit Green Deal initiativ – på dansk kaldet den grønne pagt. Det omfatter realisering af EU’s mål på både klima- og miljø- og naturområdet. Navnet er inspireret af forslaget om Green New Deal fra Demokraterne i USA – som igen var inspireret af præsident Roosevelts New Deal fra 30’erne, som handlede om at løse den store depression ved hjælp af offentlige projekter, herunder infrastruktur. Green Deal-initiativet blev annonceret at skulle koste 1.000 mia. euro, eller 7.500 mia. kr. over 10 år – et gigantisk beløb. Men så er der også talt alt med. Som en meget stor post tæller, at 20 procent af landbrugsstøtten skal medvirke til at nå klima- og miljømålene. Men dette er blot den eksisterende landbrugsstøtte – ikke nye penge.

HVORFOR KOMMER PAGTEN NU?

Når forslaget blev fremsat i EU i 2019, hang det sammen med ønsket om at forene bekæmpelse af kriser og arbejdsløshed med løsning af særligt klimakrisen – og undgå fiaskoen fra Finanskrisen i 2008, hvor EU var præget af (tysk) sparepolitik, hvilket betød, at EU var langsommere til at rejse sig efter finanskrisen end f.eks. USA, som i højere grad investerede sig ud af krisen. Særligt Sydeuropa blev ved med at hænge fast i krise og arbejdsløshed. Samtidig så vi en vækst i det yderste højre i de fleste EU-lande. Dette fik de øvrige partier til i højere grad at søge samarbejde, herunder med de grønne, som klart pegede på grøn omstilling som middel til at investere sig ud af krisen. Disse muligheder blev så forstærket i 2020 med Corona-krisen, hvor EU for første gang kunne enes om en ekspansiv politik med store lånefinansierede investeringer. Der er helt klart behov for dette omfattende initiativ. Indtil nu er der intet, der peger i retning af, at verdens lande kommer til opfylde Paris-aftalen. Nogen skal gå i spidsen, både i form af foregangslande – som bl.a. kan være Danmark – og ved, at en potentielt magtfuld spiller som EU, med verdens største indre marked, prøver at trække den globale proces op i tempo.

KLIMA ER DEN STØRSTE SATSNING

EU’s miljøpolitik har tabt fart siden år 2000. I stedet har der været mest fokus på vækst og meget begrænset hensyn til bæredygtighed. Men både klima- og biodiversitetskrisen er blevet stadig mere tydelig, og samtidig er der et kæmpe behov for genstart efter Corona-krisen. Dette har øget presset på EU’s institutioner for at forene de to hensyn – i en grøn genstart. I december 2020 blev man i EU enige om en historisk stor genstartspakke på 750 mia. euro, og 37 procent heraf skal være grønt og dermed indgå i Green Deal-initiativet. Kommissionen foreslog, at EU’s klimamål blev skærpet fra de hidtidige 40 procent til mindst 55 procent i 2030 – på vej mod klimaneutralitet i 2050. Det mål er dog ikke tilstrækkeligt til at leve op til Paris-aftalen og til at være en lineær vej til klimaneutralitet. Så skulle målet være skærpet til 65 procent, som foreslået af de grønne i EU-parlamentet. Men det kunne der ikke skabes opbakning til. I december 2020 tilsluttede EU’s ministerråd sig de ”mindst 55 %”, mens EU-parlamentet ønskede 60 procent. Kommissionen arbejder på en handlingsplan kaldet ”Fit for 55”, som fremlægges i juni 2021. Her skal opfyldelse af klimamålet konkretiseres i form af krav til de enkelte medlemslande.

HANDLER OGSÅ OM KEMIKALIER

Green Deal omfatter f.eks. også EU’s kemikaliepolitik. Her blev den omfattende REACHreform vedtaget i 2006. Den var førende på globalt plan, men indebar også svagheder. Således løste den ikke problemerne med hormonforstyrrende stoffer eller de såkaldte cocktaileffekter, dvs. betydningen af, at vi udsættes for påvirkning fra mange forskellige stoffer på én gang, mens EU generelt kun ser på ét stof ad gangen. Dette betyder både, at man undervurderer truslen mod miljø og sundhed, og at det tager alt for mange år, før EU kan regulere de mange tusinder af problematiske stoffer, som findes i de produkter, vi omgiver os med. Siden REACH-reformen trådte i kraft i 2007, har vi været i en implementeringsfase, og der har ikke været politisk vilje til at skærpe selve lovkomplekset for at løse de tilbageværende problemer. Men med Green Deal-initiativet tilkendegiver Kommissionen for første gang vilje til at skærpe reglerne. Det er yderst positivt – hvis det altså følges op med handling. I Kommissionens udspil åbnes op for indgreb over for grupper af nærtbeslægtede kemikalier – særligt peges på den store gruppe af fluor-forbindelser, som både er sværtnedbrydelige og giftige i miljøet. Stofferne er bl.a. kendt fra tefal-belægninger samt behandling af outdoor-udstyr, f.eks. Goretex.

HVAD BETYDER DET FOR DANMARK?

Green Deal og de nye mål giver en stor chance for Danmark til at afsætte klima- og miljøvenlig teknologi. Der bliver behov for både utrolig mange havvindmøller og for teknologier til energieffektivisering, hvoraf Danmark står stærkt på flere, f.eks. pumper, vinduer og termostater. Men der kommer også forpligtelser til Danmark. Mange tror, at Danmark er så langt foran, at vi blot automatisk opfylder krav fra EU – men det er langtfra tilfældet. F.eks. har EU-kommissionen som led i Green Deal-pakken i efteråret 2020 udsendt en meddelelse, ”Renovation wave”, som henstiller til medlemslandene om at fordoble hastigheden i energirenovering af bygninger. Dette er endnu ikke bindende, men når det det bliver omsat i nye direktiver, kan det tvinge Danmark til at speede kraftigt op i vores renoveringstakt. Og dermed kan det få direkte betydning for danskernes hverdag. På samme måde vil både EU’s krav til affaldssortering og genanvendelse og til vandkvalitet, særligt ift. udledning af næringsstoffer fra landbruget, kræve en stor indsats i Danmark.

Christian Ege er seniorkonsulent hos Rådet for Grøn Omstilling