Børn i daginstitutioner udsættes for skadelige kemikalier, ultrafine partikler og høje CO2-niveauer
Rådet for Grøn Omstilling har undersøgt børns indeklima i en række daginstitutioner. Resultaterne taler for sig selv: Mange børn er udsat for bekymrende niveauer af sundhedsskadelige kemikalier og ultrafine partikler fra bål.
Mange danske institutionsbørn er udsat for skadelige kemikalier og høj partikelforurening. Samtidig kæmper flere institutioner med utilstrækkelige ventilationsanlæg og for højt CO2-niveau. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Grøn Omstilling, hvor de første resultater netop er offentliggjort (de samlede resultater foreligger i foråret 2023). Undersøgelsen er udført i 30 daginstitutioner i syv danske kommuner og er sket i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Teknologisk Institut. Undersøgelsen er finansieret af den filantropiske forening Realdania.
De nye resultater bekymrer Lone Mikkelsen, projektleder og seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling:
”Det kan skade børns udvikling at opholde sig i et dårligt indeklima – og det kan sætte spor i voksenlivet. Vi har i årevis vidst, at vores børn opholder sig i et dårligt indeklima i skolerne. Og nu finder vi igen usundt indeklima i en lang række daginstitutioner – bl.a. skadelige kemikalier, som i dag er forbudt i produkter til børn. Det viser, at der er behov for flere politiske tiltag. Både på kommunalt og nationalt niveau. Små børn opholder sig typisk i institution i op til otte timer om dagen, fem dage om ugen. Vi skylder dem et godt indeklima,” siger Lone Mikkelsen.
Et dårligt indeklima kan have store konsekvenser. De undersøgte kemikalier kan skade børns udvikling og øger risikoen for kræft. De ultrafine partikler kan øge risikoen for at udvikle astma eller forværre symptomerne, ligesom de indeholder kræftfremkaldende kemikalier. Et højt CO2-niveau kan føre til mere trætte og uoplagte børn.
Projektets resultater og anbefalinger skal give landets kommuner og kommunalpolitikere den nyeste viden at stå på, når de skal træffe vigtige valg om indeklimaforbedringer i de lokale vuggestuer og børnehaver.
”Vi har et samarbejde med syv kommuner, men mange flere søgte om at være med. Det har været glædeligt at se, hvor mange kommuner der har lyst til at arbejde med børns indeklima. Nu bliver det spændende at se, hvordan de medvirkende kommuner vil handle på de konkrete resultater. Fælles for alle er, at der er plads til forbedring – i høj grad endda. Heldigvis oplever vi, at viljen til at skabe denne forbedring er der,” siger Lone Mikkelsen.
Du kan her læse rapport med (del)resultater og anbefalinger
Udvalgte resultater fra undersøgelsen:
- I alle institutioner finder vi hormonforstyrrende kemikalier – stoffer, der er forbudt i bl.a. legetøj – også nogle af de mest skadelige stoffer finder vi i alle 30 institutioner. Der er målt på både ftalater og flammehæmmere, som er erkendt sundhedsskadelige – særligt ift. børn. Der findes ingen nedre grænseværdi, der anses som sikker.
- Niveauet af både ftalater og flammehæmmere er generelt stadig på højde med de niveauer, vi fandt i 2019. At niveauet af kemikalierne stadig er så højt i daginstitutioner viser, at delvise forbud inden for stofgrupper ikke er tilstrækkeligt.
- Institutioner uden, eller med et ældre, ventilationssystem har generelt et dårligt indeklima med CO2-niveauer op mod 2.700 ppm, hvilket er næsten tre gange så højt som anbefalet.
- I flertallet af institutionerne ser vi dårlig regulering af varmeanlæggene, som betyder for høje temperaturer og dermed et for stort energiforbrug.
- Forurening med forbrændingspartikler fra madlavning og bålaktiviteter spreder sig lynhurtigt til børnenes opholdssteder. 28 ud af 30 institutioner har bålaktiviteter. Børn omkring et bål indånder typisk 200-300.000 partikler pr. cm3 luft. På landets mest forurenede vej i myldretiden måler man ca. 15.000 partikler pr. cm3 luft.
- Stegning og bagning kan forurene luften på tilknyttede stuer til 50-100.000 partikler pr. cm3, hvis der ikke er lukkede døre mellem stuer og køkkener.
- For radon finder vi ikke overskridelser af den nedre grænseværdi i nogen af institutionerne. Dette er den positive del af historien og et bedre resultat end ventet.
Udvalgte anbefalinger:
Kemikalier:
- Rengøring skal prioriteres højt i daginstitutioner. Kemikalier bindes til støv, og grundig rengøring er derfor medvirkende til at nedbringe niveauet af kemikalier.
- Skum-/tumlemøbler m.v. kan indeholde skadelige kemikalier og bør derfor opbevares uden for børns opholdsrum.
- Kommuner bør have en indkøbspolitik, som sikrer børn mod problematisk kemi.
CO2, relativ luftfugtighed, temperatur og TVOC:
- Alle institutioner bør på sigt have moderne ventilationsanlæg med CO2-styring, som generelt giver et godt indeklima ift. CO2, temperatur, relativ luftfugtighed, TVOC og partikler, og som giver optimale betingelser for institutionernes indendørs arealer.
- Udskift ældre radiatortermostater med nye elektroniske termostater, som selv skruer ned for varmen, når der luftes ud og tjek om natsænkningen fungerer.
Ultrafine partikler:
- Lav kun sjældent bål i institutionerne og brug aldrig bålhytte, da den koncentrerer forureningen omkring børnene.
- Sørg for at køkkenpersonalet instrueres i korrekt brug af emhætte og udluftning under madlavning, og oplys om at lukke døre/luger til køkken.
FAKTA
Undersøgelserne er udført i 30 daginstitutioner fra syv danske kommuner og er sket i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Teknologisk Institut.
Projektet er finansieret af foreningen Realdania.