Der findes 90 millioner fossile fyr i EU. Det er primært individuelle olie- og gasfyr, som opvarmer Europas huse og lejligheder, samtidig med at de udleder CO2 til atmosfæren.

Energi- og forsyningskrisen som følge af krigen i Ukraine har skabt en ny bevidsthed om, at vi skal gøre os uafhængige af fossile ressourcer fra autoritære lande. Når det kommer til opvarmning, findes der kendte, grønnere og mere effektive teknologier end at brænde gas og olie af.

Lobbyister fra gasindustrien prøver dog at sikre gasfyr i fremtidens opvarmning, så de fortsat kan sælge gas. Her positioneres gasfyret som fremtidens løsning på grund af muligheden for at udskifte fossilgas med “grønne gasser” som biogas og brint.

Problemet er, at det er en meget dyr løsning. Brint er det dyreste alternativ til almindelige fossile gasfyr – væsentligt dyrere end konvertering til individuelle varmepumper eller fjernvarme. Faktisk kan brint ende med at fordoble varmeregningerne, mens bedre isolering og individuelle varmepumper omvendt kan halvere varmeregningen, hvis man udskifter sit fossile gasfyr.

Brintgasfyr er meget ineffektive – mere ineffektive end almindelige fossilgasfyr. De bruger op til seks gange mere energi til at producere samme mængde varme, som en individuel varmepumpe kan levere. Samtidig er teknologien til at producere og distribuere brint til opvarmning af hjem i EU ikke-eksisterende og kommer sandsynligvis – og forhåbentlig – aldrig til at være det.

37 uafhængige undersøgelser har konkluderet, at ”brint ikke vil spille en væsentlig rolle i fossilfri opvarmning”.

I Europa-Parlamentets forslag til Bygningsdirektivet stemt igennem er Parlamentet blevet enige om, at fossile varmesystemer i bygninger skal være udfaset i 2035. Det er godt, at der sendes et klart signal om, at vi skal af med olie og gas til opvarmning. Der er dog kommet et dybt problematisk smuthul, der kan lede til et fossilt lock-in langt ud i fremtiden. I forslaget står der, at hybride varmesystemer, der ikke udelukkende anvender fossile brændsler, men som er certificeret til at køre på vedvarende brændsler, ikke anses som varmesystemer baseret på fossile brændsler og kan altså fortsat sættes op overalt i EU. Dette gælder både i nye og eksisterende bygninger, og der er ikke en slutdato for, hvornår hybridvarmesystemerne skal udfaset.

Udover at være en alt for dyr og ineffektiv løsning, står det også klart, at der bliver så stort behov for brint andre steder, at det slet ikke giver mening at snakke om at bruge den til at opvarme lunkent vand ude i europæiske hjem.

Brug brinten klogt
Brint skal til gengæld bruges i de sektorer, som ikke kan omstilles på anden vis såsom langdistance luft- og søfart, hvor elektrificering via batterier ikke er praktisk mulig. Mens transporten til lands i biler og lastbiler kun bliver bedre og billigere af at skifte fossile brændstoffer ud med batterier ladet med grøn energi, står det anderledes til med transporten til vands og i luften.

På de lange skibs- og flydistancer er batterier ganske enkelt for store og tunge. Problemet kan illustreres ved, at Mærsks fragtskibe udelukkende skulle fylde containerne med batterier i stedet for varer, hvis de skulle sejle batterielektrisk. Ofte vil det heller ikke være smart at bruge brint direkte, da det fylder for meget, men i stedet opgradere brinten til andre brændstoffer såsom ammoniak til søfarten og e-kerosin til luftfarten.

Et ofte hørt argument fra dele af brintindustrien er, at hvis brint er grønt og godt, så lad os da bruge det overalt, hvor nogen vil betale for det? Her er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Dels er brint grundlæggende dyrt og ineffektivt og bør således bruges sparsomt. Dels tyder meget på, at der vil være mangel på brint til fx grønne brændstoffer til luft- og søfart over de næste årtier. Eksempelvis har Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping påvist, at der er bestilt langt flere skibe, som kan sejle på grøn metanol, end den forventede produktion af metanol baseret på grøn energi kan forsyne. Inden for det næste årti kan søfarten komme til at mangle op mod 20 millioner tons grønne brændstoffer.

Avancerede biobrændstoffer kan udfylde en del af dette mismatch, men som Mærsk Centeret også påpeger, vil der være betydelig konkurrence om en begrænset mængde bæredygtige bioressourcer – globalt forventes der at være omkring 50-100 EJ bæredygtig biomasse til rådighed i 2050, mens den samlede efterspørgsel fra skibe, fly, plastik, cement mv. estimeres til 190-430 EJ.

I modsætning hertil kan brintbaserede brændstoffer skaleres bæredygtigt, men det vil tage årtier at nå en produktion, der kan forsyne de sektorer, som ikke har andre alternativer. Derfor må og skal vi prioritere de dyrebare molekyler klogt og kun bruge dem der, hvor der ganske enkelt ikke findes andre løsninger på nuværende tidspunkt.