Cirkulært byggeri kræver langt mere politisk handling

3. oktober 2023
Alene produktionen af cement herhjemme står for omkring fem procent af Danmarks samlede CO2-udledninger. Rådet for Grøn Omstilling savner mere politisk fokus på genbrug og genanvendelse af cement og beton.

Vi har nu overskredet seks ud af ni planetære grænser. Det er en bekymrende udvikling, som viser, at Jorden er i total ubalance. En af de væsentlige bidragsydere til denne udvikling er byggeriet, som med sit rekordhøje ressource- og klimaaftryk er en katalysator for samtlige af de seks overskredne planetære grænser. 

Det er derfor afgørende, at vi får vendt det enorme miljø-, klima- og ressourceaftryk, som byggeriet har på vores klode. Og det kræver en cirkulær omstilling af byggeriet. 

Cement- og betonbranchen er den store synder

En del af branchen, der særligt er under pres for at omstille sig til at blive mere cirkulære, er cement- og betonbranchen. Kigger man alene på produktionen af cement, står den for omkring fem procent af Danmarks samlede CO2-udledninger. Samtidig bliver der brugt enorme mængder knappe ressourcer som sand og grus til produktionen af cement og beton. 

Ifølge tal fra Danmarks Statistik udgjorde materialeforbruget alene af sand og grus i Danmark hele 11,5 ton pr. indbygger i 2021. Til sammenligning lå det samlede materialeforbrug i Danmark i 2021 på 24,5 ton per indbygger, og dermed udgør forbruget af sand og grus hele 47 procent af det samlede materialeforbrug i Danmark. 

Potentialet for mere cirkularitet i cement- og betonbranchen er med andre ord til at tage at føle på – både i forhold til Danmarks ressourceforbrug og vores klimaaftryk.

Uforløst potentiale for genanvendelse af beton 

Vi er dog langt fra cirkulære løsninger inden for cement og beton i dag. Kigger man på mængden af betonaffald, der årligt bliver genereret, er der et stort uforløst potentiale for at øge genbrug og genanvendelse af beton. 

Hvert år genereres der nemlig omkring 2 millioner ton betonaffald, og som det ser ud i dag, er det kun omkring halvdelen, der bliver registreret. Det betyder, at knap en million ton betonaffald hvert år kunne indgå i cirkulære kredsløb og bidrage til at reducere ressourceaftrykket fra cement og beton – hvis det altså blev registreret. 

Samtidig er det estimeret, at 90 procent af det registrerede betonaffald bliver genanvendt til nyttiggørelse som bærelag til veje, og derfor hovedsageligt bliver genanvendt på laveste niveau. 

Skal vi gøre os forhåbninger om at øge cirkulariteten af cement og beton og reducere det høje klima- og ressourceaftryk, er det derfor vigtigt:

  • At reducere forbruget af cement og beton
  • At sikre at betonaffaldet genbruges eller genanvendes til produktion af ny cement og beton.

Større politisk fokus på genbrug og genanvendelse af beton

For at dette skal blive en realitet, er det dog altafgørende, at der bliver udviklet skalérbare løsninger, der kan drive omstillingen til en mere cirkulær cement- og betonbranche. Der er nemlig aktuelt hverken krav eller incitamenter, der kan sikre genbrug og genanvendelse af beton. 

Samtidig mangler der dokumentation omkring betonelementers indhold og egenskaber, der kan sikre en større andel af genbrug og genanvendelse af beton. 

I Rådet for Grøn Omstilling arbejder vi i projektet ‘cirkulær cement og beton’ – som er finansieret af Realdania – i samarbejde med branchen på at finde løsninger og politiske løftestænger, der kan accelerere den cirkulære omstilling af cement- og betonbranchen. For branchen løser nemlig ikke den cirkulære udfordring uden politisk handling.

Der er brug for økonomiske incitamenter, investering i innovation og klare målsætninger, som kan sætte skub i den cirkulære udvikling af nye værdikæder og nye produkter. 

Og det er ikke kun nødvendigt for cement- og betonbranchen, men noget som hele byggebranchen har brug for. Kigger man mere bredt på byggeriet, er der således også i den grad behov for et større politisk fokus, incitamenter og krav, der kan accelerere omstillingen til cirkulært byggeri. 

Politisk bør man derfor som minimum starte med at udarbejde en langsigtet strategi for råstoffer, ressourcer og cirkulær økonomi, med et bindende reduktionsmål for Danmarks ressourceforbrug. Det er et godt skridt på vejen imod at sikre en bedre udnyttelse af vores dyrebare ressourcer og få sat en stopper for byggeriets høje klima- og ressourceaftryk, der bidrager til at overskride de planetære grænser. 

Dette debatindlæg er skrevet af Ulrikke Nelboe Møllegård, rådgiver i Cirkulært byggeri i Rådet for Grøn Omstilling og er bragt i WasteTech og BuildingTech den 3. oktober 2023.

Kontakt

Ulrikke Nelboe Møllegård

Rådgiver, Cirkulært byggeri og ressourcer

(+45) 2855 4865 ulrikke@rgo.dk

Læs mere