Regeringen ønsker at gøre Danmark klimaneutral i 2045 og allerede fem år senere er målet at reducere CO2-udledningerne med 110 pct. i forhold til 1990. I jagten på at blive en klimapositiv nation, der er i stand til at fjerne flere drivhusgasser fra atmosfæren, end vi udleder, har regeringen udpeget CO2-fangst og -lagring (CCS) som ”en kerneteknologi”. Men hvor veludviklede er disse teknologier, og lever de op til klimalovens krav om, at den grønne omstilling også ”skal ske så omkostningseffektivt som muligt”? Indtil nu har et flertal i Folketinget i en række brede politiske forlig afsat 38,7 mia. kr. til CO2-fangst, -lagring og -anvendelse, og man håber på at kunne fange 3,2 mio. tons CO2 i 2030.
I foråret fik Ørsted lidt over 8 mia. kr. til et stort CO2-fangstanlæg, og den 20. september blev der indgået et bredt forlig på Christiansborg om at afholde to budrunder i 2024 og 2025, hvor man vil give 26,8 mia. kr til at fange 34 mio. tons CO2 over femten år. Men er det egentlig en god ide? For teknologien er meget umoden og de internationale erfaringer med CO2-fangst har ikke levet op til forventningerne.
Hvis man i to nye udbudsrunder bruger 26,8 mia. kroner på nye CO2-fangstanlæg i storskala, og sætter flere statslige midler af til at lave CO2-rørledninger, løber man en stor økonomisk risiko. Det ligner en pick-the-winners strategi, hvor man forsøger at finde vinderteknologien, men det er en umoden og prækommerciel teknologi med et stort ekstra energiforbrug og meget usikker klimaeffekt. Derfor vil det være meget kostbart og risikabelt, hvis staten for tidligt bruger skatteydernes penge på at skalere teknologien op.
De hidtidige internationale erfaringer har skabt betydelig usikkerhed, om CO2-fangst og -lagring er klar til at blive skaleret op på en omkostningseffektiv måde. Indtil nu er fangstresultaterne for ringe. CO2-fangst fjerner ikke årsagen til problemet, men lapper på skaderne for enden af skorstenen. Det vil være bedre at investere meget mere i at fjerne årsagerne til problemet tidligere i værdikæden.
For 26,8 mia. kr. kunne man alternativt øge de offentlige bevillinger til energieffektiviseringer, ren vedvarende energi, varmepumper og elektrificering af større dele af samfundet. Det vil sikre en hurtigere udfasning af fossile brændsler og give større og tidligere klimagevinster. De naturbaserede løsninger skal også i spil.
Hvis man afsatte en tredjedel af beløbet – 9,2 mia. kr. – kunne man udtage og vådlægge 135.000 ha ekstra lavbundsjorde og fjerne ca. 3 mio. tons CO2 i 2030. Det vil være samfundsøkonomisk billigere, sikrere og gøre det lettere for Danmark at nå klimalovens mål om at reducere CO2-udledningerne med 70 pct. i 2030.
I stedet at lave en risikabel pick-the-winner satsning, hvor to private konsortier får statsstøtte til at lave CO2-fangst og -lagring, vil det være bedre at forhøje CO2-afgiften til 1500 kr. pr. tons CO2 og indfase en højere afgift hurtigere. En sådan forhøjelse giver ekstra incitamenter til virksomhederne til at erstatte fossile brændsler med ren vedvarende energi eller alternativt at investere i et CO2-fangstanlæg på markedsvilkår.
Derfor anbefaler Rådet for Grøn Omstilling, at der tages en midlertidig tænkepause, hvor der laves en uafhængig og kritisk analyse af, om forventningerne til CO2-fangst og -lagring i Danmark holder. Inden staten åbner nye budrunder og direkte støtter CO2-fangstteknologien, bør en uafhængig instans – som f.eks. Klimarådet – få tid og ressourcer til at lave en grundigere undersøgelse af forudsætningerne. Det er muligt, at CO2-fangst og -lagring i løbet af 2030´erne og 2040´erne kan komme til at spille en vigtig rolle i klimapolitikken, men frem mod 2030 kan Danmark få meget mere klimaeffekt ved at investere penge og kræfter på at lave en hurtigere udfasning af fossile brændsler i energiforsyningen.
Læs notatet her
