Hele verden klappede, da Parisaftalen blev indgået på klimatopmødet i 2015. Verdens ledere havde givet hinanden håndslag på at ville begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grad for at forhindre de værste konsekvenser af klimakrisen. 

Siden da er de globale CO2 udledninger fortsat med at stige, og i denne uge har verdens førende klimaeksperter i FNs Klimapanel advaret om, at vi allerede kan nå 1,5 grads temperaturstigning inden for de kommende ti år. Det er foruroligende og langt hurtigere end forventet. 

Advarsler fra klimavidenskaben har der ellers været nok af. Men handlingen er udeblevet. Da klimatopmødet COP27 blev afsluttet i Sharm el-Sheikh sidste år, var det med en kæmpe sejr for verdens fattigste lande, da det efter mange års hård kamp endelig blev vedtaget at etablere en fond til at dække nogle af de tab og skader som de mest sårbare lande rammes af, når tørke, oversvømmelser og ekstremt vejr raserer. En historisk sejr. 

Men smilene stivnede, da aftaleteksten blev gransket for beslutninger, der kunne nedbringe de globale CO2-udledninger. For der var ingen væsentlige resultater at finde. Ingen håndfaste erklæringer om at udfase olie, kul og gas. Ingen indgreb over for de lande og virksomheder, der fortsætter med at etablere nye fossile projekter. Ingenting. 

Derfor er opgaven klar forud for dette års klimatopmøde: Der må og skal træffes ambitiøse beslutninger blandt verdens ledere, der kan sikre reelle reduktioner i de globale udledninger. Hurtigt. Løsningen ligger lige for. Vi er nødt til at stoppe pengestrømmen til de store forurenere og dem der lobbyer imod den grønne omstilling. Og her kan Danmark spille en central rolle. 

Stop pengestrømmen 
Money makes the world go around. Det er ingen hemmelighed. Og mens klimatopmøderne i årevis har sat flotte målsætninger og søsat grønne initiativer, har man undladt at tage fat på de enorme milliardbeløb, der holder hånden under klimakrisens største syndere – de store fossile selskaber. 

I 2022 havde selskaber som Exxon, TotalEnergies, Shell og Chevron tilsammen et overskud på svimlende 1.500 milliarder kroner. Hvis disse olieselskaber lyttede til klimavidenskaben, ville de omgående kassere samtlige planer om nye olie- og gasfelter. Det modsatte er tilfældet. Alene TotalEnergies havde sidste år planer om udvidelser, der svarer til 47 års dansk CO2-udledning. I år er planerne vokset. 

Såvel offentlige investeringer som private banker og pensionskasser er med til at finansiere gildet velvidende, at Det Internationale Energiagentur for længst har slået fast, at vi ikke har råd til at etablere nye olie- og gasfelter. Hvis ikke vi får kanaliseret pengene væk fra denne sorte katastrofekurs, bliver det nærmest umuligt at bremse klimakrisen. Her står Danmark i en unik position til at kunne flytte verdenssamfundet i en grøn retning. 

I de seneste år har Danmark taget store og vigtige skridt væk fra finansiering af fossile brændsler. Beslutningen i december 2020 om at stoppe udvindingen af olie i Nordsøen gik verden rundt. Kort efter fulgte stoppet for investeringer i fossile projekter i udlandet fra Eksportkreditfonden og Investeringsfonden for Udviklingslande. Og til COP26 i Glasgow markerede Dan Jørgensen sig ved at etablere alliancen BOGA, der samlede lande, som var parate til at stoppe nye licensrunder og sætte en slutdato for deres olie- og gasproduktion.  

Kort sagt har Danmark truffet beslutninger, der har givet genlyd på verdensscenen. Derfor står Danmark i en unik position til at kunne være bannerførere for det naturlige næste skridt – et stop for finansiering af nye fossile projekter. 

Parisaftalens glemte paragraf 
Når COP28 skal afholdes i De Forenede Arabiske Emirater under ledelse af præsidenten for landets største olieselskab, kan opgaven synes svær. Men faktisk ligger rammen for handling der allerede. Parisaftalen indeholder en målsætning om at ”lede finansielle strømme i retning af lave drivhusgasemissioner og klimarobust udvikling”. Det er ikke den mest omtalte paragraf i Parisaftalen. Men den er der. Og det er på tide at sætte handling bag ordene. 

Første skridt må være et stop for fossil ekspansion. Det vil sige stop for jagten på og udvindingen af ny olie, kul og gas. Men hvis verden skal gå fra sort til grønt og ambitionen er at udfase fossile brændsler – så må det naturlige sted at starte være, at verdens ledere forpligter sig på, at vi i hvert fald ikke skal etablere ny produktionskapacitet. At stoppe pengestrømmen til de fossile selskaber, er en afgørende del af at føre ambitionen ud i livet. Det bør stå sort på hvidt i aftaleteksten, når det kommende klimatopmøde rundes af, og den dagsorden har Danmark alle muligheder for at føre an på.  

En anden konkret mulighed for at føre an på, handler om at Danmark kan påtage sig lederskabet i den internationale sammenslutning Export Finance For Future. En sammenslutning der blev lanceret i forbindelse med COP26 i Glasgow, hvor syv lande (herunder Danmark) har forpligtet sig til at stoppe offentlige fondes finansiering af fossile selskaber. Som leder af denne sammenslutning vil Danmark kunne hæve ambitionsniveauet og tiltrække flere koalitionsmedlemmer i et fælles opråb om at stoppe offentlig finansiering af fossil ekspansion. 

Den danske finanssektor må på banen 
Det er ikke kun Dan Jørgensen og regeringen, der kan være med til at drive forandringen. Den danske finanssektor kan spille en nøglerolle på den globale scene. I de senere år har danske pensionsselskaber og banker taget positive skridt i retning af bæredygtig finans, og hvis de tør tage de sidste skridt og endegyldigt stoppe pengestrømmen til de fossile selskaber, der ekspanderer, kan den danske finanssektor tjene som inspiration for andre lande. Men det kræver, at de får orden i eget hus inden afrejse til COP28 i De Forenede Arabiske Emirater.

Det er ved at være absolut sidste udkald for Parisaftalen. FNs Klimapanel har advaret om, at de globale udledninger skal halveres frem mod 2030, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at nå 1,5 grads-målsætningen – men lige nu ser vi ind i en stigning på mere end 10 procent. Når COP28 løber af stablen i slutningen af året er det tid til, at verdens ledere tager fat om nældens rod og stopper pengestrømmen til olie, kul og gas.

Debatindlægget er skrevet af Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Katrine Ehnhuus, rådgiver i bæredygtig finans, Mellemfolkeligt Samvirke, Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace, Thomas Meinert Larsen, klimapolitisk rådgiver, Klimabevægelsen, Mads Busck, politisk seniorrådgiver, Oxfam IBIS, Janice G. Førde, forkvinde, Kvindernes U-landsudvalg, Theresa Lund Andersen, klimaaktivist, Den Grønne Ungdomsbevægelse og Knud Flensted, biolog, DOF BirdLife.