Da SVM-regeringen trådte til i december, lovede man at gøre os hurtigere fri af russisk gas og sætte turbo på den grønne omstilling med mere vedvarende energi. Siden da er det meget begrænset, hvad regeringen har leveret.

Man har endnu ikke nedsat en national energikrisestab, NEKST, til at tage fat for alvor. Man har også sat åben dør-ordningen for havvind i bero med et tvivlsomt argument om, at EU’s statsstøtteregler blokerer. Kommissionen har ellers slækket på statsstøttereglerne og sagt, at alle støtteordninger for vedvarende energi har en prioritet for at bekæmpe klimaforandringerne og afhængigheden af importeret energi.

Den danske regering derimod gambler med 23 GW ekstra havvind og skaber usikkerhed om rammevilkårene i stedet for at levere en løsning.

Problemet kunne for eksempel løses, når der gives etableringstilladelser, for her kan man bede konsortierne om at betale en fair andel til samfundet. For eksempel på niveau med udbuddet for Thor-havvindmølleparken. Men i stedet hersker forvirringen.

Et løfte om at lave et nyt udbud af 9GW havvind er et plaster på såret, men manglen på hastighed og handlekraft er kritisk. Og politikerne har bedt Energistyrelsen at bruge hele tre år på at kortlægge Nordsøen.

Men hvad tænker man på?

Det internationale klimapanel, IPCC, har sagt, at alle bør levere drastiske CO2-reduktioner indenfor de næste 2,5 år. Men Danmark er ved at misse sine klimamål for 2025, 2030, 2050 og EU’s stimål for årlige CO2-reduktioner, hvis vi ikke snart opper os gevaldigt.

I stedet for implementering er vi endt med systemisk immobilitet. Og ingen af de 29 kommuner, der har budt ind på at blive hjemsted for de nye vedvarende energiparker, har fået svar, selv om de ellers skulle have haft det før jul.

Klima- og energiminister, Lars Aagaard, vil heller ikke fremlægge en handleplan for energieffektiviseringer og bruger bekvemt EU som undskyldning. Han vil vente på, at EU´s trepartsforhandlinger om energieffektivisering er slut.

I stedet for at tage teten og vise, at Danmark fortsat skal være et grønt frontløberland, er vi endt som en fodslæbende nation.

På Borgen mangler der aldrig fine skåltaler om, hvad vi skal nå i 2040 og 2045, men som nation mangler vi den krisementalitet og handlekraft, der tilbage i 1970’ernes kriser fik os til at spare på energien i stor stil og træffe fremsynede beslutninger om en omstilling af vores energisystem.

Ok, danskerne har faktisk vist mere handlekraft end politikerne i det seneste år. De har sparet over 10 procent på elforbruget i deres hjem, og der blev skåret 19 procent af gasforbrug.

Høje priser virker som klare incitamenter. Det giver samtidig et ekstra godt argument for at holde priserne oppe. Også hvis de stabiliseres på et lavere niveau på det turbulente internationale energimarked. Synker de mere, bør man overveje at lave en hurtigere indfasning af høje CO2-afgifter.

Vi når aldrig i mål med den grønne omstilling af energisektoren og frigørelsen fra afhængigheden af fossile brændsler uden en målrettet og vedholdende indsats for at fremme mådehold, energirenoveringer og investering i energisparesystemer.

Æraen med umådelige mængder af billig fossil energi er definitivt forbi. Nu står vi midt i et kapløb, hvor vinderne bliver dem, der er lynhurtige til at skalere op med vedvarende energi og at hæve energiproduktiviteten.

Men desværre kan Danmark ikke følge med de europæiske frontløbere, selv om vi har gode forudsætninger og mange af de virksomheder, der kan levere løsningerne.

I EU blev steg mængden af vedvarende energi sidste år med hele 31 procent. Solenergi blev udvidet med 47 procent, kapaciteten med landvind blev øget med 40 procent, og der blev installeret over 3 millioner nye varmepumper.

Fortsætter markedstendensen vil EU-landene samlet have mellem 44-45 procent vedvarende energi i 2030, langt over det nuværende VE-mål på 32 procent og de knap 40 procent som REPowerEU-planen lægger op til.

Det er søvndyssende i forhold til markedstrenden, hvis ikke EU løfter sit samlede mål for 2030 til mellem 45-50 procent. Desværre stritter flere lande i Rådet imod.

Det er også bekymrende, at lande som Danmark – der ellers betragter sig som en grøn fronløber – har mistet pusten. I de næste par år udvider vi stort set ikke med land- eller havvind, fordi der er for mange bureaukratiske snubletråde.

Og bortset fra Portugal er Danmark det land i Europa, hvor der målt per hustande blev installeret færrest varmepumper i 2022. Kun udbygningen med solceller er et lyspunkt, og sidste år var der en vækst på 75 procent, så Danmark målt per capita nu har tredje flest watt installeret.

Men fra nytår har Energinet indført en ny model for producentbetaling, så udviklere af solcelle og vindmølleanlæg skal betale både en indfødningstarif, et stationsbidrag og et tilslutningsbidrag.

Samlet er det blevet meget dyrere at udbygge med vedvarende energi i Danmark, og dermed skyder vi os selv i foden. Hvornår behandler landets toppolitikere energisikkerhedskrisen og klimakrisen med den alvor, disse to kriser burde påkalde sig? Desværre er der alt for meget business as usual og for lidt krisementalitet.

Kommentaren er bragt i Altinget d. 14. marts 2023.