Debatindlæg af Bjarke Møller, direktør, og Anna Fenger Schefte, seniorrådgiver, i Rådet for Grøn Omstilling.

EU og Danmark står i en situation, hvor den nuværende energiforsyningskrise hurtigt kan blive afløst af en ny og alvorlig krise – nemlig en mangel på de ressourcer og materialer, som er essentielle for at kunne bygge alle de solceller og vindmøller, som oprustningen kalder på. Risikoen er, at en kritisk energiforsyningsafhængighed af en stormagt hurtigt kan blive erstattet af en ny – en kritisk afhængighed af Kinas ressourcer.

Mangel på sjældne jordarter
Det er et scenarie, som kan vise sig at blive meget alvorlig. Indfrielsen af ambitionerne for udbygningen af den vedvarende energi vil øge efterspørgsel på materialer eksplosivt. Det gælder ikke bare materialer såsom stål og cement, men også en lang række sjældne jordarter og metaller.

En stor del af de materialer, som skal bruges til selve konstruktionen af både solcelle- og land/havvindmølleparker kan findes inden for EU’s grænser, men billedet ser helt anderledes ud, når det kommer til hovedparten af de sjældne metaller og jordarter. Her sidder Kina på næsten 90 procent af de sjældne jordarter og i omegnen af 60 procent af verdens litium. Kigger man alene på produktionen af solcellepaneler, så viser en analyse fra Det Internationale Energiagentur, IEA, at Kinas materialeandel i forhold til alle vigtigste produktionsstadier af solcellepaneler i dag overstiger 80 procent.

Der tegner sig altså et klart billede af, at EU igen er på vej ind i virkelighed, hvor vores forsyningssikkerhed vil afhænge af én stormagt– og det synes lidet attraktivt, hvis man tager den nuværende gaskrise og EU’s forsyningsafhængighed af Rusland i betragtning.

Reaktion fra EU
Det er et scenarie, der tydeligvis vækker bekymring i Bruxelles. Kommissionsformand Ursula von der Leyen annoncerede i sin i sin State of the Union-tale i september en ny retsakt om kritiske råstoffer – den såkaldte ’European Critical Raw Materials Act.’ Det var en klar udmelding om, at EU vil igangsætte strategiske projekter gennem hele værdikæden, arbejde for at opbygge strategiske reserver og bane vejen for bedre genanvendelse. Hun sagde blandt andet, at »litium og sjældne jordarter snart vil blive vigtigere end olie og gas.«

EU har allerede været i gang med lignende tiltag på batteriområdet de seneste år. Tilbage i 2017 lancerede Kommissionen den såkaldte ’Batterialliance’, som i dag tæller mere end 700 virksomheder og forskningsinstitutioner, der arbejder sammen for at opbygge hele værdikæden omkring batteriproduktion inden for unionens grænser. Der er aktuelt mere end 110 store batteriprojekter i gang i EU, og man har i dag en målsætning om at 80 procent af unionens brug af litium i 2025 kan dækkes inden for egne rækker.

En mere ambitiøs og bredere ressourceindsats fra EU i forhold til hele det grønne energiområde er et godt og vigtigt fælles skridt, men der vil også være et stykke vej til en realisering af ambitionerne. Derfor er der sideløbende med EU’s indsats brug for, at vi herhjemme allerede nu sætter langt større fokus på forsyningsrobusthed.

Det handler dels om at sætte tempoet for beslutninger markant op og sikre en hurtig konkretisering af udrulningen. I den grønne aftale fra i sommer er ambitionerne således meget tydelige, mens det er i vid udstrækning står uklart, hvad, hvor og hvem der skal realisere udbygningen. Det er en uklarhed, som vi ikke har tid til. Allerede i dag er der voldsomt stigende priser, og forsyningsforsinkelser på en lang række materialer og komponenter til både sol og vind er presset på forsyningskæderne. Derfor haster det med at få de konkrete VE-projekter i udbud sat i gang, så de virksomheder, der skal levere sol og vind, har en klar og langsigtet pipeline, så de kan planlægge, forhandle priser og lægge forsyningsordrer ind i god tid.

Fokus på genanvendelse og forskning
Det handler også om en langt mere målrettet og ambitiøs indsats i forhold til at udvikle mere cirkulære produktionsmetoder og -værdikæder, som kan sikre mere og bedre genanvendelse – særligt når det kommer til sjældne metaller og jordarter. Det er godt nok omkring 85 procent af solceller og vindturbiner, som i dag kan genanvendes, og store virksomheder som Vestas, Siemens, Better Energy og Vattenfall har i dag klare ambitioner for zero waste- vindmøller og -solceller. Den udvikling skal understøttes, og genanvendelsesværdien af materialerne skal forbedres.

Her kan vi heldigvis bygge videre på den innovationskraft, som danske virksomheder og universiteter historisk har haft i forhold til vedvarende energikilder og prioritere forskning i forbedringer af VE-teknologierne. Målet må være at mindske materialeforbruget og dermed også materialeafhængigheden. Det er der i dag flere positive takter i forhold til, blandt andet udvikling af ultratynde solceller – de såkaldte organiske solceller.

De er tænkt som afløser for de siliciumsolceller, som er altdominerende på markedet i dag. De bruger langt færre materialer og er nemmere at genanvende. De organiske solceller vejer således kun 500 gram per kvadratmeter – en del mindre end traditionelle siliciumsolcellers vægt på 12 kilo per kvadratmeter. Inden for vind sker der også fremskridt på den front, blandt andet med fokus på udvikling af alternative elektroniske magneter, der baserer sig på nye typer af sjældne jordarter.

Det er afgørende, at man fra dansk side maksimalt presser på i EU for ambitiøse målsætninger for meget mere vedvarende energi, og at der samtidig stilles skrappe krav til at løse ressourceudfordringen. 100 procent vedvarende energi og ressourceeffektivitet er vores generation største udfordring og en forudsætning for en klimasikker fremtid.

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor d. 22. nov. 2022.