Debatindlæg bragt i Altinget den 18. juni 2021 af Lars Køhler, tidligere Byggeri-, klima- og energirådgiver, Rådet for Grøn Omstilling.

Vi ved godt, at vi er i problemer. Både klimaet og tiden er ved at løbe fra os.

Vi skal som samfund skabe større forandring, end vi nogensinde har gjort før, og endda på kortere tid end nogensinde før. Den grønne omstilling kalder på os alle. Ikke mindst i byggeriet.

Desværre tyder noget på, at vi ikke er på rette vej endnu. Prognoser fra blandt andre World GBC viser nemlig, at der indenfor de næste 40 år vil blive bygget lige så mange kvadratmeter, som der findes i verden i dag. Det er et helt igennem absurd tal.

Og lægger man til dette, at cirka 39 procent af verdens udledninger kan tilskrives byggeri og anlæg, og at hele 50 procent af verdens ressourcer bruges i byggeindustrien, så bør det stå klart for alle, at noget må ændres radikalt.

Ellers vil byggeriet på egen hånd sprænge vores globale klimamål og opbruge resten af vores sparsomme CO2-budget. Og det skal gå hurtigt, for byggeriet er ikke et tankskib, der drejer på en underkop.

Nybyggeri ses som en nærmest indiskutabel naturlighed
Så noget skal ske. Ikke bare i måden, som vi bygger vores bygninger på, altså den nødvendige dekarbonisering af vores materialer, processer og drift af vores bygninger, men også i måden, som vi som samfund tænker og planlægger behovet for bebyggede kvadratmeter på.

Vi bliver for eksempel uundgåeligt nødt til at bygge færre kvadratmeter og samtidigt optimere de kvadratmeter, som vi bygger, ved for eksempel at kombinere funktioner, som vi så under coronakrisen, hvor hjem og arbejde smeltede sammen og overflødiggjorde millioner af kontorkvadratmeter verden over.

Men jeg vil påstå, at vi uundgåeligt bliver nødt til at starte et andet sted. Vi bliver nemlig som udgangspunkt nødt til at sikre os, at der kun bygges nyt, når alle andre muligheder er udtømt.

Det kunne lyde som en simpel lille ting, men det er det absolut ikke. Nybyggeri ses nemlig både i samfundet, i økonomien og i byggebranchen som en nærmest indiskutabel naturlighed. Det duer bare ikke længere. Noget skal ske.

Tænkt genbrug og transformation først
Vi bliver nødt til at tænke renovering, genbrug af bygninger og transformation, før vi overhovedet tænker nybyggeri.

Og det skal ikke bare ske i tilgangen til de enkelte projekter, men må indkodes i de samfundsmæssige strukturer, økonomiske modeller og rammer, som byggeriet arbejder under.

Det kræver et regulært paradigmeskifte. Lad mig give et eksempel. Det vurderes, at der under de københavnske tage er plads til 10.000 nye boliger. Tomme tagrum, der står klar til at blive ombygget til nye moderne boliger i det centrale København. Men hvad gør vi?

Vi udlægger nye kæmpeområder til nybyg. Vi bygger øer med plads til hele byer midt i Københavns havn. Vi udlægger ny infrastruktur, kloakker og veje. Vi støber nye betonfundamenter. Bygger nye CO2-tunge facader og konstruktioner. Spreder vores byer endnu mere ud. Og udleder enorme mængder CO2 i processen.

Havde vi først tænkt genbrug og transformation, og havde vi først valgt at aktivere de tomme tagrum, havde vi kunne spare en stor del af dette væk. Det havde været godt for byen, økonomien, beboerne og klimaet. Men vi tænker bare ikke sådan. Så hvad skal der til?

Arkitektonisk og klimamæssigt potentiale i det eksisterende
Bygherrerne bliver nødt til fremover at se dem selv som “bygningskustoder” fremfor bare bygningsejere.

Og de bliver nødt til at forstå deres samfundsansvar for bevarelsen af den eksisterende bygningsmasse og derved den indlejrede historiske CO2-udledning.

Rådgiverne bliver nødt til at se det arkitektoniske og klimamæssige potentiale i det eksisterende, før de tænker nye bygninger. Og så bliver de nødt til at sikre, at denne forståelse og det fokus ikke bare er en specialviden, som kun er forankret hos nogle få, men at det ses som et fælles ansvar på tegnestuerne.

Politikerne skal sætte de overordnede krav og incitamenter, der ansporer den nødvendige forandring. Det kan være at stille krav om ressourcekortlægning og LCA-sammenligninger ved ønsket nedrivning og kræve handling på disse.

Eller at kigge på rammerne for lån og beskatning, så det i højere grad understøtter renovering og transformation frem for nedrivning og nybyg, for eksempel ved omdannelsen af tomme kvadratmeter til tagboliger. Den samfundsøkonomiske besparelse ved den mindre klimapåvirkning bør kapitaliseres og udnyttes proaktivt.

Vi ved, at renovering, genbrug og transformation kan betale sig, ikke bare i form af energibesparelser, men også ved de medfølgende CO2-besparelser.

De giver både projekt- og samfundsøkonomisk mening, men endnu bedre, så kan disse tiltag implementeres i dag. Det betyder, at vi kan sikre hårdt tiltrængte CO2-reduktioner i dag, fremfor at vi skal vente på, at ukendt teknologi og alverdens hockeystave løser problemerne for os. Det giver bare god mening på alle parametre.

Aftalen bør derfor åbnes igen. Klare tiltag, incitamenter og krav, der kan anspore og i sidste ende sikre, at der kun bygges nyt, når alle andre muligheder er udtømt, bør tilføjes

Aftalen bør genåbnes
Derfor ærgrer det mig også, at der i den nyligt indgåede aftale om en ‘National strategi for bæredygtigt byggeri’ ikke er inkluderet konkrete tiltag for at fremme dette paradigmeskifte.

Aftalen indeholder kun en velment hensigtserklæring om, at “det skal understøttes, at beslutningen om eventuelle nedrivninger eller ombygninger og renoveringer kan afspejle den rette balance mellem økonomi, kvalitet og klimabelastning på lang sigt”.

Misforstå mig ikke, der er skam intet galt i en “afspejling af balance” og en “kortlægning af årsager”, men med situationen, alvoren og potentialet i betragtning bør vi efterhånden have forstået, at en tøvende, gradvis tilgang ikke er nok længere.

Aftalen bør derfor åbnes igen. Klare tiltag, incitamenter og krav, der kan anspore og i sidste ende sikre, at der kun bygges nyt, når alle andre muligheder er udtømt, bør tilføjes.

Både potentialet og behovet for dette paradigmeskifte er enormt.