Der er flere grønne frugter på træet – men virksomhederne mangler hjælp til at høste dem

19. juni 2023
En lavere energiregning, uafhængighed af Rusland, mindre CO2-udledning, øget konkurrenceevne og større modstandsdygtighed over for energikriser. Det er nogle af de mange åbenlyse fordele ved et lavere energiforbrug. Det er den nemme analyse. Sværere er det at få omsat teorien til virkelighed.


En survey fra SMV Danmark viser, at mere end 2 ud af 3 virksomheder oplever barrierer i forhold til at energieffektivisere. Virksomhederne peger bl.a. på manglende viden og kompetencer som bump på vejen mod et lavere energiforbrug. Samme konklusion når Energistyrelsens Grøn Industrianalyse frem til.

Det er ærgerligt. For potentialerne er store. De er endda økonomisk rentable. Ifølge en undersøgelse kan produktionsvirksomhederne skære knap en femtedel af energiforbruget gennem investeringer, der alle her en tilbagebetalingstid på mindre end ti år. 

Sparede energiudgifter stryger direkte ind på virksomhedernes bundlinjer. Og med førnævnte rentable investeringer kan virksomhederne skære 10 pct. svarende til tre mia. kr. af deres samlede energiudgifter i 2030, viser nye, endnu ikke offentliggjorte tal fra konsulenterne Viegand Maagøe. 

Energieffektivitet er afgørende for store virksomheder i hård, global konkurrence. Især i en energikrisetid styrker høj energieffektivitet den danske konkurrenceevne, når produktionsomkostningerne er lavere end hos udenlandske, mindre effektive konkurrenter. Nationalbanken regnede sig tilbage i 2014 frem til, at en førerposition i dansk industri på energieffektivitet gav en fordel i lønkonkurrenceevnen på ca. 9 pct. svarende til en lønbesparelse på 27 kr. pr. time.                                         

Også i mindre virksomheder og butikker er energieffektivitet afgørende. Et lavt energiforbrug er et stærkt værn mod energipriser på himmelflugt. Det er desværre langt fra utænkeligt, at vi til næste vinter havner i en ny energikrise. Her kan energieffektivitet afbøde effekten, så vi forhåbentlig kan afværge nye rekorder i konkurser, lukninger af lokale Brugserrestauranten i Korsør, bageren i Glumsø og alt for mange andre. 

Så hvordan får vi banet vejen for de nødvendige investeringer? Staten har allerede stillet finansiering til rådighed – men der mangler et led i kæden mellem grønne ambitioner og resultater: Viden.

Udvid muligheden for statsstøtte 
Omdrejningspunktet i de seneste to regeringers ambitioner for den grønne omstilling af erhvervslivet er den såkaldte Erhvervspulje. Her kan virksomhederne søge om økonomisk støtte til deres individuelle klimatiltag. Puljen er grundlæggende et godt redskab – men den har behov for en ekstra dimension. For i dag er det ikke muligt at få tilskud til rådgivning og forundersøgelser, som ikke er bundet op på en egentlig investering. Det er ikke hensigtsmæssigt. Gennem puljen bør virksomheder i hele Danmark kunne få støtte til at gennemgå sine processer og lægge en samlet plan for energieffektivisering og grøn omstilling. For de bedste resultater kommer gennem en grundig, holistisk tilgang til energisparepotentialet snarere end en spredt ad hoc-tilgang. Særligt for små og mellemstore virksomheder kan den øvelse kræve assistance udefra.

Erfaringen fra andre ordninger peger desuden på, at tilskud og rådgivning i kombination kan være et meget effektivt virkemiddel. Evalueringer har også vist, at rådgivning er et virkemiddel, som i høj grad baner vejen for investeringer, som ikke var blevet til noget uden rådgivning. 

Bolden ligger hos politikerne
”Uden virksomhederne når vi ikke de 70 procent.” Så klar var meldingen fra daværende klimaminister Dan Jørgensen, da han tilbage i 2019 indledte forhandlingerne om en klimalov. Da loven landede nogle måneder senere, blev det i lovteksten bl.a. slået fast, at ”dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles” på trods af kravene om grøn omstilling.

Det er en stor opgave, virksomhederne står overfor. Overgangen fra fossil til vedvarende energi i virksomhederne kan være en dyr og besværlig proces. Til gengæld er den en gevinst for ikke bare klimaet og den enkelte virksomhed, men også for dansk eksport og økonomi generelt. 

Staten bør derfor hjælpe med at stille de nødvendige værktøjer til rådighed for virksomhederne. Vores forslag om at udvide mulighederne i Erhvervspuljen er ganske gratis. Det kan holdes inden for puljens eksisterende økonomiske ramme. 

Dermed er bolden kastet. Forhåbentlig er forligskredsen bag energiaftalen på Christiansborg klar til at gribe den, så vi kan få sat endnu mere skub i den grønne omstilling af erhvervslivet. 

Debatindlægget er skrevet af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Katrine Bjerre, direktør i SYNERGI, samt SMVdanmark, Landdistrikternes Fællesråd, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, IDA og CONCITO. Debatindlægget er også bragt i Børsen d. 16. juni 2023.

Bjarke Møller

Direktør

(+45) 5156 1915
bjarke@rgo.dk