Der sælges flere fossile brændsler end nogensinde: “Vi er alle fucked”

18. oktober 2024
Verdens samfund er stadig dybt afhængige af fossil energi. Hele 80 pct. af vores samlede energiforbrug kommer stadig fra olie, gas og kul, kan man læse i World Energy Outlook 2024

Verdens samfund er stadig dybt afhængige af fossil energi. Hele 80 pct. af vores samlede energiforbrug kommer stadig fra olie, gas og kul, kan man læse i World Energy Outlook 2024, som Det Internationale Energiagentur (IEA) netop har offentliggjort. Faktisk blev der sidste år solgt mere fossile brændsler end nogensinde før i verdenshistorien. Det er et dramatisk vidnesbyrd om den manglende erkendelse af klimakrisens alvor.

Den fossile business as usual dominerer stadig. Og vi er alle fucked, hvis ikke vi snart frigør os fra den fossile afhængighed. Faktisk var det globale CO2-budget kun 200 Gigaton ved årets indgang, og Danmarks andel løber ud i de næste få år. Det haster med at udvikle en systematisk plan for hurtigt at eliminere og trænge alle fossile brændsler ud af vores samlede energiforbrug.

Har IEA så svaret? Nej, desværre nej. Lad det dog være sagt med det samme. Jeg hører til dem, der begejstres, hver gang IEA´s Executive Director, Fatih Birol, taler om, at den fossile æra snart peaker. Birol skriver i sit forord til rapporten, at ”ren elektricitet er fremtiden”. Men alligevel regner IEA stadig i deres net-zero scenarie stadig med, at der er 15 pct. fossile brændsler i verdens samlede energiforbrug i 2050. Det er selvfølgelig bedre end regeringernes aktuelle politiske kurs, der sigter mod, at cirka halvdelen af vores energi kommer fra olie, gas og kul i 2050. Og regeringernes løfter kan kun nedbringe andelen til 25 pct. Det er stadig alt, alt for meget.

Det kan lade sig gøre

I Rådet for Grøn Omstilling har vi fremlagt en plan for, hvordan Danmark helt kan frigøre sig fra alle fossile brændsler i 2040, og vi vil arbejde for, at EU kan nå det i perioden 2040-45. Den gode nyhed er, at det faktisk kan lade sig gøre.

Dykker man ned i den nye IEA-rapport kan man finde en masse interessante tal, der dokumenterer, at verden befinder sig midt i en grøn energirevolution med sol, vind og batterier. Den globale produktionskapacitet for solceller er øget 40 gange i de sidste 13 år. For vindenergien er det seks gange. Sidste år blev der opstillet 550 GW sol- og vindenergi – og alene indenfor de sidste fem år har der været mere end en 4-dobling i opstillingen af nye solcelleanlæg. Alene i det sidste år er den globale fabrikation af solceller øget med hele 76 pct. og der blev fremstillet 22 pct. flere vindturbiner. Efterspørgslen er enorm, og ikke mindst Kina sprænger alle forventninger. I EU-landene går det derimod stadig alt for langsomt, bl.a. fordi der er alt for mange bureaukratiske og økonomiske snubletråde.

Elpriserne i EU-landene er stadig 2-3 gange højere end i USA og Kina, og det skader europæiske virksomheders konkurrenceevne. EU-landene importerer hvert år fossile brændsler for over 400 mia. euro, der er penge, der meget bedre kunne bruges til at investere i en samlet omstilling af vores energisystem, så vi i fremtiden bliver 100 pct. selvforsynende med ren energi. En kerneopgave for Dan Jørgensen som EU´s nye energikommissær er at sætte ekstra turbo på arbejdet med at trænge de fossile brændsler ud af det europæiske energisystem. Vi bør mangedoble mængden af sol- og vindenergi, investere meget mere i batterilagring og andre former for energilagring. Og vi skal øge investeringerne i elnettet og de vigtige interconnectorer, der gør det nemmere og billigere at sende grøn strøm over grænserne i det indre energimarked.

Det bliver billigere, end IEA tror

Sol- og vindenergi er allerede billigere end fossile brændsler på livslange omkostninger, og selv hybride løsninger – hvor landvind eller solcelleanlæg kobles sammen med batterier – er nu ved at være konkurrencedygtige. Og den anden gode nyhed er, at IEA konsekvent – og desværre stadig i deres nye World Energy Outlook – undervurderer de kommende prisfald for sol- og vindenergi. Det betyder, at den grønne omstilling i realiteten bliver noget billigere, end de forestiller sig.

Det er nu, at Danmarks og andre EU-landes regeringer bør sætte hårdt ind på at sikre en mangedobling i den vedvarende energi – og de fossile brændsler skal fases hurtigere ud via en målrettet elektrificering af alle sektorer, så man også øger efterspørgslen efter grøn strøm. Det vil også skabe en endnu bedre business case for VE-developere. I forhold til klimaet, økonomien og konkurrenceevnen burde det være en no-brainer.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er blevet bragt i Ingeniøren den 18. oktober 2024.