Af Bjarke Møller

Hvordan tackles klima- og energisikkerhedskrisen? Det bliver en afgørende syretest for vælgernes bedømmelse af den nye flertalsregering, for klima og energi var vælgernes topprioritering før valget – sammen med sundhed.

Derfor er det positivt, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har fremlagt et regeringsgrundlag, der lover den mest ambitiøse klimapolitik nogensinde. De kalder klima- og biodiversitetskrisen »vor tids største udfordring«. Intet mindre.

Alligevel har klimabevægelsen og Den Grønne Ungdomsbevægelse kritiseret SVM-regeringen for ikke at levere en »resolut plan for den danske grønne omstilling«. Venstrefløjen er stærkt kritisk, og Dagbladet Information har på lederplads skrevet, at regeringen »svigter den grønne omstilling«.

I Rådet for Grøn Omstilling synes vi, at det er alt for tidligt at dømme regeringen ude. Regeringsprogrammet rummer en række ambitiøse målsætninger, som venter på at blive indfriet. Det er et fremskridt, at regeringen fremrykker målet om klimaneutralitet til 2045, og at Danmark skal være en klimapositiv nation med 110 procent CO₂-reduktion i 2050.

Skaber fremdrift

Ja, det er let at fremsætte langsigtede mål og lave retoriske skrivebordsøvelser. Men det gør en forskel. Ligesom 70-procentmålet i klimaloven. Selv om der har været for meget hockeystav i de seneste år, er der lavet flere grønne forlig, som har skabt fremdrift.

Klimarådet har dog dokumenteret, at Danmark med den nuværende politik ikke lever op til Parisaftalens ambitiøse målsætning om at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader celsius. Der er derfor brug for flere, hurtige og markante reduktioner af drivhusgasser.

Da regeringen har et solidt flertal, kan den ikke give dårlige undskyldninger. Ellers bliver det ekstremt pinligt. Men regeringen har lovet at fremlægge en klimaafgift, der åbner for en afgift på slutproduktet og vil udtage flere lavbundsjorder. Samtidig vil man lave en ny lov for natur og biodiversitet og plante 250.000 hektar ny skov.

Regeringen bør sætte et højt handlingstempo og ikke vakle i forbindelse med at sikre 30 procent beskyttet natur i 2030, som er EU-målet. I Rådet for Grøn Omstilling har vi masser af forslag til, hvordan man kan udvikle en grønnere vision for landbruget, en ny bioøkonomi og klogere forvaltning af bioressourcerne.

Regeringen har selv sat barren højt og vil muligvis løfte 2030-klimamålet. Det er på høje tid. I det mindste bør man løfte det nationale reduktionsmål til 78-80 procent, så Danmark tager sin del af ansvaret for at holde sig inden for Parismålet om 1,5 grader. Samtidig bør vi mindst halvere Danmarks forbrugsaftryk frem mod 2030, for den barske sandhed er, at vores forbrugsbaserede CO₂-udledninger kun er sænket med 20 procent siden 1990. Danmark skal gøre det meget bedre, hvis vi vil være en grøn frontløbernation. Målt på det globale forbrugsaftryk pr. indbygger ligger vi desværre i den tunge ende af EU, kun overgået af Luxembourg.

Ordene forpligter

Det er opløftende, at regeringen blandt andet vil nedbringe klimaaftrykket på offentlige indkøb, i transporten og ved opførelse af offentlige bygninger. Det er meget positivt, at SVM-regeringen opretter en national energikrisestab, NEKST, der skal sikre en hurtigere udbygning med vedvarende energi og grøn varmeforsyning, så vi kan blive fri af Putins fossile energi. Det var også en af hovedanbefalingerne i Mandag Morgens Grønbog for et Bæredygtigt Energisystem, som jeg var hovedforfatter til.

Det tegner godt, at regeringen vil lave en ny koncessionsmodel for udbygning af havvind. Nordsøens og Østersøens vinde skal sættes mere fri, markedsaktørerne skal have større handlerum, der skal laves overskudsdeling, og miljø- og biodiversitetshensyn skal tænkes ind fra starten af. Vi skal producere meget mere grøn strøm til havs og på land, så vi kan frigøre os fra Putins fossiler. Der er ingen tid at spilde, bureaukratiske snubletråde skal klippes over, havne skal udvides, og den nye grønne infrastruktur bør prioriteres langt højere. Den nye klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard (M), ved om nogen, hvad der er på spil.

Noget kritik af regeringsgrundlaget er dog også berettiget. Regeringen kalder klimakrisen for vores generations største udfordring, men den errykket ned som kapitel fire i regeringsprogrammet. Efter akutte reformer, velfærds- og strukturreformer for at øge arbejdsudbuddet. Klimaet burde være sat først.

Justeringerne af arbejdsudbuddet øger BNP med en procent i 2030. Men det ligner småstatspolitik i forhold til, at fremtidens klimaregning med den nuværende politik nemt kan stige til flere procent af BNP i 2030’erne, hvis vi væltes omkuld af klimatiske tipping points.

Der er stadig for meget af den gamle udbudsøkonomiske og klassiske tilgang til strukturreformer i regeringsprogrammet. Business as usual går ikke længere. Skal SVM huskes som en reformregering, der virkelig tog ansvar for Danmark, bør den bringe klimaet og grønne strukturreformer ind i hjertet af den økonomiske politik. Ekstrem høj energi- og ressourceeffektivitet er langt mere afgørende for Danmarks fremtidige konkurrenceevne end at presse arbejdskraften lidt mere. Og det kræver store, målrettede og strategiske investeringer i at frigøre os fra den fossile afhængighed.

Vores anbefalinger

I Rådet for Grøn Omstilling anbefaler vi et moratorium for investeringer i nye motorveje, broer og fossil infrastruktur, så der frigøres arbejdskraft til at udrulle fjernvarme, installere varmepumper og lave en massiv udbygning af energinettet. I de næste 15 år er der ifølge Rambøll behov for at investere op imod 80 milliarder kroner i at forstærke det nedslidte elnet. 

Det er også ekstremt vigtigt, at regeringen laver en national energispareplan. Den samlede energiligning går aldrig op, og der vil ikke være grøn strøm nok til den nye generation af Power-to-X- anlæg, hvis ikke vi overalt i samfundet sparer på energien og investerer i høj energieffektivitet. Det er godt, at regeringen vil have mere energieffektivisering i både private hjem, virksomheder og offentlige bygninger, men regeringsprogrammet mangler konkrete forslag. Finansloven for 2023 bør levere på det.

Vi har en flertalsregering, der kan presse på fra toppen, men samtidig bør man mobilisere en grøn folkebevægelse, der kan sikre energibesparelser, lave energirenoveringer og opbygge lokale energifællesskaber for vedvarende energi. I en æra med høje energipriser, der sætter tryk på inflationen, bør regeringen investere målrettet i at sænke energiforbruget og give gode rammevilkår til de virksomheder og kommuner, som leverer på det. De kan hente inspiration i præsident Bidens Inflation Reduction Act.

Allerede i 2023 bør Nordsøen åbnes for en accelereret udbygning med offshorevind. Gerne, så vi kan nå op på 30 GW i 2030. Samtidig bør vi i de næste tre-fire år måske syvdoble med sol- og vindenergi på land. Det gøres hurtigere på land end til søs. Gør det attraktivt for lokale borgere, kommunerne, fjernvarmeselskaberne og virksomhederne at sige »yes, in my backyard«.

Det er positivt, at SVM-regeringen har åbnet døren på klem til en mere strategisk industripolitik i Europa, og at man lover at føre en aktiv finanspolitik. Det får vi virkelig brug for. Regeringens afgørende syretest er, om finansloven for 2023 afsætter flere milliarder til investeringer i den grønne omstilling. 

Frigørelsen fra fossile brændsler kan kun gå for langsomt.

Denne kronik er blevet bragt i Information.