Konference: Energi indenfor planetære grænser

20. august 2024
Hvordan sætter vi turbo på udfasningen af de fossile brændsler og bygger et 100 pct. rent og vedvarende energisystem, så Danmark senest i 2040 bliver et nulemissionssamfund og kan holde sig indenfor de planetære grænser?

Dette er hovedspørgsmålet på en stor energikonference, som Rådet for Grøn Omstilling afholder den 30. september i København i samarbejde med otte danske frontløbervirksomheder.

Flere førende internationale eksperter deltager i konferencen. Det er bl.a. Stanford-professor Mark Z. Jacobson, der er forfatter til en række internationalt anerkendte bøger om, hvordan man kan bygge et 100 % vedvarende energisystem – senest bogen ”No Miracles Needed.”

En anden af hovedtalerne er topchefen i den store tyske energitænketank, Agora Think Tanks, Frauke Thies, der bl.a. har været udnævnt af Euractiv som en af de mest indflydelsesrige eksperter ift. EU´s energipolitik. På konferencen kan du også møde Oxford-professoren, Nick Eyre, der bl.a. er kendt for sin analyser af, hvordan man kan spare 40 pct. af alt energiforbrug, hvis man erstatter fossile brændsler med direkte grøn strøm.

Den danske klima- og energiminister, Lars Aagaard, og en stribe topchefer i danske energivirksomheder har også meldt deres ankomst til konferencen, hvor RGO præsenterer en ny rapport om, hvordan Danmark og EU kan bygge et nyt naturpositivt energisystem, der holder sig indenfor planetære grænser.

Rapporten er udarbejdet af RGO efter grundige drøftelser med projektets partnere COWI, Danfoss, European Energy, Google, Grundfos, Innargi, Norlys og Vestas.

Konferencen afholdes i Det Ny Teater i København den 30. september kl. 9-16, og du kan se programmet her.

 

Deltagelse i konferencen er gratis. De samlede omkostninger til forplejning, talere og andre udgifter er opgjort til 814 kr. pr. deltager. Efter støtte fra diverse partnere er nettoudgiften bragt ned til 493 kr. pr. deltager.

RGO er en uafhængig non-profit miljøorganisation med begrænsede økonomiske midler, og vi vil derfor være taknemmelige, hvis du som deltager vælger at give en donation til RGO. Hvis du giver f.eks. 500 kr. – så kan vi dække vores udgifter og også sikre, at bl.a. unge med færre midler kan deltage gratis i konferencen. Større donationer til støtte af vores arbejde vil også blive modtaget med glæde.

Bemærk: Donationer til RGO kan trækkes fra i skat. Donationer gives via dette link rgo.dk/giv-et-bidrag/

Kontakt

Bjarke Møller

Direktør

(+45) 5156 1915
bjarke@rgo.dk