EU sikrer hurtigere udfasning af fossile lastbiler og busser

21. november 2023
Rådet for Grøn Omstilling glæder sig over, at EU-Parlamentet i dag har støttet strengere krav til nye lastbiler og busser frem mod 2040. Det vil sikre en hurtig udfasning af fossile lastbiler og busser. Parlamentet har dog også stemt for at alle typer biobrændstoffer og e-Fuels tæller som CO2-neutrale, også palmeolie, hvilket Rådet for Grøn Omstilling mener er vanvittigt.

I dag har EU-Parlamentet endeligt besluttet at skærpe CO2-kravene til nye tunge køretøjer. Ifølge Parlamentet skal lastbilproducenterne samlet set reducere CO2-udledningen fra nye lastbiler med 45 pct i 2030, 65 pct i 2035 og 90 pct i 2040. Det vil betyde, at der hurtigere kommer flere og billigere nulemissionslastbiler, som f.eks. el-lastbiler på markedet.

”Forurenende lastbiler og bussers dage er talte. Parlamentets beslutning om skærpede CO2-krav til tunge køretøjer er et rigtig stort skridt i den rigtige retning, og helt afgørende for at få nedbragt klimabelastningen fra lastbiler og busser,” siger Daria Rivin, klima- og transportrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, og fortsætter:

”Rigtig mange vognmænd i Danmark og Europa vil gerne elektrificere deres lastbiler og busser. I øjeblikket er udvalget begrænset og priserne høje, hvilket i praksis gør det svært for særligt små vognmænd at omstille. De skærpede CO2-krav til tunge køretøjer betyder, at der bliver investeret mere i nulemissionslastbiler- og busser, at de hurtigere bliver billigere og at omstillingen speedes up.”

Som noget nyt skal der, foruden krav til flere typer lastbiler, også stilles krav til nye busser og lastbiltrailere. Parlamentet har foreslået at turistbusserne skal reducere deres CO2-udledning i samme takt som lastbilerne, mens nye fossile bybusser skal være udfaset i 2030 i hele EU. Samtidig foreslår Parlamentet, at lastbiltrailere skal reducere CO2-udledningen med 15 pct i 2030.

”Selvom EU-Parlamentets position er et stort skridt fremad, havde vi gerne set en endnu hurtigere udfasning af fossile lastbiler og busser, med en egentlig slutdato for forbrændingsmotoren. Uden en komplet udfasning risikerer EU at blive overhalet indenom af køretøjsproducenter fra Kina og USA,” siger Daria Rivin.

Desuden har Parlamentet stemt for at e-Fuels og alle typer biobrændstoffer, herunder palmeolie der i praksis udleder 2-3 gange mere end fossile brændsler, kan anvendes af særligt godkendte lastbiler.

”I stedet for at elektrificere de tunge køretøjer, har Parlamentet seriøst foreslået at en lastbil, der kører på 100 pct palmeolie også skal betragtes som klimaneutral. Det er fuldstændig vanvittigt og håbløst,” siger Daria Rivin og fortsætter:

”Det er svært at se inkludering af brændstoffer som andet end et forsøg på at forsinke den grønne omstilling. Brændstoffer har intet at gøre i denne regulering og de begrænsede mængder reelt grønne brændstoffer vi har, skal bruges til at omstille fly og skibe” siger Daria Rivin.

Parlamentet har besluttet dette i modstrid med anbefalinger fra den europæiske rederiorganisation ECSA og den europæiske luftfartsindustri Aviation 4 Europe har begge været aktive modstandere af forslaget om inkludering af brændstoffer. Ligeledes har de fleste Europæiske lastbilproducenter som Daimler, Volvo, Renault og MAN.

Nu begynder trilogforhandlingerne mellem Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet, som forventes afsluttet i starten af det nye år.  

Rådet for Grøn Omstilling arbejder for en hurtig og bæredygtig omstilling af samfundet, både nationalt og i EU.

Kontakt:

Daria Rivin

Seniorrådgiver, Transport

(+45) 3318 1936
daria@rgo.dk