For en der både brænder for at få bugt med klimaforandringerne og sat fart på den grønne omstilling, både personligt og fagligt, er det en enormt svær balancegang mellem, hvad der rent faktisk er nødt til at ske for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader, og hvad der politisk er realistisk at få opbakning til. Vi står i en tid, hvor vi kigger ind i den ene varmerekord efter den anden, måned for måned, år for år. Flere prominente klimaforskere har flere gange råbt vagt i gevær og har for nyligt skrevet om, at vi er på vej mod afgrunden og nærmer os minimum 2,5 grader. Transportsektoren er utvivlsomt den sektor, der har den højeste CO2-udledning i EU. Her udgør vejtransporten 70 procent af transportudledningerne. De fleste af os kender efterhånden løsningen til at få reduceret klimabelastningen for vejtransporten, nemlig elektriske køretøjer.

Så hvorfor går den grønne omstilling af vejtransporten ikke langt hurtigere? Med European Green Deal blev det blandt andet besluttet, at EU skal reducere klimabelastningen med 55 procent senest i 2030. Ud af det kom lovpakken Fit for 55, hvor der på vejtransporten blandt andet blev vedtaget et forbud mod salg af nye personbiler og varebiler med forbrændingsmotor fra 2035, ligesom der nu stilles krav til opstilling af offentligt tilgængelige ladestandere i hele Europa til både biler og lastbiler fra 2025. Senest er CO2-emissionskrav til tunge køretøjer blevet vedtaget, der blandt andet stiller krav om 90 procent CO2-reduktion for nye lastbiler og turistbusser i 2040.

Fælles for disse lovgivninger er, at de baner vejen for en hurtigere elektrificering af vejtransporten i hele Europa. Samtidig understøttes omstillingen med krav til genanvendelse af eksempelvis litium, kobolt og kobber i Batteriforordningen, og der stilles nu også krav til udvinding, forarbejdning og sourcing af kritiske råstoffer internt i EU med forordningen om kritiske råstoffer for at sikre diversificering. Ovenstående er alt sammen noget, der sætter en hurtigere, mere ambitiøs grøn kurs for Europa. Det er langt fra nok. Men det viser, hvad der kan opnås med målrettet regulering inden for en femårs periode.

Fremtiden er dog væsentlig mere usikker. På den ene side kigger vi ind i en yderliggående højredrejning i Europa, som potentielt kan have en negativ indvirkning på hastigheden af den grønne omstilling de næste fem år. Omvendt har Fit for 55 været med til at danne grobund for at flere danske og globale virksomheder har investeret massivt i den grønne omstilling inden for de sidste par år, eksempelvis i el-lastbiler.

Mange virksomheder anerkender vigtigheden af at følge med omstillingen, hvis de skal fortsætte med at være relevante i fremtiden. Derfor har flere virksomheder, såsom Mærsk, Danfoss og DFDS sat deres egne klimamålsætninger, der er mere ambitiøse, end hvad der kræves af reguleringer. Kommende politikere gør derfor ikke virksomheder og investorer en tjeneste ved at trække i land på klimaambitionerne i EU, tværtimod. Virksomheder har brug for sikkerhed om deres grønne investeringer og bedre rammevilkår på tværs af EU, der gør det billigere og lettere at gøre det nødvendige.

At skrue ned for klimaambitionerne i EU er derfor et forkert hensyn at tage. Hvis danske, såvel som europæiske virksomheder, skal have en fremtid, så skal der til at skrues op for klimaambitionerne på transportområdet i Danmark og EU, både for klimaets og virksomhedernes konkurrenceevnes skyld.

Klimapolitik er nemlig ikke kun et spørgsmål om hastigheden for den grønne omstilling. Klimapolitik hænger også uløseligt sammen med industripolitik. For selv med en højredrejning i europæisk politik, ser vi ind i en fremtid med et voksende marked af elektriske køretøjer og batterier. El-køretøjer og batterier bliver inden for nogle år billigere, men indtil da er der behov for en politisk håndsrækning i forhold til eksempelvis støtteordninger og bedre rammevilkår, der sikrer hurtigere udbygning af elnettet og elektrificering. Når alt kommer til alt, handler det også om EU’s konkurrenceevne i forhold til eksempelvis USA og Kina. For hvis ikke EU kan konkurrere med USA’s ‘Inflation Reduction Act’ og den enorme udvikling og produktion af el-køretøjer fra Kina, så er EU og dets store transportindustri dømt ude inden længe.

Derfor handler klima- og transportpolitik også om muligheder for teknologiudvikling og arbejdspladser i EU. For elektriske køretøjer og batterier er – og bliver – nøgleteknologien inden for grøn industripolitik. Der er mere på spil med den grønne omstilling end klimaet. Og derfor bør politikere i Danmark såvel som i EU få øjnene op for, at klima- og transportpolitik også er industripolitik; industripolitik der gavner samfundet som helhed.

Denne kommentar er bragt i Altinget 7. juni 2024.