Flere gode grønne takter i finansloven

24. april 2023
Det er meget positivt, at finansloven for 2023 redder Klimarådet og prioriterer en ekstra indsats med at lave oprensning af PFAS.

Sådan lyder meldingen fra Rådet for Grøn Omstilling efter, at regeringen, SF, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti i dag præsenterede deres finanslovsaftale.

”Klimarådet spiller en helt afgørende rolle som en uafhængig vagthund i dansk klimapolitik, og det er en glædelig nyhed, at aftalepartierne har besluttet at give Klimarådet ekstra 15,5 mio. kr. i 2024. Der var lagt op til nedskæringer i Klimarådets sekretariat, og det er betryggende, at der nu er skabt ro om Klimarådets arbejde,” siger Bjarke Møller, der er direktør i Rådet for Grøn Omstilling.

Han glæder sig samtidig over, at finanslovsaftalen tager fat på at gøre noget ved den omfattende forurening med de giftige fluorstoffer, PFAS.

Rigsrevisionen har lige rettet en skarp kritik mod Miljøministeriet og Forsvarsministeriet for ikke at have reageret på de gentagne og årelange advarsler mod PFAS-forureningen, der har truet drikkevand og menneskers sundhed. Det er derfor positivt, at finansloven afsætter foreløbig 10 mio. kr. til at søsætte nogle demonstrationsprojekter, der kan rense op efter forureningen, og at man nedsætter en videnstaskforce til at kigge på, hvordan man løser denne generationsforurening,” siger Bjarke Møller og fortsætter:

”Vi har kun set toppen af isbjerget, og det haster med at få stoppet forureningen med PFAS. I Rådet for Grøn Omstilling ser vi også gerne, at man indfører et nationalt forbud mod PFAS.”

Naturen er trængt i Danmark

Aftalepartierne bag finansloven har lovet hinanden, at der skal ske en væsentlig udbygning med vedvarende energi, og at man har i den forbindelse også afsat et mindre beløb på 2 mio. kr. til at sikre biodiversiteten, når der udbygges med havvind.

”Danmark skal sætte turbo på den vedvarende energi i de kommende år, hvis vi skal frigøre sig fra afhængigheden af de fossile brændsler, som stadig står bag 53 pct. af det danske energiforbrug. Det er en bunden opgave. Men den grønne omstilling af energisektoren må ikke ske på bekostning af biodiversiteten. Finansloven har afsat 2 mio. kr., og det er et lille plaster på såret. Der skal dog meget mere til. I dag er naturen trængt i Danmark, og størsteparten af de danske kystområder er i dårlig økologisk tilstand. Forhåbentlig bliver finanslovsaftalen snart fulgt op af konkrete politiske aftaler, så de vigtige naturhensyn og biodiversiteten sikres samtidig med udbygningen med sol- og vindenergi,” siger Bjarke Møller.

Kontakt

Bjarke Møller

Direktør

(+45) 5156 1915
bjarke@rgo.dk