Giv solceller og vindmøller lov til at stå på lavbundsjorde og i skove

2. maj 2024
I Danmark skal vi være bedre til at udnytte vores sparsomme areal. Det kræver, at vi dropper ideen om, at skov- og lavbundsprojekter skal tænkes separat fra vedvarende energi, skriver direktører, ledere og rådgivere fra 12 organisationer og virksomheder

Der er behov for at udnytte det danske areal bedre, end vi gør i dag. Selvom målet om at firdoble vedvarende energi på land kun kræver yderligere 0,8 procent af Danmarks areal, skal der findes områder med de rette vejrforhold, god placering i forhold til elnettet og naboer og i tæt samarbejde med de landmænd, som ofte ejer jorden. Derfor skal vi blive bedre til at bruge vores sparsomme areal smart og med flere muligheder i en multifunktionel anvendelse. Reglerne i dag er et udtryk for en siloopdeling, hvor skov- og lavbundsprojekter tænkes separat fra vedvarende energi. Det gør det svært at kombinere solceller med lavbundsjorder og vindmøller i skovene. Vi kan få meget mere ud af Danmarks areal, hvis vi vinker farvel til silotænkningen.

Regeringen har planer for dansk jord

Med regeringens ambitioner om 250.000 hektar skov, en ambition om udtagning af 100.000 hektar lavbundsjorde samt et ønske om grundvandsparker og styrket biodiversitet er der brug for, at vi kan anvende vores areal klogt og effektivt. Ved at skabe sameksistens i vores brug af arealerne, kan bierne i visse tilfælde leve sammen med solcellerne, og skovdriften kan fortsætte, samtidig med at vindmøllerne snurrer over trætoppene. Vi bakker derfor op om opfordringen fra den nationale energikrisestab Nekst, nedsat af Lars Aagaard (M), til at planlægge efter multifunktionel arealanvendelse for at få alle hensyn til at gå op. Det kan ikke lade sig gøre alle steder og vil kun kunne ske, hvis både opstilleren af grøn energi, lokalområdet og lodsejer er enige. Men der er større potentiale, end vi udnytter i dag.

Et eksempel er, at midler afsat til udtagning af lavbundsjorde, gennem Klima-Lavbundsordningen, udelukker muligheden for etablering af vedvarende energi på udtagne arealer, hvilket udgør en en barriere for dobbelte klimagevinster. Ifølge skovlovens paragraf 11 må der heller ikke opføres vindmøller på arealer med permanent skovdrift. Hvis både en opstiller, kommunen og naboerne ønsker at placere vindmøller i en skov, kan det ikke lade sig gøre uden en særlig dispensation. Dermed udelukkes cirka 15 procent af det danske areal fra opstilling af grøn strøm. På den anden side af Øresund kan det derimod godt lade sig gøre.

Sverige inspirerer

I projektet Grevekulla i en skov ved Vimmerby i Sydsverige har European Energy placeret seks vindmøller, der er 200 meter høje, og som årligt producerer grøn strøm svarende til forbruget i hele 25.000 svenske hjem.  Placeringen af møllerne gør, at de ikke har negativ indflydelse på skovbruget. For at bruge vores arealer klogest muligt og fremme vedvarende energi på land anbefaler vi:

  • Lad os sikre synergier i midler, der gives til lavbundsjorde. Vi bakker op om Nekst-anbefalingerne, at Klima-Lavbundsordningen skal kunne støtte lavbundsjorder med lav naturværdi, der samtidigt sætter grøn strøm. VE-projekter bør også kunne realiseres sideløbende med, at jordene udtages.
  • I tråd med Nekst-anbefalinger bør der etableres en generel undtagelse i skovloven, så vindmøller kan opsættes i skove med lav biodiversitet. I takt med, at vindmøllerne er blevet højere, kan de i større grad kombineres med skovdrift. Det skal selvfølgelig ske med respekt for naturværdier og særligt beskyttet natur, eksempelvis Natura 2000. Hvis skovejer, naboer og opstiller ønsker det, skal der være mulighed for at tillade opsætning af vindmøller i skov.
  • Når der skal rejses ny skov, bør vindmøllerne kunne opstilles, imens skoven vokser op. En hurtigere skovrejsning i Danmark er et vigtigt klima- og miljøtiltag. Miljøminister Magnus Heunicke (S) skal i skovplanen lægge vejen til regeringen ambitiøse målsætning om 250.000 hektar ny skov. Skovplanen bør give mulighed for opstilling af vindmøller ved ny skovrejsning, hvor det giver mening. Klimaskove kan dermed blive dobbelt så effektive, så de både reducerer udledninger gennem grøn strøm og optager CO2 gennem træerne.

Der er gået to måneder, siden Nekst-arbejdsgruppen gav anbefalinger til at få fart på opstillingen af vedvarende energi i Danmark. Opfordringen til Christiansborg skal derfor lyde: Bryd siloerne ned og lyt til anbefalingerne, så vi kan kombinere ambitioner om mere grøn energi med om mere skov og udtagne lavbundsjorder.

Afsendere

Jens Dahlstrøm Iversen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Camilla Holbech, afdelingschef, Green Power Denmark

Flemming Nør-Pedersen, direktør, Landbrug & Fødevarer

Ulrich Bang, underdirektør, Dansk Erhverv

Anders Frandsen, direktør, Dansk Skovforening

Morten Dyrholm, Vicedirektør, Vestas

Ulf Lund, direktør, Norlys

Anders Dolmer, administrerende direktør, BeGreen

Joachim Steenstrup, chef, Eurowind Energy

Thomas Beck Sørensen, kommunikationsdirektør, European Energy

Andreas Nøhr Vestergaard, specialist, Momentum Energy Group

Jakob Bundgaard, administrerende direktør, NRGI

Dette debatindlæg er blevet bragt i Altinget den 2. maj 2024. 

Kontakt

Jens Dahlstrøm Iversen

Seniorrådgiver, Energi

(+45) 3318 1932
jens@rgo.dk