Godt nyt til fodboldspillere og miljøet: EU forbyder mikroplastik på kunstgræsbaner

27. april 2023
Gamle findelte bildæk hører ikke hjemme i vores omgivelser. EU har forbudt mikroplastik i kunstgræsbaner.

EU har nu vedtaget et forbud mod mikroplastik på kunstgræsbaner. Det er en vigtig beslutning, som kommer spillernes sundhed og miljøet til gavn. Sådan lyder meldingen fra Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.

”Dette forbud vil betyde, at spillere, både børn og voksne, i fremtiden ikke skal udsættes for de skadelige kemikalier fra mikroplasten. Gamle findelte bildæk er blevet brugt i flæng som fyldmateriale på kunstgræsbaner, men det sætter EU nu en stopper for. Så det er en vigtig beslutning for både spillernes sundhed og miljøet,” siger hun.

Indtil for nyligt lød meldingen fra den danske regering, at Danmark ikke ville støtte et forbud mod mikroplastik på kunstgræsbaner af hensyn til foreningslivet. Men i dag stemte regeringen alligevel for.

”Det er glædeligt, at den danske regering endte med at stemme for EU-Kommissionens forslag til et forbud mod anvendelsen af mikroplastik på kunstgræsbaner, og dermed var med til at sikre, at forbuddet blev en realitet,” siger Lone Mikkelsen.

Det bliver dog ikke et forbud, der umiddelbart kommer til at gælde med det samme. Men vi opfordrer til en hurtig implementering.

”Vi kommer til at vente en del år endnu, før forbuddet reelt træder i kraft. Desværre var Danmarks oprindelige modstand mod forbuddet med til at forlænge overgangsperioden, så vi nu skal vente otte år, før mikroplasten på banerne reelt er udfaset. Stor ros skal dog lyde til de danske kommuner, som allerede har truffet en beslutning om at gå foran og således kun anlægger nye kunstgræsbaner med andet fyld end mikroplastik,” siger Lone Mikkelsen.

Kontakt

Lone Mikkelsen

Seniorrådgiver, Kemikalier og cirkulær økonomi (på barsel)

(+45) 3318 1934
lone@rgo.dk