Grøn energi er ikke gratis
Det er en udbredt misforståelse, at vi uden bekymringer kan bruge løs af energien, fordi den snart er helt grøn. Omstillingen til 100 procent vedvarende energi i det danske samfund er stadig lang og vil kræve meget store investeringer. Vi skal finde den samfundsøkonomisk bedste balance mellem at reducere vores energiforbrug og at investere i udbygning med vedvarende energi. Energieffektiviseringer bør derfor være et centralt indsatsområde i den grønne omstilling.
Kronik bragt i Politiken den 21. maj 2020 af Peter Birch Sørensen, professor i økonomi ved Københavns Universitet, Christian Ibsen, direktør i Concito og Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling
Energieffektivitet og energibesparelser har i årtier været en vigtig del af dansk energipolitik. Det startede i 1970’erne efter oliekrisen, der viste, hvor afhængige vi var af importeret olie. I den første energiplan fra 1976, der fulgte i kølvandet på oliekrisen, var forsyningssikkerhed et centralt mål. Midlerne til målet var at reducere afhængigheden af olien ved at etablere en flerstrenget energiforsyning, udnytte indenlandske brændsler og spare på energien.
Efter udgivelsen af Brundtland-rapporten i 1987 blev hensynet til miljø og klima et centralt fokuspunkt for energipolitikken. Den næste energiplan, Energi 2000, der blev fremlagt af regeringen i 1988, havde som mål, at udledningerne af CO2 skulle reduceres med 20% fra 1988 til 2005. Instrumenterne hertil var udbygningen af vedvarende energi og – igen – energibesparelser og energieffektivitet.
Det næste store skridt kom i 2006, da Anders Fogh Rasmussen formulerede den ambitiøse målsætning om, at Danmark skulle være uafhængig af fossile brændsler i 2050. Igen var et af de vigtigste midler til at opnå dette mål energieffektivisering, fordi det gjorde gabet mellem det aktuelle energiforbrug og produktionen af vedvarende energi mindre.
Den langsigtede satsning på energieffektivisering har betydet, at energiforbruget og den økonomiske vækst i Danmark er afkoblet. Bruttoenergiforbruget i dag er på samme niveau som i 1972, selv om bruttonationalproduktet i samme periode er blevet ca. 2,4 gange større. Danske bygninger og virksomheder hører til de mest energieffektive i verden, og danske virksomheder har opbygget stærke kompetencer på området. Det har bidraget til at sikre dansk energiteknologi en stærk position på eksportmarkederne. I 2017 var eksporten af energiteknologi på ca. 85 mia.kr, hvilket udgjorde 11 pct. af den samlede eksport.
På globalt plan er forståelsen for at fremme energieffektiviseringer også udbredt. Det Internationale Energiagentur (IEA) betegner energieffektivitet som ”the first fuel”. I IEA’s scenarier for opfyldelsen af målene i Paris-aftalen spiller energieffektivisering en større rolle end vedvarende energi. I EU lægges princippet om ”efficiency first” til grund for den fælles energipolitik, og der er fastsat bindende mål for medlemslandene om, at energiforbruget skal mindskes med 0,8% per år fra 2020 frem til 2030. Dette går igen i Kommissionens udspil om en ny ”European Green Deal”, der igen understreger, at energieffektivisering spiller en vigtig rolle for opnåelsen af klimamålene.
Et meget stort flertal af Folketingets partier indgik for nogle måneder siden en ambitiøs aftale om en klimalov med et mål om 70 pct. reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 ift. 1990 og et langsigtet mål om klimaneutralitet i senest 2050. Lige nu arbejdes der i ministerierne med udformningen af forslag til en klimahandlingsplan, der skal vise vejen frem til målene i 2030 og 2050, og de konkrete forhandlinger om de enkelte dele af handlingsplanen vil formentligt komme i gang inden længe.
Til forskel fra tidligere er der ikke alle steder konsensus om, at energieffektivisering er et effektivt virkemiddel. En del røster argumenterer for, at yderligere energieffektivisering har mistet sin relevans, fordi energiforsyningen snart bliver 100 procent grøn. Argumentet går ud på, at det ikke giver mening at bruge ressourcer på at energieffektivisere, når energiforsyningen er grøn, fordi man ikke længere sparer CO2 ved at reducere et energiforbrug, der i forvejen er CO2-frit.
Men dette argument holder ikke, fordi vi langtfra er nået til dette punkt. Vi er stadig i en fase, hvor der skal investeres store beløb til udvidelse af den grønne energiforsyning. Det betyder, at energieffektiviseringer, der reducerer energibehovet, kan sænke disse investeringsudgifter og permanent sænke vores udgifter til energi. Regeringens klimapartnerskab for energi- og forsyningssektoren vurderer, at der i gennemsnit skal investeres ca. 32 mia. kr. ekstra om året frem mod 2030 som led i omstillingen til vedvarende energi. Det svarer til ca. 5000 kr. om året per husstand. Investeringerne dækker over alle de nye vindmøller og solceller og udbygningen af distributionsnettet for el. I takt med at erhvervslivet erstatter fossile brændsler med el, og husejerne omlægger deres varmeforsyning til varmepumper og udskifter benzinbilen med en ny elbil, vil belastningen af distributionsnettene for el stige voldsomt og kræve, at der investeres store beløb i netforstærkninger.
Udfordringen er at sikre, at den grønne omstilling gennemføres så omkostningseffektivt som muligt for samfundet. Derfor skal der gennemføres energieffektiviseringer og besparelser i forbruget, så længe det er billigere end at udbygge energiforsyningen. Den mest omkostningseffektive vej frem til målet om 100% vedvarende energiforsyning vil derfor være en balance mellem energibesparelser og udbygning af den vedvarende energi.
Selvom Danmark i forvejen er et af de mest energieffektive lande i verden, er vi endnu ikke nået til det rette balancepunkt. Der er stadig masser af energieffektiviseringer, der kan gennemføres til lavere omkostninger, end det koster at udvide forsyningen af vedvarende energi. Herved forbedres også brugskvaliteten af bygningerne, hvilket også har betydelige økonomiske fordele. Klimarådet viste med rapporten ”Omstilling frem mod 2030” i 2017, at det mest omkostningseffektive omstillingselement i den grønne omstilling er energibesparelser og herunder ikke mindst energirenovering af bygningsmassen, når det kan ske samtidigt med, at bygningerne alligevel skal renoveres. I Rådets rapport fra marts i år ”Kendte og nye spor til 70 procents reduktion” understreges dette budskab, og Rådet anbefaler derfor, at regeringen i den nye klimahandlingsplan fortsat satser på at gennemføre energieffektiviseringer. Det anerkendte konsulenthus EA Energianalyse bekræftede dette billede tidligere på året i en analyse, som konkluderede, at hvis der ikke gennemføres energieffektiviseringer, vil de samlede samfundsøkonomiske omkostninger for at nå 70%-målet i 2030 stige med omkring 14 mia. kr. i perioden fra 2020 til 2030. Rapporten når frem til, at det samfundsøkonomiske potentiale for energibesparelser i perioden udgør mellem 15 – 21% af energiforbruget i forhold til 2017.
Udover det økonomiske argument for energieffektiviseringer er der også det faktum, at vi stadig bruger en del fossil energi i dag. Frem til det tidspunkt, hvor energiforsyningen er baseret på rene brændsler, vil energibesparelser også medføre CO2-reduktioner. Derudover vil besparelser bidrage til at reducere afhængigheden af fast biomasse. Klimarådet har påpeget, at biomasse i mange tilfælde ikke er CO2-fri, og at det danske forbrug af biomasse ikke er bæredygtigt, fordi det per indbygger er langt større, end hvad der kan udnyttes bæredygtigt på globalt plan.
Argumentet om, at det ikke kan betale sig at spare på energien, fordi energiforsyningen snart vil være grøn, holder derfor ikke. Energieffektiviseringer i alle sektorer skal derfor fortsat være et centralt element i energi- og klimapolitikken.
Det næste store spørgsmål er så, hvad man skal gøre for at realisere disse effektiviseringer. Der er flere parter, der argumenterer for, at det skal overlades til markedskræfterne at sikre balancen mellem forsyning og energieffektivisering. Argumentet er, at der skal etableres et velfungerende og gennemsigtigt marked, hvor energipriser og tariffer afspejler de samlede omkostninger ved producere energi og føre den frem til forbrugerne. Argumentet bygger på den forudsætning, at alle aktører i markedet er økonomisk rationelle, og at forbrugerne derfor gennemfører rentable energieffektiviseringer på grundlag af den pris, der skal betales for energi.
Der er imidlertid flere forhold, der gør, at dette ikke altid er tilfældet. På trods af at der er stærke økonomiske tilskyndelser til at gennemføre besparelser, kan man se, at de i mange tilfælde ikke gennemføres. Mange analyser af energisparemuligheder tyder på, at energiforbrugerne ofte undlader at gennemføre rentable energieffektiviseringstiltag. Det kaldes ”energispareparadokset” og fører til, at energiforbruget bliver større. Energiselskaberne bliver så nødt til at kompensere for de manglende energieffektiviseringer ved at investere mere i ny kapacitet. Resultatet af dette er, at samfundet ikke høster de ovennævnte gevinster ved effektiviseringer.
Der kan være flere forklaringer på energispareparadokset. En mulighed er, at de mange analyser af energisparemuligheder ikke fanger alle omkostninger, som forbrugerne har, og derfor overvurderer omfanget af de samfundsøkonomiske besparelser. En anden mulig forklaring er, at forbrugerne mangler viden om de tekniske muligheder for energibesparelser og om den forbedring af bygningens brugskvalitet, der kan opnås ved energieffektivisering, så de ikke træffer de beslutninger, der giver størst gevinst for dem. Det kan også være, at der er problemer med finansieringen. Disse forhold er blevet undersøgt, og det endelige svar er ikke fundet.
En mulig yderligere forklaring kan findes i den nyere forskning inden for adfærdsøkonomien, som kombinerer økonomisk teori med psykologi. Et væsentligt resultat fra adfærdsøkonomien er, at mennesker i mange sammenhænge ikke er så rationelle, som det forudsættes i traditionel økonomisk teori, men kun udviser ”begrænset rationalitet”. Det viser sig fx ved, at vi mennesker har en tilbøjelighed til hele tiden at udsætte en handling, der medfører besvær eller omkostninger her og nu, selvom vi ved, at den vil gavne os på længere sigt, og selvom vi egentlig havde besluttet, at ”nu gør jeg det sør’me”. Dette kan eksempelvis være investeringer i energieffektiviseringer, der er komplicerede og kræver, at der bruges tid på at skaffe information. Adfærdsøkonomien har også påpeget betydningen af den såkaldte tabsaversion, der betyder, at frygten for tab ved en given beslutning vejer meget tungere end udsigten til en gevinst. Dette kan være en barriere for gennemførelse af energieffektiviseringer, der oftest indebærer en kompliceret afvejning af omkostninger her og nu mod en mulig gevinst, der først indhøstes over en årrække.
En af pionererne inden for adfærdsøkonomien, Richard Thaler, som vandt en Nobelpris i økonomi i 2017, har udtalt: ”For at udforme en god økonomisk politik, skal man huske, at mennesker er menneskelige”. Omsat til energipolitik betyder det, at udformningen af virkemidler til fremme af energibesparelser ikke kan baseres på antagelsen om, at energiforbrugerne altid træffer beslutninger om energieffektivisering ud fra en kold og rationel økonomisk kalkule om, hvad der giver størst gevinst. Energiforbrugerne er mennesker, hvis beslutninger påvirkes af mange forhold. Der er derfor også brug for mere end de rent økonomiske virkemidler til at fremme energieffektiviseringer.
Klimarådet har i sin seneste rapport fra marts anbefalet, at der gennemføres flere forskellige tiltag til energieffektivisering. Der er også mange forslag i rapporterne fra klimapartnerskaberne fra marts i år, som kan være til inspiration. Det er vores opfattelse, at man er nødt til at kombinere en række instrumenter for at finde en løsning på energispareparadokset.
For det første vil der fortsat være behov for at sikre en økonomisk tilskyndelse i form af afgifter, målrettede tilskud, låneordninger og lignende. Det økonomiske incitament er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning.
For det andet bør der være nem og hurtig adgang til information og vejledning, fx ved energitjek, information om sparepotentialer, vejledning om finansiering mv. Udbredelsen af intelligente målere giver i sammenhæng med nye databaserede værktøjer til styring af energiforbrug og indeklima i bygninger nye muligheder for effektivisering af energiforbruget. For det tredje bør man overveje muligheden for at anvende krav og påbud i større omfang. Bygningsreglementet omfatter allerede en lang række påbud, men der er indikationer på, at de ikke altid overholdes. Klimarådet har derfor anbefalet, at bygningsreglementets krav om energieffektiviseringer ved renoveringer bør håndhæves ved stikprøvekontrol. Det mener vi også, man skal se på. I det omfang energispareparadokset skyldes begrænset rationalitet, kan krav og påbud være et effektivt virkemiddel.
For det fjerde skal staten, kommunerne og regionerne gå foran i indsatsen for energibesparelser. De offentlige myndigheder er store bygningsejere, og en styrket besparelsesindsats kan derfor bidrage til at trække markedet i gang og samtidig forbedre indeklimaet i bygningerne og dermed forbedre indlæringsevnen i skolerne. Det vil være nødvendigt at se på, om der er barrierer for indsatsen. Det er positivt, at regeringen har besluttet at hæve anlægsloftet for kommuner og regioner for 2020. Det bør overvejes at forlænge dette for så vidt angår energirenoveringer af bygninger.
Corona-krisen har sat en ny dagsorden for mange dele af samfundslivet og også for den grønne omstilling. Der vil være behov for, at regeringen i et stykke tid aktivt går ind og holder hånden under økonomien.
Her er det vigtigt at understrege to ting. For det første må den aktuelle krise ikke medføre, at den grønne omstilling stilles i bero. Drivhuseffekten går ikke på pause, fordi der er Corona-krise. For det andet skal det sikres, at tiltag til genopretning af økonomien ikke modvirker den grønne omstilling, men at de tværtimod har et grønt perspektiv. I den forbindelse er der mange tiltag, der både kan sætte gang i hjulene og har et klart grønt perspektiv. Det drejer blandt om energieffektiviseringer i bygninger og virksomheder, der har den fordel, at det er arbejdsintensivt og dermed velegnet til at fungere som motor for igangsætningen af økonomien. Så der skal herfra lyde en opfordring til regeringen og Folketingets partier til at kombinere et fremstød for energibesparelser med genopretningspolitikken og også på længere sigt prioritere energieffektivisering højt, så vi hurtigt og billigst muligt får gjort vores samfund CO2-neutralt.
For yderligere information:
Claus Ekman
Forhenværende direktør (indtil 2022)