Borgere og byer, der engagerer sig og giver plads til vedvarende energi, skal anerkendes for at tage et vigtigt klimaansvar. Men på borgermødet om de omstridte havvindmøller i Jammerland Bugt var det slet ikke en del af samtalen.

Hvorfor ender mange borgermøder om nye vindmølle- og solcelleparker med tilhørere, der i frustration lægger armene over kors og ryster på hovedet? Hvad er der ved konstellationen af disse energiprojekter, der gør, at de ikke får opbakning? Hvordan forankrer man den grønne omstilling? Disse spørgsmål er der nok mange i branchen, der grubler over. Ifølge forskere og politikere står lokal modstand mange steder i vejen for omstillingen fra fossil til vedvarende energi.

For nogle uger siden var jeg til et borgermøde i Kalundborg, hvor der ikke just var god stemning omkring planerne om at opstille 16 store vindmøller i Jammerland Bugt. European Energy havde sammen med Energistyrelsen, Miljøstyrelsen og en rådgiver indbudt borgere til information om projektet og præsentation af miljøkonsekvensrapportens vurderinger. Der var mange spørgsmål og kommentarer, der handlede om bekymringer for påvirkningen af det allerede pressede havmiljø, fuglene, marsvinene, de visuelle gener, tab af ejendomsværdi – og om den lange proces, projektet har været igennem siden det første gang blev foreslået i 2012. Mange af disse frustrationer og bekymringer for det lokale er helt forståelige. Og moderator Laila Kildesgaard gjorde sit for at styre forløbet og give folk god taletid. Oplægsholderne prøvede på bedste vis at forklare og svare, som for eksempel Tobias Grindsted fra Energistyrelsen, der har godkendt forundersøgelsesrapporten. På trods af det, var budskabet fra borgerne klart: ikke i vores bugt.

Mangel på klimafokus
Efter borgermødet står jeg tilbage med en undren. I dette konkrete tilfælde, men også i forhold til, hvad jeg hører om andre borgermøder, virker klima og klimaengagement til at være fraværende. Det er ikke en del af samtalen. Borgere og lokalsamfund, der omstiller til renere energi, tager et vigtigt klimaansvar. Hvorfor sætter man ikke fokus på den gevinst, værdi og anerkendelse, der bør være, når borgere og byer engagerer sig og finder plads til vedvarende energi i deres nærområde?

Kalundborg Kommune har tidligere inddraget borgere i overvejelserne om vedvarende energi i området. I forbindelse med projektet Fremtidens Grønne Energi og Borgerne deltog cirka 100 repræsentativt udvalgte borgere til en workshop. Ifølge en sammenfatning af projektet var der stor opbakning til møllerne, der blev debatteret på borgermødet: “Store vindmøller skal især opføres på havet, og planerne om en havvindmøllepark i Jammerland Bugt bør gennemføres.”

Men til borgermødet i april var ingen af disse mennesker på scenen og forklare hvorfor. Der var heller ingen lokale virksomhedsledere eller politikere til stede for at fortælle om, hvordan de store mængder grøn strøm kan være en gevinst for byen, eller hvilken værdi det kan have at være en by, der handler for klimaet. Og nu har Kalundborg Kommune i et høringssvar orienteret om, at de ikke støtter op om vindmølleprojektet.

Ejerskab betyder noget
Andre steder i landet lykkes det at få lokal opbakning til større projekter. Ejerskab og lokalt initiativ ser ud til at gøre en forskel.

Ved Thyborøn er en stor vindmølle ved at blive sat op med lokal opbakning. Den er ejet af et vindmøllelaug bestående af knap 2800 lokale andelshavere. I Tønder og Lemvig Kommune har man god erfaring med lokalt ejerskab på for eksempel 40-50 procent af VE-anlæg. I projektet i Jammerland Bugt bliver borgerne tilbudt noget mindre: 20 procent. Jeg hørte ikke nogen spørge interesseret ind til dette på borgermødet. Men en borger nævnte, at han bedre kunne bakke op om projektet, hvis det var ejet af et dansk energiselskab, frem for det internationale Total Energies, der på sigt skal overtage majoriteten i havvindmølleparken.

God energi i det borgerdrevne
Når vi ser på de projekter, hvor borgere selv sætter gang i omstillingen i deres lokalsamfund, er der et helt andet engagement og positiv energi. I Brenderup og Hunderup-Sejstrup virker borgere stolte af at have etableret fællesejet solcelleanlæg. Landsbyer foreslår grøn fælles nærvarme for at komme af med olie- og gasfyr. Rundtom i landet popper det op med borgerdrevne energifællesskaber. Og på Bornholm ønsker en gruppe borgere og lokale virksomheder at sætte 9 vindmøller op ud for kysten.

For folkene bag projekterne handler det om at gøre noget i fællesskab for klimaet. De får også ejerskab og er en del af løsningen. Der kan være en økonomisk gevinst ved det. Og så tænker de også på byens fremtid. De ved, hvor vigtigt et stærkt fællesskab er, for at folk bliver boende i deres landsbyer. Klimaprojekter kan vise, at borgerne i byen tænker fremad. Hvis en by for eksempel får skiftet olie- og gasfyr ud med en fælles grøn varmeforsyning, kan det måske tiltrække nye og yngre tilflyttere til byen. Den del er også på spil mange steder i landet.

Kunne man lære noget fra disse borgerdrevne projekter og den gode energi, de skaber? Kunne man fra start af gå sammen med borgere i området og designe de større projekter i fællesskab? Kunne det være en idé at koble de større projekter til de energifællesskaber, der bliver etableret disse år, og som har brug for ressourcer og støtte?

I Tønder har de lanceret projektet ’En hver by tæller’ og prisen ’Årets klimaby’. Også KL uddeler hvert år deres klimapris. Det er godt tænkt. Vi har i det hele taget brug for at fokusere mere på de lokalsamfund, der tager et klimaansvar, og give dem anerkendelse, så andre bliver inspireret til at gå i gang.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Klimamonitor 24/5 2024