Det danske vandmiljø er voldsomt forurenet og er nogle steder helt dødt. Næringsstofferne fra landbruget er den kendte årsag til havmiljøets triste situation. Men en anden synder er i årtier nærmest gået under radaren, nemlig de mange skadelige kemikalier, der ender i havet via spildevandet fra vores byer, og dermed fra din og min husholdning. Kemikalierne skaber ikke iltsvind nu og her og akut død, men de er ikke desto mindre et kæmpe problem for havmiljø og økosystemer.

PFAS er et godt eksempel. Det nedbrydes, ligesom andre kemikaliegrupper, uhyre langsomt og opkoncentreres i havbund, planter og fisk, der kan ende på vores tallerkner. Det kan have store konsekvenser for menneskers sundhed og fertilitet. EU arbejder for et forbud mod PFAS, men en ny undersøgelse viser, at en stærk industrilobby kæmper med næb og kløer for at udvande lovforslaget. Samtidig anvendes fluorstofferne fortsat i en lang række forbrugerprodukter og i industrielle processer.

Der er brug for vidensdeling

PFAS er kun én ud af mange grupper af skadelige kemikalier, der udledes til havet. Målinger viser, at vi via spildevand også forurener havet med blandt andet flammehæmmere, kosmetik- og medicinrester samt ftalater – der på hver deres måde er skadelige for økosystemer, dyreliv og menneskers sundhed. Men vi kender kun til toppen af isbjerget. Der er brug for mere forskning, der ser på, hvor mange kemikalier, der ender i havet, og i hvilke koncentrationer. Sideløbende er der brug for en akut indsats i forhold til at stoppe den voldsomme udledning til havmiljøet.

I dag er vores renseanlæg ikke lavet til at rense for kemikalier, der ledes til fra vores husholdninger, og de ender derfor i havet. Det vil EU have ændret. Ministerrådet gav således i november endeligt grønt lys til en revideret udgave af Byspildevandsdirektivet. Regler, der fremadrettet fastlægger en strammere kurs for rensning af spildevand fra byerne. Målet er, at Danmark og de resterende EU-medlemslande på sigt skal fjerne et udvalg af miljøfarlige stoffer gennem et ekstra rensetrin. Der findes velegnede teknologier, men ingen der alene kan rense for alle typer af kemikalier. Derfor er der brug for vidensdeling, så vi finder den bedste kombination af teknologier til de enkelte renseanlæg – en indsats, der burde have været iværksat for mange år siden. Ikke mindst set i lyset af Danmarks forpligtelser i forhold til EU’s vandrammedirektiv. Regler vi på ingen måde har levet op til.

Industrien forhaler processen

En stor anke og modvilje har været prisen for rensning. Det er dyrt, lyder det fra kommuner, virksomheder og politikere. EU har derfor besluttet, at de største forurenere skal betale deres del af regningen. Med byspildevandsdirektivet indfører EU udvidet producentansvar for medicinal- og kosmetikbranchen. Disse erhverv skal betale for mindst 80 procent af omkostningerne ved at rense for egen forurening. En beslutning, medicinalbranchen nu også opponerer imod. Sager som disse vil sandsynligvis forhale processen og i værste fald også udvande den forventede effekt.

Vi kan ikke lade industrien stikke en kæp i hjulet. Initiativerne fra EU bliver vigtige skridt på vejen mod et renere vandmiljø. Danmark skal inden udgangen af 2027 implementere reglerne i dansk lov. Og her kan det få stor betydning for vandmiljøet, at Danmark ikke blot minimumsimplementerer. For at komme vellykket i mål skal der allerede nu igangsættes aktiviteter og skabes incitamenter til udvikling og samarbejde på tværs af kommuner og brancher.

Og så skal vi have forbudt grupper af de mest skadelige kemikalier, herunder PFAS. Når først stofferne er i vandmiljøet, er de ekstremt svære, hvis ikke umulige, at fjerne. Det er på høje tid at passe på den natur, som vi alt for længe har presset til det yderste.

Dette debatindlæg er skrevet af Lone Mikkelsen og bragt i Altinget den 25. marts 2025.