Når medierne dækker klimakrisen, er det ofte med politikere, forskere eller erhvervsledere som kilder.

At lige den type kilder fylder mest, er ikke specielt overraskende og afviger ikke meget fra andre genrer i journalistikken. Dem med penge og magt bliver der naturligt ringet mere til, da de ofte har mere indflydelse og er centrum for historier, som er væsentlige for flere mennesker.

Men problemet med at lade magtmenneskerne dominere fortællingen om klimakrisen er, at de, der læser, lytter eller ser med, efterlades i en magtesløs tilstand uden tro på, at de selv kan gøre noget ved problemerne.

Selvom det er bydende nødvendigt, at politikere skaber de strukturelle ændringer, der er brug for, så står vi som samfund over for en opgave, der kræver, at alle kan se sig selv som en del af den opgave og tror på, at det kan lade sig gøre.

Som Line Weldingh, ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, netop har konkluderet i sin kortlægning af danske mediers klimajournalistik, så er der behov for at inddrage et større udvalg af kilder i dækningen, så der bliver plads til flere ”almindelige mennesker”.

Mere diversitet i stemmer giver større sandsynlighed for identifikation og engagement.

Identifikation har altid været vigtigt for journalistikken. Spørg enhver første semesters journaliststuderende, og de vil hurtigt kunne opremse nyhedskriterierne, hvor identifikation er et af dem.

Enhver praktikant vil kende formatet med en nyhed og en casehistorie, hvor man får sat følelser på en problemstilling.

Når vi taler om klimaforandringerne, taler vi ofte om store tal og abstrakte begreber som temperaturstigninger, CO₂-udledning og havniveaustigninger.

Selvom disse data er afgørende for at forstå problemets omfang, kan de også virke fjerne og uvedkommende for almindelige mennesker.

Problemet for mange nyhedsredaktioner er, at det kan være svært at spotte de oplagte casehistorier i klimadækningen.

De tidspunkter, hvor det kan virke mest oplagt at finde relevante cases til klimahistorier, er ofte, når katastrofen rammer som i Norge, hvor medierne bragte interview med vidner midt i de triste begivenheder.

Eller når danskere f.eks. som i sommer blev fanget tæt på et område med skovbrande under deres ferie i Grækenland.

Den situation kan mange forholde sig til, og naturligvis er det også vigtigt at fortælle, når vi danskere rent faktisk pludselig står og kan mærke klimakrisen helt tæt på.

Men hvis den slags menneskefortællinger står alene uden også at fortælle om handlemuligheder og positive fremtidsscenarier, så risikerer vi at efterlade mennesker handlingslammede og håbløse.

Det, vi savner i mediebilledet, er derfor ikke folk, der er ofre i klimakatastroferne, men de personlige historier om mennesker, der finder deres egne veje mod klimahandling. De historier, der kan inspirere, fjerne følelsen af magtesløshed og beskrive situationer og overvejelser, de kan se sig selv i – og ikke mindst give en fornemmelse af fællesskab.

Rundtom i landet findes der masser af mennesker, der selv forsøger at omstille deres lokalsamfund.

Det kan vi eksempelvis se i forbindelse med projektet Yes in my backyard (YIMBY), hvor vi interviewer folk, der tager fælles initiativ til at sætte vindmøller op, etablere fællesejede solcelleanlæg eller forsøger at få gang i et energifællesskab, så de kan komme af med deres olie- eller gasfyr.

Andre opretter et helt bofællesskab, hvor man bor i lavenergihuse, lever af egne økologiske grøntsager og får grøn energi fra solceller og egen vindmølle.

Nogle gør det for klimaet, andre for fællesskabet, økonomien eller landsbyens overlevelse.

Disse historier bryder med den ellers ret udbredte fortælling om Not in my backyard-tendensen.

Vi hører meget om, hvordan lokale borgere er meget bekymrede og vrede, når nye vindmølle- eller solcelleprojekter bliver fremlagt på borgermøder.

Men vi hører ikke meget om de mennesker, der selv sætter gang i lokal grøn omstilling, og som viser, at vi alle kan bidrage til løsningerne i vores lokalsamfund, arbejdsplads, studie m.m. ud fra vores egne forudsætninger og muligheder uden at have en doktorgrad i klimavidenskab, men ved at gå sammen med andre.

De nævnte historier trækker vi frem og sætter fokus på, fordi vi har fået fondsstøtte til projektet.

Men de ville få langt større rækkevidde og bevågenhed, hvis de store medieplatforme bragte dem.

Og der er ikke bare behov for den slags historier − der er også efterspørgsel.

I flere undersøgelser svarer danskerne, at de er bekymrede, men samtidig ikke ved, hvad de skal gøre for at handle på klimakrisen. Og selvom det er nærliggende at tænke, at de bare har brug for flere artikler som ”Syv gode råd til at leve bæredygtigt”, så er det ikke løsningen.

I forskning i klimakommunikation har man for længst begravet teorien om, at overførsel af information fører til handling. Sådan fungerer mennesker nemlig ikke.

Vi har en masse psykiske forsvarsmekanismer, der står imellem klimabudskaberne og vores handlinger. Som at kategorisere et budskab som usandt, hvis det skaber kognitiv dissonans hos os, eller overse historier i vores feed, der ikke lige passer med vores verdensbillede eller er uoverskueligt.

Men denne viden er desværre ikke en del af pensum på landets journalistuddannelser, og for mange journalister er det uvant at skulle tænke over, hvordan ens journalistik påvirker modtageren.

Det er vi nødt til at lave om på, som en EU-rapport om klimajournalistik også understregede tidligere i år.

Mennesker har brug for håb og inspiration – og det skal medierne også være med til at støtte op om.

Naturligvis skal de personlige historier ikke laves på bekostning af kritisk journalistik, videnskabelig nøjagtighed og dybdegående analyse. Men de skal supplere dækningen med en menneskelig dimension, der motiverer og engagerer.

Ved at give de stemmer mere plads i nyhedsdækningen kan medierne være med til at give inspiration til, hvordan man kan engagere sig – og gøre aktiv klimahandling til det normale.

Og udover de positive effekter, det vil have for samfundet, hvis flere begynder at tænke nyt, så vil det højst sandsynligt også have positive effekter på mediernes læsertal.

Særligt for de unge mediebrugere, der i højere grad end resten af befolkningen vender de traditionelle medier ryggen.

De unge vil have medier, der tager ansvar for klimakrisen, og mere end en tredjedel ønsker medier, der opfordrer til klimahandling ifølge Danskernes brug af nyhedsmedier 2022.

I en verden, hvor vi ofte måler fremskridt i termer af teknologiske landvindinger og økonomiske gevinster, er det værd at huske, at vores største præstationer ofte findes i vores evne til at forstå og støtte hinanden.

Ved at inkludere flere menneskelige historier i klimadækningen kan vi minde os selv om vores fælles skæbne, vores evne til at handle og vores kapacitet til at tage ansvar for den planet, vi deler.

“Vi hører meget om, hvordan lokale borgere er meget bekymrede og vrede, når nye vindmøller eller solcelleprojekter bliver fremlagt på borgermøder. Men vi hører ikke meget om de mennesker, der selv sætter gang i lokalgrøn omstilling.”

Denne kronik er blevet bragt i Jyllands-Posten den 16. oktober 2023, og er skrevet af journalist Sofie Hviid, sammen med Helene Cherét, redaktør i RGO, journalist og partner i klimajournalisterne, Søren Bjørn-Hansen, og Simon Elsborg Nygaard, Ph.d. i bæredygtighedspsykologi.