Det er helt nødvendigt, at Danmarks næste klimalov tager ansvar for udledninger uden for landets grænser.

I 2025 SKAL den danske klimalov have sit første serviceeftersyn – og debatten om dens fremtid er allerede i fuld gang. Klimaminister Lars Aagaard gav bolden op, Enhedslisten fulgte efter, så Klimarådet, og nu er vi 12 grønne organisationer med en fælles vision for, hvordan vi fremtidssikrer klimaloven.

For med klimalov 2.0 står Danmark ved en klimapolitisk skillevej: Vil vi fortsat undlade at sætte mål for vores klimaaftryk uden for Danmarks grænser? Eller vil vi tage ansvaret på os ved at sikre hurtigere reduktioner i Danmark, bindende mål for vores udledning i udlandet og et fair bidrag til verdens mest sårbare lande?

Det ligger fast, at den nye klimalov skal fastsætte et reduktionsmål for 2035. I lyset af den eskalerende klimakrise bør 2035-målet sættes til 90 pct. sammenlignet med 1990, og målet om klimaneutralitet rykkes frem til 2040.

Men Danmarks reelle klimaaftryk er langt større, end hvad der i dag regnes med i klimaloven. Blandt andet fordi udledning, der er drevet af vores pensionsopsparinger, flyrejser og forbrug, men som finder sted uden for Danmark, ikke tælles med. Klimaloven 1.0 anerkender, at denne udledning findes, men har ingen bindende mål eller pejlemærker for at reducere den.

En mere ambitiøs klimalov bør tage udgangspunkt i at reducere alle de udledninger, som Danmark er ansvarlig for og har kontrol over – også uden for kongerigets grænser. I øvrigt helt i tråd med regeringsgrundlaget, som netop erkender nødvendigheden af at forholde sig til vores internationale klimaeffekt.

DEN GLOBALE INDSATS bør knytte sig til fire spor: finans, forbrug, international transport og biomasse. På disse områder gemmer sig nemlig udledning. Eksempelvis står danske banker og pensionsselskaber, alene gennem deres investeringer i børsnoterede selskaber, for udledninger, der er mere end dobbelt så store som Danmarks territoriale udledninger.

Derfor skal vi sætte reduktionsmål for disse i dag usynlige udledninger. Konkret anbefaler vi reduktionsmål på 60-70 pct. for finanssektorens finansierede udledninger, 60 pct. for den forbrugsbaserede udledning, 90 pct. for afbrænding af træbiomasse og 80 pct. for udledningerne fra international transport. Dertil skal vi – af hensyn til både klima og biodiversitet – stoppe importen af soja og biomasse i henholdsvis 2040 og 2035.

Lars Aagaard har bebudet, at han ikke har meget tilovers for reduktionsmål, men der er en grund til, at et konkret reduktionsmål udgør grundsøjlen for klimaloven. Klimapolitikken har brug for fyrtårne, så alle ved, hvad vi styrer efter. Som Klimarådet skriver, så virker klimamålene. De muliggør og driver konkrete politiske beslutninger, fordi Folketinget forpligtes til at levere.

DERFOR HAR VI ligeledes brug for pejlemærker for Danmarks rettighedsbaserede støtte til udviklingslandenes klimakamp. Som også Klimarådet har anbefalet, bør Danmark fastsætte en klar målsætning for den finansielle klimastøtte i kroner og øre. Vi foreslår derfor, at en sådan målsætning skrives ind i klimaloven, og at Danmarks fair andel beregnes ud fra størrelsen af vores økonomi i forhold til andre velstående lande, som ifølge Paris-aftalen har pligt til at bidrage. I Baku har verdenssamfundet netop fastsat målet for klimastøtte til 300 mia. dollars årligt – heraf bør Danmarks fair andel være omkring 16 mia. kr. i ny og additionel klimafinansiering.

Danmark har et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest i den globale klimakamp, og efter fem år med klimaloven står det lysende klart, at vi ikke kan nøjes med at reducere Danmarks territoriale udledninger. Skal klimaloven 2.0 fejres som sin forgænger, skal den sætte ambitiøse, bindende mål for Danmarks fulde klimaaftryk – uanset om udledningen stiger til vejrs over Danmark eller ude i verden.

Debatindlægget er bragt i Politiken den 12. december 2024. Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær, Care, Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Frederik Sandby, sekretariatsleder, Klimabevægelsen, Jens Anton Tingstrøm Klinken, afdelingschef, DN, Kristine Mærkedahl Jensen, international chef, Sex & Samfund, Christian Fromberg, kampagneleder, Greenpeace, Julie Rosenkilde, sekretariatschef, Nyt Europa, Lars Koch, generalsekretær, Oxfam og Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator, VedvarendeEnergi