Vi har allerede 95 procent af de teknologier, der er brug for til at omstille hele Danmark væk fra det fossile energisystem. De er langt billigere i drift, langt mere energiøkonomiske og kan styrke Danmarks langsigtede konkurrencekraft.

Det har aldrig hastet mere med at investere i de grønne og rene teknologier, der kan frigøre os fra de fossile brændsler. For klimaforandringerne er kraftigt forværret i løbet af 2023 med globale gennemsnitstemperaturer på 1,48 grader celsius over det førindustrielle niveau.

Det burde være en no-brainer at investere i de grønne teknologier, som oveni kan skabe mange nye arbejdspladser og sænke virksomhedernes og danskernes energiregning i mange år frem.

På livslange omkostninger er sol- og vindenergi allerede billigere end fossile brændsler. De seneste ti år er prisen pr megawatt-time landvind faldet med 57 procent, offshore vind med 73 procent og solceller og batterier er faldet med 80 procent. Der er kun dårlige argumenter for at udskyde den grønne omstilling af energisektoren.

Mysteriet er bare, hvorfor vi så har en flertalsregering og et folketing, der ikke sætter alt ind på at skalere disse teknologier hurtigt op?

Noget tyder på, at der har været mange andre distraktioner som snakken om et brintrør til Tyskland, en ny CO2-fangst infrastruktur eller CO2-fangstanlæg på biomasseværker og cementfabrikker.

Det er det, regeringen bruger allerflest penge, administrative ressourcer og energi på at sætte i søen. Alene til CO2-fangst er der afsat over 38 milliarder kroner, og før jul satte Folketingets flertal en milliard kroner af til at give statsligt industristøtte, som meget vel kan blive brugt til Power-to-X eller til at medfinansiere det brintrør til Tyskland, som klimaministeren og industriens lobbyister drømmer om.

I Rådet for Grøn Omstilling er vi varme tilhængere af nye, grønne teknologier, men staten og virksomhederne bør investere klogt og fokusere på at fremme de teknologier, der hurtigt kan skaleres og levere store klimaeffekter i de næste få år.
I stedet for at kaste statsstøtte efter CO2-fangst, CO2-rørledninger eller brintrør til Tyskland er der brug for et markant kursskifte i dansk klima- og energipolitik her i 2024. Sæt al politisk kraft ind på at skabe de rigtige incitamenter for energieffektive teknologier, langt hurtigere udbygning af sol- og vindenergi og massiv udbygning af elnettet.

Hvorfor? Hvis vi anstrenger os, er det faktisk muligt at bygge en 100 procent vedvarende forsyning til hele Danmarks energiforbrug i 2035-2040, og i de næste fem år kunne vi syvdoble med sol- og landvind, hvis regeringen ikke snøvlede så meget og skar alle snubletrådene over.

Lad for eksempel kommunerne tjene ti øre per produceret kilowatt-time sol- og vindenergi, sådan som Vestas’ administrerende direktør, Henrik Andersen, har foreslået, så vil det sætte turbo på udviklingen og give stærke lokale incitamenter til at rykke.

Giv samtidig danskerne større frihed til at producere sol- og vindenergi ind til nettet uden dyre ekstraregninger, så vi kan accelerere den grønne omstilling og få nok grøn strøm til elbilerne, varmepumper og komfurer og gerne i lokale energifællesskaber.

Min nytårsopfordring til regeringen er denne: I bør gøre hele landet klar til den grønne elektriske revolution, der bliver rygraden for produktionsdanmark i fremtiden, og som skal muliggøre en 100 procent elektrificering af varmeforsyningen, af industrien, af vejtransporten, af færgefarten og om ikke så mange år også indenrigsluftfarten.

Rent energiøkonomisk er det tre til fem gange mere effektivt at fremstille grønne elektroner og lade dem gøre arbejdet direkte i alle maskiner end at smide fossil energi eller træbiomasse ind i kraftværker eller forbrændingsmotorer, hvor der spildes enorme mængder energi i konverteringen fra brænde til arbejde.

Slip markedet fri af de bureaukratiske snubletråde, så vi kan få sat turbo på de store havvindsprojekter, der skal fremstille nok grøn strøm til de power-to-x anlæg, som er projekteret langs kysterne.

Markedsaktørerne skal forpligtes til at levere på biodiversitet og miljøhensyn, og samfundet skal have sin andel i gevinsterne ved en enkel overskudsdelingsmodel. Kald det bare en åben-dør 2.0 ordning, hvor de bedste og hurtigste skal have lov at konkurrere på højeste fællesnævner.

Staten skal ikke være grådig på provenu, men stille skrappe miljøkrav i de vedvarende energizoner, og så skal markedet nok skalere hurtigt.

Regeringen bør også gøre det billigere og lettere at installere varmepumper, tilslutte solceller til nettet og understøtte flere energirenoveringer. Og stoppe skadelig statsstøtte til biomasseanlæg, der fyrer med træ og udleder millioner af tons CO2 hvert år.

Støtten til biogasanlæggene bør nedsættes og i stedet gå til energirenoveringer, så vi kan spare på energien fremfor at skabe en kunstig overdimensionering af grøn gas og af dansk landbrug.

Der er så mange løsninger, der kan accelerere den grønne omstilling væk fra fossile brændsler. Staten kan spille en vigtig rolle i erhvervspolitikken via bedre rammevilkår og målrettede støtteordninger, der fremmer hurtig skalering.

Det bringer mig tilbage til brintrøret. Staten bør her overlade det til markedets aktører at dække hele regningen. Rent økonomisk er det tvivlsomt, at det bliver en rentabel investering i de næste mange år – trods mange hypede prognoser fra industriens lobbyister.

Det er usikkert, om der kommer stigende efterspørgsel efter brint i fremtiden. På globalt plan fremstilles der i dag op imod 120 millioner tons brint eller brint i forbindelse med andre gasser. 42 procent af den bruges i raffinaderierne til at fjerne svovl fra benzin- og diesel (hvilket begrænser syreregn), 37 procent bruges til at lave kunstgødning, og resten bruges til fremstilling af metanol, kemikalier, plastik og i industrielle processer.

Men den fossile vejtransport vil blive udfaset i de næste 15-20 år, fordi fremtidens mobilitet drives af el. Klima- og miljømæssigt er der gode grunde til at reducere forbruget af kemikalier og plastik, og her kan der udvikles nye biosolutions. I dag er der under en million ton grøn brint, og det er dyrt og svært at skalere så hurtigt, som tilhængerne håber på.

Den grønne brint skal over tid erstatte fossil brint, men der er bedre at indføre ekstra høje CO2-afgifter eller fossile afgifter end at give direkte statsstøtte til PtX-fabrikker. Det er næppe heller klogt at bruge statens penge på brintrør, for det er ret usikkert, om der er økonomi i at transportere dansk grønt brint til Tyskland. Det vil være billigere at fremstille grøn brint i Spanien og Nordafrika end i Danmark.

Grønt brint kan komme til at spille en rolle som energilager i fremtidens vedvarende energisektor, men brugen af den skal doseres til de mest rentable formål såsom e-ammoniak og e-brændstoffer til skibs- og luftfarten, da der er store energitab både ved produktion og transport. Så danske PtX-fabrikker får rigeligt at lave med at levere på det.

Derimod kan mange af de tunge industrier – også i Ruhr-området – elektrificeres og klare sig uden brint. Selv inden for stål og cement er en ny generation af innovative virksomheder på vej til at disrupte de fossile processer, så de nok kun i begrænset omfang vil efterspørge brint.

Det er ikke enkelt og billigt at transportere brint over store afstande. Den kan ikke bare sendes via eksisterende naturgasrør uden markante ekstrainvesteringer.

Brint er et ekstremt lille og flygtigt molekyle, som er svært at opbevare. Det er også meget korrosivt, så det kan trænge igennem selv stålrør. Risikoen for lækage er større end ved transport af naturgas, og strømmer brinten ud, er det ikke kun meget eksplosivt, men også skadeligt for klimaet.

Et studie publiceret i Nature estimerer opvarmningen til mere end 11 gange så skadelig for klimaet som CO2 set over 100 år. Andre studier har vist, at brint over 20 år kan være mellem 19-38 gange mere skadelig end CO2. Behovet for skrappe sikkerhedsforanstaltninger er indlysende, men det vil samtidig øge risikoprofilen og omkostningerne ved at anlægge lange brintrør.

Set med samfundsøkonomiske briller vil det være klogere at investere i langt hurtigere udbygning af eltransmissionsnettet, så vi hurtigere kan få sendt elektronerne på tværs af regioner og landegrænser.

En brintrør til Tyskland er en distraktion fra det, der burde være førsteprioriteten for Danmark. Klimamæssigt vil det være bedre at investere i energieffektiviseringer, sol- og vindenergi, batterier og en hastig udbygning af elnettet.