Hvis én ting står klart efter FN’s klimapanel IPCC præsenterede sin nyeste klimarapport, så er det, at vi har lynende travlt med at reducere vores drivhusgasudledninger, hvis vi vil holde den globale opvarmning under halvanden grad og undgå katastrofale klimaforandringer.

Den gode nyhed er, at vi stadig kan nå det. Men det vil kræve omfattende og hurtige reduktioner i drivhusgasudledningerne i alle sektorer – også landbruget.

Alligevel er det fortsat fredet i EU’s store klimaplan.

Landbruget udleder en betragtelig del af drivhusgasserne, og de forventede reduktioner i sektoren er begrænsede. Der mangler simpelthen tilstrækkelige incitamenter til, at landbruget kommer i gang med de strukturelle forandringer, der skal til for, at sektoren leverer sin del for at nå Paris-målsætningen.

Den tragiske krig i Ukraine har sendt chokbølger gennem det globale fødevaresystem, og der varsles omfattende hungersnød. Det bringer fornyet fokus på en fundamentalt ikke-bæredygtig fødevareproduktion. Hvis vi skal undgå omfattende klima-, miljø-, og sultkrise, skal fødevaresystemet tænkes helt om.

Landbruget går fri

I EU forhandles der netop nu om revisioner af en lang række direktiver, forordninger med videre, som skal styrke reguleringen af drivhusgasudledning, for at understøtte det skærpede 2030 reduktionsmål på 55 procent – den såkaldte Fit for 55-pakke.

I den kontekst er det slående, at landbruget nærmest går fri. Selv de folkevalgte i Europa-Parlamentet, som har ry for at trække miljø- og klimalovgivning i en mere ambitiøs retning, har været tilbageholdende med skærpelse af krav til landbruget.

Det kan blive rigtig dyrt for landbruget at lave en hurtig omstilling i stedet for at sætte ind med omlægning, investeringer og teknologiudvikling tidligt.

Det kan også betyde, at andre sektorer skal reducere mere, end hvad der er samfundsøkonomisk klogt. Reduktioner skal jo komme et sted fra, og det er i høj grad regulering, der betinger, hvor reduktionerne sker. Og jo længere tid, der går før landbruget kommer i gang med den grønne omstilling, jo mindre sandsynligt bliver det, at vi kan nå Paris-målsætningen.

Fake zero

En særlig risiko er, hvis der bruges en masse ressourcer på falske løsninger, der fører til fake-zero i stedet for net-zero. Løsninger der bringer os i mål på papiret, men ikke har en reel effekt på koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren og den globale opvarmning. Eller som ikke har den effekt, man forventer og i stedet forsinker den omstilling, der skulle være sket.

Et eksempel på en falsk løsning er kulstofkreditter fra landbrug og skovbrug, som bruges i stedet for at reducere (fossile) udledninger i andre sektorer eller i landbruget selv. Både i EU’s drivhusgasregnskaber og potentielt som del af et fremtidigt kulstofmarked for virksomheder. Man kan ikke garantere stabilitet i de biologiske kulstoflagre, der er udsat for naturlige forstyrrelser som storm, insektangreb og klimaforandringer samt ændringer i forvaltning.

For at nå vores klimamål er vi nødt til både at øge kulstoflagringen i skov og i landbrugsjord og reducere drivhusgasudledningen i samfundet så meget som muligt og så hurtigt som muligt.

Derfor har vi ikke råd til at bruge kulstoflagring som undskyldning for ikke at reducere udledning.

Danmark har sat retning

I Danmark har vi sat et reduktionsmål for landbruget. Det har sendt et tydeligt signal om forventningen til landbrugets bidrag til det nationale reduktionsmål og sat gang i en lang række initiativer både politisk og i erhvervet. Vi har brug for et tilsvarende mål for landbruget i EU.

Desværre har det lange udsigter, for hverken EU-Kommissionen eller Parlamentet har foreslået noget sådant, selv om grønne kræfter i Parlamentet har kæmpet for netop dette under forhandlingerne om Fit for 55-pakken.

Det bliver tilsyneladende ikke gennem Fit for 55-pakken i EU-Parlamentet, at man skal finde incitamentet for landbruget til at levere de omfattende og hurtige reduktioner, som IPCC kalder på.

Hvor skal incitamentet så komme fra?

Man kan selvfølgelig spejde langt efter den næste genforhandling af EU’s klimapolitik. 2030-målsætningen skal om ikke så længe følges op af yderligere delmål på vejen mod klimaneutralitet i 2050. Fælleseuropæisk regulering af landbruget, som foreslået af det danske klimaråd, har stort potentiale, men mindst lige så lange udsigter.

Man kan håbe, at virkeligheden ender med at overhale EU’s klimamålsætninger. Der sker store fremskridt på udviklingen af plantebaserede fødevarer og proteiner fremstillet af enzymer. Den dag de alternative proteiner kan konkurrere på både smag, pris og klimaaftryk, vil det vende fødevareindustrien på hovedet. Om det sker, er ikke længere spørgsmålet, men snarere hvornår.

Og vi kan hver især bidrage til den grønne fødevareomstilling ved at spise efter de nye klimakostråd og skifte nogle af de animalske proteiner ud med lokalt producerede bælgfrugter, plantebøffer og de mange andre nye klimavenlige produkter, der dukker frem i supermarkederne. Og vi kan stemme på politikere, der har den grønne omstilling som mærkesag og ikke er ræd for at stille klimakrav til landbruget.

Jo før landbruget anerkender den fødevarerevolution, der er på vej, jo lettere bliver det at komme med på udviklingen og investere i den landbrugsproduktion, som der stadig vil være efterspørgsel på, i en klimaneutral fremtid. Det kan både være omlægning til at producere mere mad til mennesker frem for foder til dyr, og det kan være ved at indarbejde de mange store teknologiske muligheder for reduktion af klimagasser fra landbruget.

Og jo før vi i Danmark og resten af EU’s medlemslande erkender, at det er reel og helhjertet omstilling frem mod net-zero, fremfor fake-zero løsninger, der er fremtiden for både vores civilisation og økonomi, jo før kan vi få indført den regulering og de incitamenter, der skal til for at skubbe på de fremtidssikrede løsninger – også i landbruget.