Livet som lobbyist for den grønne sags tjeneste

13. juli 2020
Lobbyisme udgør ofte en stor del af miljøorganisationernes arbejde. Men hvad går det egentlig ud på, og hvorfor er det så vigtigt? Magasinet Grøn Omstilling giver her et indblik i en grøn lobbyists liv og overvejelser om Bruxelles, flyskam og om at mødes ansigt til ansigt

Artikel bragt i magasinet Grøn Omstilling i sommerudgaven 2020 af Daria Rivin, rådgiver i Klima & Transport fra Rådet for Grøn Omstilling

Mænd i jakkesæt, pengesedler, der skjules i faste håndtryk, bestikkelse og trusler. Mange kender til lyssky lobbyisme fra film og afslørende rapporter. Men når det kommer til lobbyarbejde hos en grøn organisation, ser virkeligheden noget anderledes ud. Det har jeg undervejs fundet ud af som forholdsvis nyansat hos Rådet for Grøn Omstilling, og især da jeg for et halvt år siden tog med min kollega Jeppe Juul til Bruxelles for selv at være med til at lave lobbyarbejde for første gang.

De velkendte termer lobbyarbejde og lobbyisme har altid virket en anelse abstrakte for mig. Hvad vil det egentlig sige, og hvordan bærer man sig ad? For Jeppe Juul, der arbejder for at gøre vores biler, busser, tog, fly og færger fri af fossile brændstoffer, er lobbyisme kernen i alt det, han laver.

”Jeg lobbyer for at sætte skub i vigtige lovgivninger, som påvirker og kan få konsekvenser for vores miljø og klima. Hos Rådet for Grøn Omstilling gør vi det ved at hjælpe beslutningstagere og politikere i både Danmark og Bruxelles med at træffe bedre beslutninger i forhold til den grønne omstilling. Det er afgørende at lave lobbyarbejde, hvis man vil ændre på tingene. Og det vil vi,” siger han.

Fingeren på pulsen

Jeppe Juul er ofte i Bruxelles. Han forklarer, at byen er den næststørste lobby-by i verden, næst efter Washington DC i USA. Mange beslutninger, der har betydning for Danmark, de andre medlemsstater og i nogen grad også resten af verden, bliver truffet her i EU’s markante bygninger. Derfor er det ifølge Jeppe Juul vigtigt for en miljøorganisation at have fingeren på pulsen for at være sikker på, at der bliver taget hånd om miljøet og klimaet. Men hvad vil det egentlig sige at have fingeren på pulsen? Og hvis puls er det, så at sige, der skal tjekkes? Det kommer vi tilbage til.

Efter at være landet i Bruxelles Lufthavn en sen aften i december starter vi dagen efter med at tage hen til Europa-Parlamentets lobbyregister for at indregistrere os, så vi kan komme ind og ud under vores ophold. Mens vi traver af sted, spørger jeg lidt mere ind til, hvordan Jeppe Juul forholder sig til lobbyisme, og hvordan han definerer sit arbejde.

”For mig handler lobbyarbejde om at møde folk på respektfulde måder, uanset politiske overbevisninger, og prøve at præsentere fakta, der underbygger det, vi vil frem til. Formålet for mig er at opnå resultater, der tilgodeser klimatiltag og den grønne omstilling af transportsektoren, og det mener jeg, man gør bedst ved at formidle viden til de rette folk,” siger han.

Jeppe Juul er mest involveret i lobbyarbejde relateret til processen omkring vedtagelse af lovforslag i Bruxelles, da det er her, han som lobbyist bedst kan påvirke udfaldet af vedtagelsen. I den forbindelse har han ofte møder med folketingsmedlemmer, ministre, embedsfolk og politiske rådgivere hjemme i Danmark, hvor han i Bruxelles mødes med de såkaldte MEP’er (medlemmer af Europa-Parlamentet), deres rådgivere og vores europæiske miljøorganisationer for at fremme den grønne dagsorden.

”Inden Danmark skal fastlægge sin position i Rådet, altså inden den relevante minister skal fremføre Danmarks holdning til et givent lovforslag, er det som miljøorganisation vigtigt at påvirke beslutningstagere ved at give dem saglig information og rådgivning, så de har et bedre belæg for at træffe beslutninger og har noget at basere deres holdninger på. Det er jeg med til at gøre, når jeg holder møder med dem, og det er sådan, jeg som lobbyist kan være med til at flytte stemmer,” siger Jeppe Juul.

Køen til indregistreringen er lang, og just som jeg sidder der foran webkameraet, klar og parat til at få taget et billede, går systemet ned. Køen hober sig op, folks blikke flakker hen mod mig, og folk bliver utålmodige, mens de står der og venter. Åbenbart er indregistreringssystemet så gammelt, at det går i stå flere gange dagligt; sådan er det bare, det er en del af pakken. Endelig får de gang i systemet igen, og jeg får et lobby-akkrediteringsskilt med et forvredet og akavet billede på, der gælder et år frem. Så kan vi komme videre til arbejdsgruppemøder med miljøorganisationer fra hele Europa, hvor der bliver snakket national og EU-politik løst og fast. Her får jeg et indblik i, hvordan de andre organisationer arbejder, og hvad der optager dem i de forskellige lande.

Jeppe Juul forklarer, at vi i Rådet for Grøn Omstilling er medlem af forskellige europæiske miljøorganisationer, som holder til i Bruxelles, f.eks. European Environmental Bureau (EEB), Environmental Citizen’s Organisation for Standardisation (ECOS) og Transport and Environment (T&E), som altid følger sager og lovforslag nøje. Forud for fremsættelsen af lovforslag benytter EU-Kommissionen sig ofte af ekstern rådgivning. Her kan vores europæiske medlemsorganisationer i forskellig grad være med til at påvirke kommissionens lovforslag gennem rådgivning. 

Danske flag og grøn transport

Senere den dag skal vi til møde med en dansk europaparlamentariker, som ingen af os har mødt før. Efter Europaparlamentsvalget i 2019 er der nemlig kommet en del nye ansigter i Europa-Parlamentet. Pudsigt nok viser det sig at være hendes fødselsdag, så der er pyntet op med danske flag og en skål på bordet med forskellige chokolader. Hvis ikke det havde været for den enestående udsigt over Bruxelles’ mange høje bygninger, kunne man næsten overbevises til at tro, vi stadig var hjemme i Danmark. Det er vi dog ikke. Vi er oppe på 11. sal i Europa-Parlamentet, og vi skal snakke om transportsektorens grønne fremtid de næste 45 minutter, hvilket Jeppe påpeger er lang tid for et lobbymøde med en MEP’er.

Men tiden flyver af sted, vi er alle fire helt opslugte af emnet, og før vi ved af det, er der gået næsten en time. Vi snakker om omlægningen af transportsektoren i form af el-lastbiler, batterier i elbiler, køreledninger og selvkørende vare- og lastbiler, elektrofuels og flyafgifter. Stemningen er god, og vi bliver enige om, at dette møde ikke bliver det sidste, men starten på et samarbejde, hvor vi holder hinanden opdaterede på transportområdet. Vi siger pænt farvel og på gensyn, og pakker vores blokke og computere ned, mens de næste gæster træder ind på hendes kontor.

For Jeppe Juul er relationer som denne afgørende for, at vi på sigt kan være med til at flytte vigtige stemmer fra status quo til klimahandling. For et stykke tid siden oplevede han, at han på en enkelt eftermiddag var med til at redde en halv procent af Europas CO2-udledning i forbindelse med vedtagelse af et lovforslag. Et lovforslag om CO2-reduktioner, hvor flere MEP’er endnu ikke havde besluttet sig for, om de var for eller imod. Da Jeppe Juul havde en tæt relation til MEP’erne baseret på tillid og viden, lykkedes det ham over telefonen at overbevise dem om, hvor de skulle lægge deres stemme.

”Uden personlige relationer med beslutningstagere er det ikke muligt på samme vis at overbevise dem om at skifte holdning. Det er i sådan en situation, at alle møderne, telefonsamtalerne og de uformelle kaffeaftaler viser sig at virke,” siger Jeppe Juul.

Præcis hvilket lovforslag det handler om, vil han ikke ud med. Jeg må i denne artikel heller ikke nævne navnet på den danske europaparlamentariker, vi havde møde med i Bruxelles. Begge dele bidrager måske nok til, at lobbyarbejde kan virke abstrakt og mangle transparens. Men fundamentet for lobbyarbejdet bygger på tillid, som man ikke må bryde, forklarer Jeppe Juul. Og selvom politikerne ved, de bliver påvirket af alle disse møder, så skal man ikke få opfattelsen af, at de bliver manipuleret. Derfor er det en hårfin balance at fortælle om og beskrive lobbyarbejde for andre, og især til medierne.

I mit arbejde hos Rådet for Grøn Omstilling er det blevet tydeligt for mig ganske hurtigt, hvor meget henvendelser fra medier og andre aktører fylder i jobbeskrivelsen som lobbyist. På vores første dag i Bruxelles bliver Jeppe Juul ringet op af journalister fra Politiken, P1 og Ingeniøren, der blandt andet spørger ind til hans holdning vedrørende manglende flyafgifter og manglende tiltag for at begrænse fossile biler. Også Den Grønne Studenterbevægelse ringer og spørger ham til råds.

Derudover benytter han sig dagligt af Twitter, når han f.eks. deltager i konferencer, åbningsceremonier, møder, eller når der udkommer nye rapporter eller artikler i medierne, han gerne vil kommentere. Han stiller ofte op til interviews som ekspert og seniorrådgiver inden for klima- og transportområdet. Og han forsøger også at få tid til selv at skrive debatindlæg til aviser.

”Grøn omstilling er så vigtigt et område, og de seneste år er politikere, myndigheder og virksomheder endelig begyndt at rykke på sig. Det er fantastisk at være med til at lave så vigtigt et arbejde. Og det er så vigtigt at skabe synlighed i medierne og være med til at fortælle, hvad det hele går ud på. Jeg føler ofte, at jeg bør være alle steder, men det kan man jo ikke. Det er svært at nå det hele,” siger han. 

Læs hele artiklen i Magasinet Grøn Omstilling.

Magasinet Grøn Omstilling tager fat i tidens vigtige emner inden for klima og miljø. Magasinet manøvrerer gennem en bred palet af andre emner som skadelige kemikalier i hverdagen, luftforurening, landbrug, energi- og klimapolitik og meget mere. Vi leverer reportager, interviews og analyser, går kritisk til værks og finder de gode eksempler på løsninger for at inspirere og skabe engagement. Og så leverer vi viden til læserne, så de bedre kan træffe bæredygtige valgt i hverdagen.

Bliv medlem eller abonner, så sender vi magasinet med posten.

For yderligere information:

Daria Rivin

Seniorrådgiver, Transport

(+45) 3318 1936
daria@rgo.dk