Debatindlæg bragt i Politiken den 29. maj 2020 af Renovering på Dagsordenen, hvor Rådet for Grøn Omstilling er partner.

Regeringen foreslåt i det nye klimaudspil, at der stilles nye krav til energibesparelse i statslige bygninger frem mod 2030. Det er en rigtig god idé. Men som Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) har peget på, er de statslige og regionale bygninger i væsentlig bedre stand end de kommunale bygninger, der er præget af et betydeligt vedligeholdelsesefterslæb.

Derfor undrer det os, at regeringen i sit udspil finder det tilstrækkeligt alene at iværksætte en dialog med kommunerne og regionerne om energirenoveringsindsatsen.

Særligt i lyset af, at formanden for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard (S), tydeligt har markeret, at kommunerne er klar til at yde deres bidrag til den grønne omstilling gennem investering i energieffektivisering.

Kommunerne har som landets samlet set største bygningsejer og den største offentlige bygherre ellers mulighed for at gå foran og drive den grønne omstilling i den offentlige bygningsmasse. Men som reglerne er i dag, fastsætter anlægsloftet, hvor mange penge kommunerne må bruge på bygge-og renoveringsopgaver årligt. Derfor var det også glædeligt, at regeringen suspenderede anlægsloftet i 2020 for at sætte gang i økonomien.

Kommunerne har allerede fremrykket projekter for flere milliarder i 2020, og det skaber både vækst og arbejdspladser.

Det løser bare ikke det generelle problem, at krav om bæredygtighed ofte fordyrer det offentlige byggeri, hvis investeringshorisonten er kort, og anlægsloftet derfor generelt set spænder ben for en vigtig del af den mere langsigtede kommunale klimaindsats.

Med politisk vilje i de igangværende forhandlinger om midler til energieffektivisering mellem regeringen, regioner og kommuner bør det dog ikke være svært at finde en løsning. Vi anbefaler derfor, at anlægsloftet ophæves i både 2021 og 2022 og bidrager til, at kommunernes renoveringsprojekter bliver mere bæredygtige i forhold til både energieffektivisering og CO2-reduktion.

Med tanke på både de danske folkeskolers tilstand, klimakrisen og den økonomiske krise bør en yderligere dispensation for anlægsloftet være en oplagt politisk prioritet i de igangværende forhandlinger.

I et globalt perspektiv er det desuden bydende nødvendigt, at den offentlige sektor går forrest og viser vejen for resten af samfundet – for ellers klinger regeringens ambition om at sætte Danmark i den grønne globale førertrøje hult. Derfor bør alle offentlige bygninger, og ikke kun de statslige, som det er i dag, være underlagt krav om energibesparelse.

Et årligt mål om at energirenovere hele den offentlige bygningsmasse med mindst 3 procent bør knæsættes, og samtidig bør der stilles krav om, at offentlige bygninger skal udfase deres brug af fossilt brændsel inden for få år.

Det er kun logisk, at den offentlige sektor viser vejen til et fossilfrit samfund.

Derfor bør fornuftige regler også implementeres på tværs af den offentlige sektor og ikke kun i dele af sektoren. Staten har f. eks. en række lejekrav, der går på, at bygningerne skal have energimærke B for at kunne lejes af statslige institutioner.

Dette krav også bør gælde for både regioner og kommuner.

Hvis vi skal have Danmarks offentlige bygninger tilbage i ordentlig stand, så de bruger mindst mulig energi og samtidig har de bedste forudsætninger for at spille sammen med fremtidens smarte energisystem, har den offentlige sektors renoveringsefterslæb brug for yderligere midler – anlægsloft eller ej.

Hvis vi skal løfte den store opgave, det er at tage retvisende vare på de offentlige bygninger, er der brug for nye finansieringsløsninger.

Det kan f. eks. være i form af ESCO-modeller, som ikke har indfriet deres fulde potentiale i Danmark, og som Klimarådet blandt andre har foreslået at fremme.

For at sikre, at der er tilstrækkelig privat kapital til rådighed, bør det derfor undersøges, om private investorer i dag har de nødvendige rammer til at gennemføre privatfinansierede energirenoveringsprojekter med garanteret energibesparelse i kommunale institutioner.

Der bør også oprettes en institutionel ramme, der kan skabe klare retningslinjer for finansiering af energieffektivisering for private investorer, f. eks. gennem ændring af vilkårene for Danmarks Grønne Investeringsfond.

Vi har alle en interesse i at sikre, at vores offentlige bygningsmasse tilføres tilstrækkelig kapital og dermed forbliver en sund og bæredygtig del af vores samfund.

Derfor bør regeringen og forhandlingspartnerne vise politisk vilje og sikre, at hele den offentlige sektor får optimeret både rammevilkår og finansieringsmuligheder i forbindelse med de igangværende forhandlinger.

Debatindlægget er skrevet af Lars Autrup, Akademisk Arkitektforening, Gunde Odgaard, BAT-Kartellet, Henrik L. Bang, Bygherreforeningen/Renovering på Dagsordenen (talsmand), Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, Lene Espersen, Danske Arkitektvirksomheder, Henrik Garver, Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), Thomas Damkjær Petersen, Ingeniørforeningen (IDA), Gert Johansen, Konstruktørforeningen, Claus Ekman, Rådet for Grøn Omstilling, Katrine Bjerre M. Eriksen, SYNERGI og Simon O. Rasmussen, Tekniq Arbejdsgiverne.