I november 2020 lancerede vi visionsrapporten Fra Foder til Føde sammen med 5 grønne organisationer.

Udover 18 konkrete forslag til en grøn omstilling af dansk landbrug anbefalede vi, at der blev lavet en national handlingsplan for plantebaserede fødevarer inspireret af økologien.

Med notatet ”Supplerende forslag og målsætninger vedrørende National handlingsplan for plantebaserede fødevarer” præsenterer vi nu selv vores bud på en sådan handlingsplan, som vi mener kan blive et vigtigt bidrag til at gøre Danmark absolut verdensførende inden for plantebaseret fødevareproduktion. Det er udarbejdet af Rådet for Grøn Omstilling, Dansk Vegetarisk Forening og Plantebranchen og støttes endvidere af de øvrige organisationer fra Foder til Føde.

Notatet bygger videre på et udspil fra Radikale Venstre om en massiv investering i forskning og udvikling i planter til mennesker.

En markant grøn omstilling og fremtidssikring af landbruget kræver, at vi begynder at producere mindre foder til dyr og mere mad direkte til mennesker.

I notatet foreslår vi en række målsætninger inden for dyrkning, eksport og national afsætning,uddannelse, forskning, udvikling og kompetenceopbygning samt regulering og lovgivning.

Sådanne målsætninger i kombination med en massiv økonomisk investering skal bringe Danmark i front på det internationale og kraftigt voksende plantebaserede marked og samtidig bidrage til at Danmark når vores klimamålsætninger.

Læs notatet her:

Læs visionsrapporten fra Foder til Føde her: