Ny direktør i Rådet for Grøn Omstilling

7. april 2022
Bjarke Møller bliver ny direktør i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling. Han er journalist og har tidligere været chefredaktør på Ugebrevet Mandag Morgen samt direktør for Tænketanken Europa. Han overtager direktørstillingen d. 1. juni 2022.

Det er en visionær og skarp kommunikatør, der 1. juni 2022 sætter sig for bordenden af miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling. Bjarke Møller er journalist og har dyb viden om dansk politik, europæiske forhold og ikke mindst grøn omstilling.

Rådet for Grøn Omstillings forperson, Tue Damsø, er da også meget tilfreds med at have fundet en direktør, der kan drive, udvikle og ikke mindst sikre miljøorganisationens rolle i årene frem.

”Bjarke Møller er selv en markant profil i den offentlige debat om den grønne omstilling. Derudover har han den ledelsesmæssige erfaring, der skal til for at drive og sikre rådets plads i et grønt NGO-landskab under forandring,” siger Tue Damsø.

Bjarke Møller er glad for bestyrelsens beslutning om at ansætte ham, og ser frem til at tage fat på opgaven som direktør.

”Aldrig tidligere har den grønne omstilling været vigtigere for os som samfund, så jeg glæder mig utroligt meget til at tage fat på arbejdet i Rådet for Grøn Omstilling. Jeg har dyb respekt for den store viden og høje faglige kvalitet, som Rådet har takket være mange dygtige fagmedarbejdere. Som direktør vil jeg bringe disse kompetencer endnu mere i spil, så Rådet også i fremtiden er en faglig velfunderet og respekteret aktør i den danske og europæiske debat om den grønne omstilling,” siger Bjarke Møller.

Fakta

Bjarke Møller er 56 år. Han er uddannet journalist og har tidligere været ansvarshavende chefredaktør på Mandag Morgen, samt direktør i Tænketanken Europa. Han er adjungeret professor på Copenhagen Business School og har senest skrevet bogen ’Håbets Politik’, hvori han giver sit bud på, hvordan Europa overvinder kriserne og bliver en grøn supermagt.

For mere information

Tue Damsø, forperson for Rådet for Grøn Omstilling, tlf. 2022 1373 eller mail: tue@rgo.dk

Bjarke Møller, kommende direktør i Rådet for Grøn Omstilling, tlf. 5156 1915 eller bjarkemol@gmail.com

For yderligere information:

Tue Damsø

Tidl. forperson

Læs mere