Nyt EU-forslag er ren pølsesnak

10. oktober 2025
At EU vil gøre det ulovligt for planteprodukter at bruge ’kød-ord’ er ikke kun udnødvendig semantik, men også en hæmsko for sektorens konkurrenceevne

Den 8. oktober stemte Europa-Parlamentet for et forbud mod at bruge såkaldte “kød-ord” om planteprodukter.

Argumentet er, at forbrugerne bliver forvirrede af betegnelser som “plantepølse” eller “vegansk burger”. Men er det mindre forvirrende, hvis en sojapølse fremover skal kaldes en sojacylinder, sojastang eller en sojarulle? Eller hvis en grøntsagsbøf skal hedde en planteplade eller grillskive

Hvis man virkelig frygter, at sproget forvirrer folk, er det svært at se hvor langt vi skal tage den logik. Så burde vi vel også forbyde ord som hotdog, der ikke er hund i, eller skinkesalat der ikke indeholder salat. Jeg tænker ikke, at forbrugere bliver forvirrede over de produkter.

Undersøgelser viser netop, at størstedelen af forbrugerne ikke bliver forvirrede over brugen af ord som pølse eller burger om planteprodukter, når produkterne er tydeligt mærket. Ord som pølse og burger beskriver jo ikke kun, hvad noget er lavet af, men også hvordan det bruges. Altså, at en sojapølse er god at putte i brød, eller at plantefars kan steges til plantebøffer.

Det føles dumt at skulle bruge tid på denne debat. Helt ærligt lyder det mere som en belejlig undskyldning for at give kød- og mejeriindustrien en konkurrencefordel. De animalske producenter har i forvejen en lang række fordele i den støtte de kan få til f.eks. slagtepræmie og støtte til reklamer for deres produkter. Der er derfor ikke brug for at gøre kløften mellem plante- og animalske produkter endnu større med dette forbud.

Der er også en dobbelthed i, at man i EU er i gang med at forsimple lovgivning, så reguleringen bliver nemmere for industri og virksomheder. Det gælder åbenbart ikke for producenterne af planteprodukter, hvor man i stedet vælger at lave ekstra regulering. Det får den konsekvens, at det bliver dyrere for virksomhederne, der skal rebrande deres produkter og finde på nye navne.

Jeg håber, der kommer noget fornuft ind i forhandlingsprocessen med medlemsstaterne, og at det danske formandskab vil stå fast på retten til sund mad i en grønnere retning. Danmark har allerede vist vejen med den nationale plantehandlingsplan, et konkret eksempel på, hvordan man kan fremme innovation, sundhed og bæredygtighed i stedet for at bremse den.

For hvis EU virkelig vil tage klima, sundhed og forbrugernes frie valg alvorligt, så skal vi gøre det nemmere, ikke sværere, at vælge grønt.

Dette debatindlæg er bragt i klimamonitor den 10. oktober og er skrevet Trine Langhede

Kontakt

Trine Langhede

Rådgiver, Fødevarer og bioressourcer

(+45) 3318 1931
trinel@rgo.dk