Vi har hænderne i fremtidens jord: Her er vores anbefalinger til et balanceret landbrug
Hver dag arbejder spirende virksomheder og organisationer med innovation og løsninger, der tænker fødevareproduktion sammen med klima, miljø, sundhed og velfærd for dyrene. Men hvis målet om et konkurrence- og bæredygtigt landbrug skal nås, kræver det politisk handling
Hvis Danmark skal spille en rolle i det globale kapløb om fremtidens fødevarer, skal vi turde lytte til andre end dem, vi plejer. Vi har brug for at supplere de store spilleres holdninger med erfaringer fra dem, der allerede har hænderne i den nye jord: De virksomheder og aktører, der skaber vækst, men gør det på planetens præmisser og med den viden, der skal til for at skabe fremtidens jordbrug og fødevarer.
Vi har etableret det grønne vækstteam (grøntvækstteam.nu) med medlemmer fra en generation af jordbrugere, der nægter at acceptere, at vækst skal ske på bekostning af vores planet. Vi er de landmænd, der allerede driver det regenerative brug. Vi er investorerne, der tør kanalisere kapital ind i en sundere jord. Og vi er de iværksættere, der skaber de plantebaserede fødevarer, som verden efterspørger. Vi er ikke blot en modpol til det etablerede, men en levende invitation til at tænke bredere og modigere. Vi er dem, der gør det grønne valg både lækkert, nemt og økonomisk muligt.
En fundamental transformation
Danmark har fået en ny og grøn regering. Vi håber, at den vil vise det politiske mod, det kræver at prioritere nye løsninger, som tager flere faktorer med i regnestykket, når vi taler om vækst. Vækst skal aldrig ske på bekostning af fjordene og havet, der dør af iltsvind, eller af vores sundhed, der trues af pesticider og nitrat i drikkevand og fødevarer. Vi vil gerne bidrage med ni anbefalinger, der viser, hvordan regeringen kan sætte en ny retning for robust vækst.
Der skal mere end småjusteringer til at flytte et helt erhverv. Det kræver en fundamental transformation. Vi skal blandt andet turde lade de offentlige indkøb diktere retningen for den grønne omstilling. Vi skal fjerne momsen på det, vi vil have mere af – det økologiske. Vi skal omlægge støtten, så det bliver en økonomisk gevinst at producere proteiner direkte til mennesker frem for at bruge jorden til at dyrke foder til dyr. Hvis vi tør prioritere de nye løsninger og se på det store regnestykke, kan Danmark blive et globalt udstillingsvindue for en fremtid uden pesticider.
En bredere koalition for dansk succes
En meningsfuld vækstplan for fremtidens fødevaresystem kræver en bred koalition. Det handler om at give plads til de entreprenører og iværksættere, der går forrest med nye metoder, og de investorer, der tør satse på det, som er langsigtet og holdbart for planeten. Vi opfordrer regeringen til at lade sig inspirere af vores anbefalinger. Danmark har før vist, at vi kan transformere hele brancher og blive verdensmestre – det gjorde vi med vindenergi, og vi kan gøre det igen med fødevarer. Lad os sammen sikre en vækstvision, der ikke blot forvalter fortiden, men aktivt skaber fremtiden.
Dette debatindlæg er blevet bragt i Børsen den 14/9 2026.
Afsendere: Dyrenes Beskyttelse, Dansk Vegetarisk Forening, Dansk Økojord, Økologisk Ungdomsbevægelse, Tempty Foods, Plantebranchen, Andelsgaarde, Øm Klostergaard, Madland, Rådet for Grøn Omstilling og Organic Plant Protein.
Læs mere om anbefalingerne her.
