Debatindlæg bragt i Altinget den 12. juni 2019 , Af Lars Køhler, Klimapolitisk rådgiver, Økologisk Råd

Op til folketingsvalget har vi set et nærmest eksplosivt skifte i danskernes politiske prioriteringer. Natur, miljø og klima er ikke bare blevet mainstream, men det vigtigste emne overhovedet. Og det er sket i en historisk uset hast og omfang.

Men fik vi så det klimavalg, vi kunne have forventet?

Der skete noget sidste sommer, da den europæiske hedebølge lagde sig over Danmark. Noget forandrede sig. Ikke bare ændrede de grønne marker farve til brun, men der skete også noget med danskernes syn på klimaet. Pludselig skulle græsset ikke slås, og ventilatorer var ikke til at opdrive med svedige søvnløse nætter til følge. Pludselig var det hele ikke fjernt og uhåndgribeligt. Klimaforandringerne blev både nærværende og personlige.

Siden da er det nærmest væltet ind over os med alarmerende forskning, der har advaret om, at den trussel, vi står over for, kræver hidtil uset akut handling og altomfattende forandring i alle dele af samfundet. Videnskaben blev pludseligt klar i spyttet. Og kombineret med en mærkbar forandring i de danske mediers håndtering af emnet, en syleskarp ung svensk pige med fletninger og gennemslagskraft, millioner af børn og unge på gaderne og et stærkt pres fra de grønne ngo’er skete der endelig noget.

Det grønne valg var givet
I januar, da vores borgerforslag til en klimalov på få dage blev støttet af 60.000 danskere, mente blot 23 procent af danskerne, at klimaet var det kommende folketingsvalgs vigtigste emne. Men da vi godt 20 uger senere gik i stemmeboksen, mente næsten 60 procent, at det var det vigtigste emne (Voxmeter).

En næsten ufattelig forandring på så kort tid. Men en forandring, der netop skal forstås i kontekst af det, der er sket siden i sommer.

Og så rykkede politikerne sig. Alene i de tre-fire uger fra klimaloven nåede de nødvendige 50.000 støtter, og til den skulle førstebehandles, flyttede flere af de politiske partier sig mere, end de havde gjort i årevis. De indså, at de faktisk kunne tabe et valg på denne dagsorden.

Pludselig slugte partierne – på kryds og tværs af blokke og ideologier – den grønne dagsorden med hud og hår. Venstre, LA og DF støttede nu både den gamle såkaldte “klimalov” fra 2014, de ikke havde anerkendt tidligere, og princippet om en ny klimalov.

Regeringen indså dog, at de ikke kunne gå til valg på en stemme mod borgerforslaget og var endda så presset, at de i desperation endte med i sidste øjeblik at sylte klimaloven for at undgå en afstemning.

26 procent til de fire grønne
Det grønne valg var givet. Men valgte danskerne så også grønt? Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men det, vi kan se af stemmetallene, fortæller os en hel del.

Fakta er, at kun to partier, Alternativet og Enhedslisten, gik ind i valgkampen med klimamål, der kunne siges at leve op til Parisaftalens 1,5 graders mål. De to partier gik tilbage.

Kun cirka 26 procent stemte på de fire partier – Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet – der i valgkampens sidste uge stillede krav om, at en ny regering skulle acceptere klimamål, der ville gøre, at Danmarks kurs ville bringes inden for rammerne af 1,5 graders målet.

Venstre og Socialdemokratiet – der har haft magten i godt 30 år og hverken har taget klimakrisen alvorligt nok eller endnu har vist vilje til at sætte klimamål, der bringer os på rette kurs – fik tilsammen cirka halvdelen af stemmerne. Tankevækkende.

Derimod blev LA og DF – der indtil forleden havde klimaordførere, som tvivlede på, at klimaforandringerne var menneskeskabte og derfor var et rent “trosspørgsmål”, og som højlydt erklærede, at debatten var “hysterisk” og drevet af “klimatosser” – begge sablet ned af vælgerne. En voldsom stemmeflugt, der dermed også kan være forårsaget af klimadebatten. Inden valget mente for eksempel 20 procent af DF’s vælgere og 23 procent af LA’s vælgere (Norstat), at klimaet var valgets vigtigste emne. De blev ikke taget seriøst.

Intet grønt jordskredsvalg
Så nej, vi fik ikke det grønne jordskredsvalg, vi med rette kunne have forventet. Men vi står nu alligevel for første gang med en reel chance for en ny grøn retning for Danmark. En chance, vi netop har fået på grund af et ubønhørligt folkeligt pres, der medførte nærmest paniklignende tilstande blandt partierne under valgkampen, og som partierne, på trods af at stemmerne ikke var 100 procent grønne, gør klogt i at have in mente under de igangværende regeringsforhandlinger.

Men det hele afhænger nu af, at de fire partier, der inden valget krævede en ny retning, som ville bringe os på rette kurs mod 1,5 graders målet, nu også står fast. Disse partier må nu leve op til det massive grønne krav, befolkningen har stillet, og sikre, at en ny regering ikke bare gør noget, men nu faktisk gør nok. For alt andet end det nødvendige er ikke længere en mulighed, hvis ikke vi vil efterlade både problem og regning hos vores børn.

Giv os nu verdens mest ambitiøse klimalov. Med bindende delmål, minimum 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030 og et mål om netto-nul senest i 2040. Og kom så i gang med at skabe den nødvendige systemiske omvæltning og grønne handling.

Vi hørte de flotte ord og løfter under valget. Vi ved, det folkelige mandat er der. Nu må og skal vi se det politiske mod til handling.