Opbremsning af åben dør-ordning er et chok i grønt innovationskapløb
Beslutningen om at sætte åben dør-ordningen for havvind i bero er ekstremt bekymrende. Vi skal hurtigt finde en fornuftig løsning.
Regeringen har skabt dyb usikkerhed om Danmarks grønne omstilling af energisektoren. Desværre. Beslutningen om at stille åben dør-ordningen for havvind i bero er et granatchok for de markedsoperatører, der er klar til at levere op imod 23 GW ekstra grøn strøm. Det er næsten dobbelt så meget som de 12-13 GW havvind, som statens offentlige udbud og nye energiøer sikrer i 2030-32. Vi har hårdt brug for meget mere vindenergi, hvis vi skal frigøre os fra afhængigheden af Putins fossile brændsler og løse klimakrisen.
I følge Energistyrelsen er det nødvendigt at bremse op for åben dør-projekterne, fordi de muligvis er i strid med EU´s statsstøtteregler. Det virker dog som et pseudoargument, for så sent som i december godkendte Europa-Kommissionen den nye tyske vindstrategi, der uden forundersøgelser og uden betaling til staten lader private operatører bygge vindmølleparker i Nordsøen. EU har under indtryk af coronapandemien og energisikkerhedskrisen lempet kraftigt på statsstøttereglerne. Og den 30. december trådte en ny EU-forordning også i kraft, der skal sikre hurtig tilladelse og sagsbehandling for vedvarende energi, som er ”en væsentlig samfundsinteresse.” Den officielle forklaring fra Energistyrelsens side virker ret svag.
Her forleden kom det også frem, at det ikke er Kommissionen, der har grebet ind, for den danske regering har selv henvendt sig til dem. Det gør situationen endnu mere bizar. Desuden har Danmark siden 1996 ført en åben dør-politik i Nordsøen, der har givet fossile giganter ret til at hive olie og gas op af undergrunden.
Skader tilliden og vilkårene
Beslutningen om at sætte åben dør havvindmølleprojekterne i bero er ekstremt bekymrende, for vi står i en historisk energisikkerhedskrise, der kræver hurtig handling. I december skrev SVM-regeringen i sit regeringsgrundlag, at den ville sætte turbo på den grønne omstilling og sikre hurtig implementering. Men nu føres en go-stop politik, der skader tilliden til de fremtidige investeringsvilkår i Danmark. Mens nabolande som Tyskland har skiftet gear for at speede den grønne omstilling op, hakker Energistyrelsen bremsen i. Det udløser en kæde af negative sideeffekter. Det rammer også borgmestre fra Frederikshavn til Lolland. De kystnære havvindmølleparker skal levere energi til de nye Power-to-X fabrikker, som sikrer nye arbejdspladser, der kan fremstille grønne brændsler til luftfarten og skibsfarten.
Energistyrelsens bureaukratiske overforsigtighed skader mange. For Danmark som en grøn frontløbernation er det rigtig skidt. Konsortier som CIP-Ørsted var endda klar til at levere 5,2 GW vindenergi i 2027-28. I stedet for at frisætte markedskræfterne til at accelerere den grønne omstilling, ender man måske med at bruge 3 år i Energistyrelsen på at kortlægge hele Nordsøen. Kostbare år i en historisk dyb energisikkerhedskrise.
Hvis ikke regeringen meget hurtigt finder en fornuftig løsning, vil Danmark ikke have grøn strøm nok i 2030 til de Power-to-X fabrikker, der er på vej, og som har potentiale til at skabe et nyt dansk erhvervseventyr. I de næste 10-15 år skal vi skaffe grøn strøm nok til millioner af elbiler og elektrificering af industrien, landbruget og varmesektoren, som kan spare CO2 og sikre langt større energieffektivitet. Det er et must win battle, hvor de værste bureaukratiske snubletråde skal skæres væk. Hver dag og måned, der spildes, er kritisk. Hvad kan der gøres?
I klimaaftalen om grøn strøm og varme, som et bredt flertal af Folketinget indgik den 25. juni sidste år, gav man håndslag på at forene ”ambitionerne om massiv grøn omstilling med godt købmandskab. Det skal sikre, at Danmarks havarealer og havvindsressourcer bidrager til fremtidens velstand og velfærd, og at Danmark opnår størst mulig indtægt og gevinst for det danske samfund, borgere og virksomheder i respekt for natur og biodiversitet.” Her må man anerkende, at de mange åben dør-projekter ikke helt lever op til det.
Staten fik 2,8 mia. kr. ind ved udbuddet af Thor havvindmølleprojektet ud for Thorsminde. Selv om åben dør-områderne ikke ligger i så attraktive områder, ville staten garanteret kunne hive dusinvis milliarder hjem, hvis åben dør-projekterne sendes ud i offentlige auktionsrunder. Desuden har markedssituationen ændret sig siden 2021. De europæiske elmarkedspriser er presset op, fordi de er koblet til gaspriserne, som er steget kraftigt under krigen i Ukraine. Og i de kommende år er der udsigt til højere elpriser, hvilket øger sandsynligheden for, at havvindmølleprojekterne bliver endog meget lukrative. Kan den siddende regering – og de andre partier bag sommerens forlig – forklare vælgerne, at de gav åben dør-områder gratis væk, og energiselskaberne i flere år frem måske henter overnormale profitter hjem? Det kan blive svært.
Tempoet skal op
Men der skal også handles nu. Hastigheden må nogle gange prioriteres over drømmen om perfekte modeller. Det handler om lederskab og balance. Uden en hurtig acceleration med meget mere vedvarende energi kan vi ikke frigøre os fra de fossile brændsler. Det handler om Danmarks energisikkerhed i fremtiden. I stedet for at presse citronen for hårdt og blive for grådig, er det i samfundets interesse at få sat tempoet op. Behovet for høj hastighed taler for at give grønt lys til ansøgerne i åben dør-ordningen, men der mangler forundersøgelser og etableringstilladelser, så der er stadig en chance for at justere rammerne for, hvordan selskaberne kan udnytte og sælge elektronerne videre. Her er det ekstra ærgerligt, at regeringen endnu ikke har etableret den operative stab, NEKST, der kan sætte beslutnings- og handletempoet op. For lige nu går det alt, alt for langsomt.
Derfor anbefaler vi i Rådet for Grøn Omstilling, at alle forligspartier bag sommerens forlig hurtigst muligt sætter sig sammen og finder en konstruktiv løsning på den krise, som mandagens opbremsning har skabt. I stedet for at spilde tiden på sikkert ikke-eksisterende problemer med EU´s statsstøtteregler, er der brug for håndfast handling. Tænk gerne ud af boksen. Hvad hvis man f.eks. giver konsortierne bag åben dør-projekterne mulighed for at betale et upfront-beløb, der pr. gigawatt svarer til Thor-projektet? Enkelte operatører er villige til det. Alternativt kunne man kræve ekstra bidrag til udbygning af transmissionsnettet og kritisk infrastruktur, hvor der venter store investeringer i de kommende år. Eller også kunne man lave en ny model for overskudsdeling. I åben dør-lovgivningen kræves mindst 20 pct. medejerskab til de lokale. Denne ramme kunne f.eks. hæves til 40-50 pct., så det lokale samfund og/eller staten sikres en rimelig overskudsdeling. Eller man kan kræve en fast lejebetaling. Forligskredsen bør aftale, hvad der er bedst.
Hvis man løser den aktuelle åben dør-krise klogt, kan Danmark godt levere 30 GW havvind i 2030-31. Men der er brug for endnu mere, hvis vi skal skabe et 100 pct. bæredygtigt energisystem i Danmark og oveni eksportere mere grøn strøm til andre EU-lande. Derfor bør regeringen invitere forligspartierne til at skrue op for handlingstempoet. Meget mere vind- og solenergi til havs og til lands er en afgørende forudsætning for at løse klimakrisen, der også truer biodiversiteten.
En fair og transparent model
Inden sommeren 2023 bør staten lave et klyngeudbud for 10-20 GW ekstra vedvarende offshore energi i danske farvande. Der er ikke brug for tre års kortlægningsøvelser i Energistyrelsen på at finde areal til det. Indfør en ny model for overskudsdeling, så konsortierne ikke skal frontloade betalingen til staten, som det skete ved Thor-udbuddet. Med inspiration fra kulbrintebeskatningen bør man lave løbende overskudsdeling f.eks. i en 40-årig lejeperiode. En sådan model er fair og transparent, og den giver konsortierne bedre likviditet til at øge investeringerne i mere havvind. Så er det lettere at sikre hurtigere opskalering. Staten bør være mere fleksibel ift. specifikke arealkrav, så konsortier får friere hænder til at bestemme, hvor mange vindmøller, der opstilles i de udlagte arealer. I Nederlandene er vindmølletætheden tre gange så stor som i de danske dele af Nordsøen. Tænk teknologineutralitet ind, så koncessionszonerne ikke kun åbner for mere havvind, men også tillader solceller og bølgeenergi, såvel som PtX-anlæg med brintproduktion på platformene. Lav parallelle miljøgodkendelser, så man hurtigere kan komme fra tilbud til færdige vindmøller. Og begræns gerne fiskeriets bundtrawl, der ødelægger havbunden og lad vindmøllesoklerne åbne nye gydepladser. Staten bør i de nye udbud stille høje krav om, at alle markedskonsortier som minimum skal leve op til udvalgte miljøparametre ift. målbare CO2-udledninger i livscyklus. Kræv gerne 40-50 års levetid for møllerne og medtænk hensyn til biodiversiteten. På den måde kan vi få et innovationskapløb mod toppen i stedet for et kapløb mod stadig mere handlingslammelse.
Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller og blev bragt i Altinget den 9. februar 2023.