Debatindlæg bragt i Arbejderen den 29. januar 2021 af Leif Bach Jørgensen, Seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Nedlukningen af den danske minkproduktion som følge af coronasmitten på bedrifterne har været dybt tragisk for alle involverede – ingen har kunnet ønske sig, at erhvervet skulle nedlægges på denne måde.

Ikke desto mindre har minkproduktionen i en miljømæssig sammenhæng været dybt problematisk, og utallige gange har dyreværnsaktivister protesteret mod den ringe dyrevelfærd i erhvervet.

I miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling hæfter vi os især ved de miljømæssige gevinster ved nedlukningen. Danmark har gennem årtier brugt mange milliarder på at forbedre tilstanden i søer, fjorde og have omkring Danmark – og der er fortsat lang vej og milliarder af kroner til nye vandplaner foran os, før vi har genskabt det rene vand og gode vilkår for dyr og planter.

Minkgødning er problematisk

I den sammenhæng er minkproduktionen ikke uden betydning. Ifølge tal fra det Centrale Husdyrbrugs Register udgjorde minkbestanden næsten 3,4 millioner årstæver med hvalpe, svarende til knap fem procent af den samlede husdyrbestand i Danmark, målt i de såkaldte ’dyreenheder’.

Men miljøpåvirkningen fra dyrene var langt værre end dette: Det afspejles for eksempel ved, at mink blandt alle husdyrarter har den markant laveste fosforudnyttelse fra foderet. De udnytter kun syv procent af det fosfor, de får gennem foderet – de resterende 93 procent tabes til gødningen.

Gødningen spredes på markerne til gavn for plantevæksten, men to forhold gør, at specielt minkgødningen har været kritisk:

For det første er der rigtig meget fosfor i minkgødningen set i forhold til kvælstofindholdet. Så når landmændene forsøger at gødske deres planter med gødningen, så vil der ofte være et betydeligt overskud af fosfor, når landmændene går efter at sikre planterne den nødvendige mængde kvælstof. Meget af dette fosfor aflejres i jorden, men en del tabes til vandmiljøet og skaber iltsvind og fiskedød, især i vores søer og indre farvande.

For det andet var minken lokaliseret de steder, hvor der samlet set er flest husdyr, nemlig i Vest- og Nordjylland. 80 procent af minken var lokaliseret i disse områder, hvor også mere end 60 procent af de øvrige husdyr bor. Denne skæve fordeling af husdyrene betyder, at der særligt i disse områder er et kæmpe overskud af gødning, som man kæmper med at få transporteret tilstrækkeligt langt væk til, at der ikke sker en overgødskning af planterne.

Renere vand uden mink

I 2018 udskiltes der 3.120 tons fosfor (P) fra minkbestanden i Danmark. Til sammenligning var fosforoverskuddet fra de danske landbrugsjorder ifølge tal fra Aarhus Universitet (DCE) på cirka 13.000 tons P.

Selv om minkbestanden kun udgjorde fem procent af husdyrbestanden, så svarer fosforindholdet i minkgødningen til næsten en fjerdedel af det samlede fosforoverskud, som bliver beregnet i de årlige markbalancer.

Derfor vil nedlæggelsen af minkerhvervet få en markant og synlig indflydelse på miljøet. Og nedlukningen af erhvervet mindsker tilsvarende udfordringen og udgifterne forbundet med at nå målsætningen om rent vand i EU’s Vandrammedirektiv.

Mindre ammoniakudledning

Men også på flere andre områder er der besparelser at hente. Regeringen er (forhåbentlig) ved at sætte fuld skrue på klimaindsatserne, hvortil landbruget skal bidrage med en betydelig del.

I en artikel i Ingeniøren baseret på oplysninger fra DCE står pelsindustrien for cirka halvanden procent ud af de knap 11 millioner ton CO2, som landbruget årligt udleder.

De sparede drivhusgasser svarer til den årlige udledning fra 71.500 danske personbiler. Og forskere fra Aarhus og Københavns universitet udtalte den 11. november 2020 til Altinget, at ammoniakudledning fra minkene både skader naturen i nærheden af minkfarmene og bidrager til luftforurening, som er medvirkende årsag til over 4.000 for tidlige dødsfald i Danmark hvert år.

Danmark vil nu, efter at minkene er væk, kunne leve op til EU-direktivet om ammoniakforurening.

Landbruget bør selv betale for grøn omstilling

Kompensationen til minkavlerne er gigantisk – men det er også vigtigt at fremhæve, at nedlæggelsen af erhvervet også betyder samfundsmæssige besparelser i milliardklassen.

Derfor bør politikerne sikre sig, at erhvervet ikke genopstår – vi skal sikre os, at de samfundsmæssige fordele fra nedlukningen varer ved, så vi får reelle gevinster fra de 18 milliarder kroner.

Både i Holland, Frankrig og Polen har regeringerne besluttet et forbud mod pelsavl fra mink.

Denne gang måtte statskassen betale – et beløb som alle borgere i Danmark efterfølgende kommer til at dække. De næste regninger for landbrugets grønne omstilling bør landbruget selv betale – via de mange milliarder, som erhvervet hvert år modtager i EU-landbrugsstøtte. Noget for noget.