Cirkulært – et forprojekt om en fælles ressourceplatform for cirkulær business i Danmark

RGO kortlægger i samarbejde med Industriens Fond mulighederne og behovene for at etablere en ny fælles ressourceplatform – Cirkulært – der kan klæde både virksomheder og offentlige myndigheder på til at accelerere den cirkulære omstilling – og dermed styrke Danmarks konkurrenceevne. RGO vil på vegne af Industriens Fond lave kvalitative interviews og facilitere workshops med førende stakeholders i Danmark, der arbejder for at fremme den cirkulære økonomi, og herunder undersøge, om der kan skabes en hurtigere og mere effektiv videns- og erfaringsudveksling, som kan bruges i praksis af virksomhederne.

Rådet for Grøn Omstilling og Industriens Fond har en fælles vision om, at Danmark kan blive en rollemodel for fremtidens ressourceøkonomi, og at danske virksomheder kan blive frontløbere indenfor cirkulære forretningsmodeller. En arbejdshypotese er, at det måske kan være værdifuldt at etablere en åben og inkluderende ressourceplatform – Cirkulært – som formidler brugbar viden, vigtige data og konkrete løsninger, der klæder danske virksomheder bedre på til en virkelighed, hvor cirkularitet vil blive en strategisk konkurrenceparameter. Cirkulært skal samle mange forskellige partnere og relevante
stakeholders inden for det cirkulære økosystem og dermed blive et fælles go-to-sted for virksomheder og politikere, der ønsker en dybere forståelse af ressourcedagsordenen, indsigt i den cirkulære business og konkret vil lære, hvordan man kan agere proaktivt.

Kontakt

Bjarke Møller

Direktør

(+45) 5156 1915
bjarke@rgo.dk

Del på sociale medier