Folkets klimaretssag
En række familier og en samisk ungdomsorganisation er gået i front med en klimaretssag ved EU-Domstolen. De bliver bakket op af en koalition af miljøorganisationer, og Rådet for Grøn Omstilling koordinerer indsatsen i nord
Klimaforandringer er i dag mange menneskers virkelighed, kamp og hverdag. De ekstreme og uforudsigelige hedebølger, skovbrande og stigende vandstande truer folks levevilkår og fremtid.
Det har fået en række familier primært fra Europa og en samisk ungdomsorganisation til at gå rettens vej. De har sammen lagt sag an mod Europa-Parlamentet og Rådet ved EU-Domstolen. De mener, at EU har alt for lave klimamål, og vil have EU til at anerkende, at beskyttelse mod klimaforandringer er en menneskeret.
Alle familierne i retssagen er hårdt ramt af klimaforandringer. I vores naboland Sverige er hele den samiske kultur og livet med rensdyrene truet af det ændrede klima. På en tysk ø ved kysten i Nordsøen risikerer en familie at få ødelagt deres hotel og restaurant på grund af stigende vandstande. I Frankrig og Portugal påvirker stigende temperaturer familiernes landbrug. Og i Kenya bliver børnene dårlige af flere hedebølger og tørkeperioder. Hør mere om familiernes historie i videoer længere nede på siden.
Familierne bliver bakket op af en koalition af miljøorganisationer under netværket Climate Action Network Europe. Og vi koordinerer indsatsen i nord. Her samarbejder vi med andre organisationer og klimaengagerede unge i Danmark, Sverige, Norge og Finland, blandt andet om at afholde debatmøder om ‘Mennesker midt i klimaforandringer’. Med billeder, video og debatter fortæller og viser vi historierne om, hvordan klimaforandringer allerede er ubehageligt virkeligt for mange mennesker i Europa og andre steder i verden – og diskuterer, hvordan vi kan handle på klimakrisen og skubbe politikerne i EU og herhjemme til at tage affære.
Status for klimaretssagen
Familierne og den samiske ungdomsorganisation
Sáminuorra lagde sag an den 24. maj 2018. Første instans ved EU-Domstolen
afviste den i maj 2019, hvorefter familierne ankede sagen i juli ved højeste
instans.
I 2021 blev sagen afvist af domstolen. Klimaretssagen People’s Climate Case fik bred offentlig opbakning i hele Europa med mere end 210.000 støtteunderskrifter, aktiv støtte Fridays for Futures aktivister, herunder Greta Thunberg og endda en tværpolitisk støtte fra medlemmerne af Europa-Parlamentet, der opfordrede Europa-Kommissionen til at foreslå et meget højere klimamål for 2030.
Advokaten Roda Verheyen fra Hamborg repræsenterer familierne. Læs alt om sagen og find de juriske dokumenter her: https://peoplesclimatecase.caneurope.org/
De involverede i klimaretssagen
I alt rummer sagsanlægget ti familier samt en
samisk ungdomsorganisation i Sverige og kommer fra otte lande (Portugal,
Frankrig, Italien, Sverige, Tyskland, Rumænien, Kenya og Fiji).
I det nordlige Sverige truer klimaforandringerne levevilkår og kultur.
Tysk Familie
Fransk familie
Portugisisk familie
Kenyansk familie
Periode: 2018-2021
Arbejdet er finansieret af Protect the Planet.