EU misser afgørende chance for udfasning af fossile lastbiler

14. februar 2023
Forurenende lastbiler vil ifølge et forslag fra EU-Kommissionen fortsat kunne sælges efter 2040. Rådet for Grøn Omstilling er skuffet over forslaget om et reduktionsmål for lastbiler i 2040 på 90 procent, da det nu gør det praktisk talt umuligt at nå EU's klimamål i 2050. Danmark skal presse på for en udfasningsdato af fossile lastbiler senest i 2035.

”EU-Kommissionen har misset en unik mulighed for at få transportsektoren i nul inden 2050. Uden en udfasningsdato for salg af fossile lastbiler bliver det så godt som umuligt for EU at nå klimamålet i 2050 og endnu sværere for Danmark at nå sit mål i 2045. Lastbiler holder i gennemsnit 18 år i Europa. Derfor er det nødvendigt med et endegyldigt farvel til forbrændingsmotoren senest i 2035,” siger Daria Rivin, der er klima- og transportrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling. 

Med EU-Kommissionens nye forslag stilles der krav om, at CO2-reduktionen for lastbiler, med undtagelse af specialkøretøjer, skal reduceres med 45 procent i 2030 (sammenlignet med 2019/2020), 65 procent i 2035 og 90 procent i 2040. Rådet for Grøn Omstilling anbefaler, i tråd med flere lastbilproducenter, at CO2-reduktionsmålet i 2030 bør være på 65 procent.  

Fælles for de europæiske lastbilproducenter er, at de satser på produktion og salg af el-lastbiler, mens nogle også satser på salg af brint-lastbiler i fremtiden. Producenterne Daimler og Volvo har mål om, at henholdsvis 60 procent og 70 procent af deres nysalg af lastbiler skal være nulemission i 2030, men de andre producenter ligger omkring 50 procent. EU-Kommissionens forslag på 45 procent i 2030 er altså under det, lastbilproducenterne selv foreslår.  

”Ambitiøse EU-klimamål er med til at drive elektrificeringen af biler, og det er derfor strengt nødvendigt, at der også stilles ambitiøse krav til lastbiler i 2030. Uden det risikerer vi, at der i årtier frem stadig vil køre lastbiler rundt på vejene med forurenende forbrændingsmotor, siger Daria Rivin og fortsætter: 

”Grøn omstilling og industripolitik går hånd i hånd. Europa risikerer at miste vital investerings- og konkurrencekraft i forhold til batteriproduktion, forarbejdning af råvarer og metaller og tabe fodfæste i den grønne omstilling af transportsektoren,” siger Daria Rivin.  

EU-Kommissionen foreslår yderligere, at der stilles krav om, at bybusser skal være nulemission inden 2030. Rådet for Grøn Omstilling er positive over for, at der kommer en udfasningsdato for bybusser, men anbefaler at udfasningsdatoen fremrykkes til 2027. Kommissionen stiller også krav til fjernbusser på lige vilkår som lastbiler med 90 procent reduktion inden 2040.  


Baggrund: Den tunge transports klimaaftryk 

Den tunge transport står for næsten 30 procent af vejtransportens CO2-udledning i Europa, selvom de kun udgør 2 procent af køretøjerne. Antallet af lastbiler forventes at stige med mere end 40 procent frem mod 2050. Vejtransport og særligt den tunge transport er en af de største kilder til forurening af fine partikler og NOx-udledning, hvilket giver omtrent 350.000 for tidlige dødsfald om året i EU.  

EU-Kommissionens forslag skal nu behandles af Europa-Parlamentet og EU’s Ministerråd, før det bliver til endelig EU-lovgivning, forventeligt senere i år.  

Daria Rivin

Seniorrådgiver, Transport

(+45) 3318 1936
daria@rgo.dk