En bred koalition af mere eller mindre grønne kræfter presser på for at investere vildt i CO₂-fangst og -lagring. Og jo mere man udskyder dybtgående reformer i klima- og energipolitikken, jo mere stiger drømmen om CO₂-fangst op som varm luft i det politiske landskab.

Det sker i Danmark og i EU. Et bredt flertal i Folketinget har foreløbig afsat intet mindre end 38,7 milliarder kroner til CO₂-fangst, transport og lagring (CCS). De kalder det en klimamæssig kerneteknologi, og de håber på at fange 3,2 millioner ton CO₂ om året fra 2030. Det skorter ikke på store ord, men CO₂-fangst direkte på kraftværker, cementfabrikker og affaldsanlæg er en meget dyr og umoden teknologi, der måske slet ikke kan levere, hvad tilhængerne håber.

Vi trænger til en mere seriøs og kritisk debat om CO₂-fangst og -lagring, men tør politikerne justere kursen, inden man i 2024 og 2026 vil uddele over 26 milliarder kroner i to nye udbudsrunder?

Erhvervslivets interesseorganisationer i CCUS-alliancen hepper fra sidelinjen på, at der kan skabes et nyt stort dansk erhvervseventyr, der målt på indtjening og arbejdspladser kan blive lige så stort som vindenergi. Det lyder fristende. Men det ligner mere håb som strategi end realistisk og omkostningseffektiv klimahandling.

Fangst er den fossile æras sidste krampetrækninger

Jeg kan sådan set godt forstå, hvorfor folk hepper på CO₂-fangst efter mange års forsinket og langsom klimahandling. Vi befinder os i det varmeste år i moderne tid, og der er kun seks år til mindst at få halveret de globale udledninger af drivhusgasser. Vi er ved at miste kontrollen over vores fremtid, de globale CO₂-udledninger stiger i takt med et voksende forbrug af fossile brændsler. Og det får mange til at drømme om et teknologisk fiks.

CO₂-fangst og -lagring ser også ud til at blive et af de store hovedtemaer på COP28-klimatopmødet i Dubai.

Den fossile industri og de olieproducerende lande er varme fortalere for CCS, og i de seneste mange årtier har olie- og gasindustrien indfanget CO₂, hvilket har været rentabelt, fordi den bliver brugt til at skyde ind i nedslidte olie- og gasfelter for at hive endnu flere fossile brændsler op ad undergrunden. Det er den fossile æras sidste krampetrækninger, men set i lyset af den accelererende klimaophedning ligner det en moderne tragedie.

Det er heldigvis ikke denne form for CO₂-anvendelse, som danske politikere lægger op til. For de vil have CO₂-fangst på den tunge industris skorstene, biomassekraftværker og affaldsanlæg. De tror, at disse CO₂-tunge sektorer er nødt til at have et rensningsanlæg for enden af skorstenen, fordi de er svære at fjerne udledningerne fra på anden vis. Men det er slet ikke sikkert.

Op imod 99 procent af Europas industri kan elektrificeres, og selv højtemperaturprocesser på op til 1.500-2.000 grader kan drives med grøn strøm. Og i USA har en innovativ cementfabrik vist, at man via elektrolyse kan fremstille højkvalitetscement i Aalborg Portland-klassen uden at bruge fossile brændsler.

Giver man fangst en fremtrædende rolle, er det udtryk for et nederlag

Tilhængerne af CO₂-fangst og -lagring er så forelskede i at fikse problemerne for enden af skorstenen, at de let ignorerer løsninger, der kan fjerne årsagerne tidligere i værdikæden. Desuden har de en blind vinkel i forhold til muligheden for en massiv elektrificering af industrien. De bruger ofte Det Internationale Klimapanel som et angiveligt figenblad og siger, at IPPC har slået til lyd for CO₂-fangst som en nødvendig klimaløsning. Således også tænketanken CONCITO, for hvem CCS ligner en slags fetich.

»Teknologier, der fjerner CO₂ fra atmosfæren, såkaldt negative udledninger, kommer til at spille en vigtig rolle i klimakampen, hvis verden skal lykkes med at overholde Parisaftalen,« hævder CONCITO, der mener, at Danmark bør satse på meget mere CO₂-fangst og -lagring på meget kort tid.

Tænketanken har i flere år slået til lyd for en både-og-løsning, hvor en markant udbygning med vindkraft og solceller kombineres med en stærkere satsning på CCS. Og nu presser tænketanken på for endnu større ambitioner. Mange klimabekymrede borgere vil sikkert være til fals for den slags argumenter. Og de har måske hørt, at IPCC i seks ud af syv hovedscenarier slår til lyd for mere eller mindre CCS. Men i det mest ambitiøse 1,5-graders-scenarie fra IPCC spiller CCS ikke nogen rolle. Det er der gode grunde til.

IPPC anbefaler kraftigt, at man først reducerer på efterspørgselssiden: »Energieffektivitet er en kritisk strategi i en netto-nul-omstilling og kan fremme en ren elektrificering. At øge energieffektiviteten kan reducere behovet for materialer til den intensive energiforsyning, energilagring, CCU- og CCS-infrastruktur og kan begrænse behovet for at udvide kraftværker og transmissionsnettet,« fastslår IPPC. De tilføjer, at »CCU og CCS i større skala også vil udløse et ekstra materialebehov for at bygge den tilhørende infrastruktur og energi til at drifte dem, hvilket igen vil reducere den samlede materiale og energieffektivitet.«

I det mest ambitiøse klimascenario er det i højere grad naturbaserede løsninger som blandt andet skovrejsning og ekstra optag af kulstof i landbrugsjord og hav, der lægges vægt på, mens de teknologiske og kemiske tiltag spiller en mere marginal rolle.

IPPC’s rapporter udtrykker flere steder en betydelig skepsis over for CCS-teknologier, der betegnes som prækommercielle og svære at skalere op. IPPC siger klart, at »mere øjeblikkelige reduktioner i udledningerne begrænser behovet for CDR (at fjerne CO₂, red.)«.

Skåret ind til benet: Jo langsommere klimahandling, der leveres, og jo større udledning af drivhusgasser, desto mere øges behovet for CO₂-fangst i fremtiden.

Så når politikere og tænketanke begejstret slår til lyd for mere og hurtigere CO₂-fangst, er det udtryk for et nederlag. For ellers ville de presse langt hårdere på for de nødvendige energibesparelser og en accelereret udbygning med sol- og vindenergi, der hurtigere og billigere kan trænge de fossile brændsler ud af vores energisystem.

I stedet har de valgt en bleggrøn, lunken strategi, hvor man laver lidt af det hele og dermed ender med at blive ekstremt afhængig af CO₂-fangst som et teknologisk fiks.

Fangst vil øge Danmarks energiforbrug, når vi har brug for at reducere det

I Rådet for Grøn Omstilling har vi grundigt undersøgt de hidtidige internationale erfaringer med CO₂-fangst på punktkilder, og de er ret nedslående. Ingen af anlæggene kan over længere tid nå op på de fangstrater på 85-95 procent, som Energistyrelsen regner med. De ligger snarere nede på 65-75 procent, og de er endnu lavere, når man medtager nedetid, CO₂-effekt ved transport og lagring med videre. Klimaeffekten er altså meget lavere, end tilhængerne postulerer.

Et andet alvorligt problem er, at CO₂-fangstanlæg typisk øger energiforbruget på værkerne med 13-44 procent. Det udløser en højere energiregning, og det er ikke en gratis frokost. Det vil gøre det dyrere at producere i Danmark, og højere energiregninger ender hos forbrugerne. CO₂-fangst vil øge Danmarks energiforbrug i stedet for at reducere det.

53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug er stadig fossile brændsler, så bruges der mere energi på CCS, vil det alt lige gå langsommere med at udfase de fossile brændsler i resten af samfundet.

Endelig er den store satsning på CO₂-fangst i strid med klimalovens krav om, at vi bør vælge de mest omkostningseffektive løsninger. Det vil være billigere, bedre og give større klimaeffekt på den korte bane, hvis staten i de næste få år investerer meget mere i energieffektiviseringer, ren vedvarende energi, varmepumper, en hurtig udbygning af elnettet, en systemisk transformation med elektrificering af alle sektorer og øget skovrejsning. Det vil langt hurtigere og med større sikkerhed reducere forbruget af fossile brændsler og nedbringe Danmarks CO₂-udledninger.

Også derfor anbefaler vi, at regeringen udskyder de planlagte CCS-udbud i 2024-25 og holder en CCS-tænkepause indtil 2030. I mellemtiden bør man satse på de grønne teknologier, der allerede virker, i stedet for at satse hele butikken på en umoden og prækommerciel teknologi som CO₂-fangst på punktkilder.

Debatindlægget er skrevet af direktør Bjarke Møller og blev bragt i Information den 10. november 2023