Regeringen ser desværre ud til at have mistet pusten i klima- og energipolitikken. Og det er dybt bekymrende, at Lars Aagaard som ansvarlig minister smider ekstra stopklodser ind med krav om, at mindst 80 procent af befolkningen skal bakke op bag politikken. Det sidste er absurd, for det plejer ikke at være tærsklen, når regeringen for eksempel afskaffer Store Bededagsferien eller vil skrue op for biobrændstofferne i transporten.

Vi har en flertalsregering, der gerne må vise mere mod og handlekraft, men selv statsminister Mette Frederiksen forsøger at skrue ned for forventningerne. Der er dog stadig et solidt flertal i befolkningen, som forventer, at de ansvarlige politikere handler i forhold til klimakrisen. Og mange grønne stemmer i Folketinget efterlyser en mere ambitiøs klimapolitik. Det er der i høj grad brug for efter en juli måned, der globalt set var den varmeste siden den førindustrielle æra.

Klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis, og vi skal mindst reducere CO2-udledningerne med syv procent om året. Men lige nu stiger de globalt, og i Danmark er det ikke sandsynligt, at man kan nå målene for 2025 og 2030.

Regeringen fortjener bestemt ros for at ville gøre Danmark klimaneutral i 2045 og at reducere med 110 procent i 2050. Problemet er bare, at handlekraften og evnen til føre hensigterne ud i livet indtil nu er ekstremt mangelfuld. Og på visse punkter er regeringen decideret galt afsporet.  

I forsommeren kvalte man åben dør-ordningen for havvind, der kunne give op imod 23 gigawatt vindenergi, og så satte man et plaster på såret med en ny havvindaftale i maj, der skulle sikre mindst ni gigawatt – og måske endda op til 14 gigawatt. Men det var mindre end i åben dør-projekterne, og det er alt, alt for lidt i et land, hvor sol- og vindenergi kun dækker ti procent af vores bruttoenergiforbrug.

Der kan være gode argumenter for, at staten skal tage et medejerskab på 20 procent, og når staten løber noget af risikoen, kan man håbe på, at markedsaktørerne tør investere endnu mere. Problemet er bare, at pipelinen for nye udbud med havvind er endt i noget rod, hvor regeringen først går et stort skridt frem og derefter går halvandet skridt tilbage.

I sommers udskød man endda energiøen i Nordsøen. Og da man heller ikke – efter mange, mange måneders ventetid – har taget sig sammen til at udpege de vedvarende energizoner på land (selv om mange kommuner står i kø, og vi har talt om det, siden Putin invaderede Ukraine), så hænger regeringens mål om en firedobling af den vedvarende energi på land i en tynd tråd.

Vi burde stille masser af nye vindmøller og solceller op på land og gerne stile efter en syvdobling af vores sol- og vindenergi frem mod 2030. Det er realistisk og muligt. I stedet snøvler regeringen stadig. Man har ikke klippet de mange bureaukratiske snubletråde over. Lige nu er Danmarks vindmølleindustri ved at forbløde med store underskud, og hvis regeringen ikke snart ændrer kurs og virkelig tager arbejdshandskerne på, kvæles vindmølleindustrien langsomt. 

I EU bør regeringen lægge maksimalt pres på Kommissionen og de andre medlemslande for at sætte turbo på opstillingen af solceller og vindmøller på land, for det er er i dag den absolut billigste energi målt på livslange omkostninger.

Lav gerne en energikriselov i Danmark og EU, der for eksempel forpligter alle kommuner til at fordoble den lokale energiproduktion med vedvarende energi indenfor en kort årrække.

Få alle fjernvarmeselskaber og kraftværker på en hurtig detox-kurs væk fra fossile brændsler og afbrænding af træbiomasse.

De klimaskadelige og stærkt luftforurenende brændsler bør hurtigst mulig erstattes af ren sol- og vindenergi, der sætter strøm til industrielle varmepumper.

Vi får også brug for mere jordvarme og bølgeenergi, hvor det er muligt. Indfør ekstra høje afgifter på afbrænding af fossile brændsler og træbiomasse, som kan bruges til at medfinansiere de kommende års store investeringer i at udbygge vores nedslidte elnet, hvor der mange steder mangler ledig kapacitet.

Den grønne omstilling af energisektoren ender i slæbetempo, hvis ikke den kritiske infrastruktur udbygges hurtigt. Drop gerne store offentlige investeringer i nye motorveje og broer, der øger CO2-udledningerne under anlæg og udløser mere vejtransport. Investér hellere i energibesparelser, modernisér elnettet, og giv mere attraktive vilkår for sol- og vindenergi.  

Kernen i en ny dansk klima-og energipolitik bør være en hurtig elektrificering af alle sektorer – fra transport til industri og varmesektor – og det kan spare op imod 40 procent af Danmarks energiforbrug.

Der er meget store energitab i forbrændingsmotorer, olie- og gasfyr og fabrikker drevet af fossile brændsler, mens elmotorer og varmepumper er tre til fem gange mere effektive.

Vi skal spare på energien frem for at spilde den. Lav en ny generation energieffektiviseringer, der ikke bare handler om termostater, nye vinduer og isolering af huse, men som tænker systemisk og satser i stor skala på elektrificering af alle sektorer og optimerer i alle værdikæder.

Den offentlige sektor kan med grønne indkøb, nye høje klimakrav og strategiske investeringer sætte en positiv kædereaktion i gang. Det er et plussumsspil. Det gør dansk økonomi mere robust, hvis vi fremadrettet vælger de mest energiøkonomiske løsninger frem for at hænge fast i fortidens fossiler.  

53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug er kul, olie og gas, og det er hovedudfordringen at trappe denne afhængighed ned.

Det er muligt og økonomisk realistisk i perioden fra 2035-2040 at opbygge et 100 procent vedvarende og elektrificeret energisystem i Danmark, hvor ren sol- og vindenergi, varmepumper, bølgekraft og jordvarme trænger de fossile brændsler ud. Danmark har brug for en samlet, ambitiøs og visionær energiplan, der accelererer denne omstilling.

Men i øjeblikket knytter regeringen alt for store forhåbninger til nye teknologiske fix, der er usikre, langsomme og næppe kan levere til tiden. Der er for eksempel afsat over 37 milliarder kroner til CO2-fangst og lagring i et håb, om at man frem mod 2030 kan fjerne 3,2 millioner tons CO2. Det er højest tvivlsomt.

Klima- og energiminister Lars Aagard kalder det en ”kerneteknologi”, og flere taler om at bygge en ny CO2-infrastruktur, men i realiteten er det en meget usikker, umoden og energikrævende teknologi, der er svær at skalere på en omkostningseffektiv måde.

I stedet for at bruge så mange offentlige midler på at fange CO2 for enden af skorstenene, burde vi gøre noget ved årsagerne – det store energispild og afbrændingen af fossile brændsler og fast træbiomasse. Det kan kun gå for langsomt med at spare på energien, sætte strøm til alle sektorer, installere varmepumper og opskalere hurtigt med rene vedvarende energikilder, så vi kan frigøre os fra den fossile afhængighed. 

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er også blevet bragt i Altinget den 21. august 2023.