Regeringens grønne skatteudspil skraber bunden

23. november 2020
Regeringens grønne skatteudspil er snævert og skaffer kun 0,5 mio. ton ud af de 16 mio. ton CO2-reduktion, vi mangler frem til 2030.

Regeringen har i dag fremlagt sit udspil til første fase af en grøn skatteomlægning. Det omfatter kun forhøjelse af energiafgifter på erhverv på samlet 715 mio. kr. frem til 2025. I samme periode tildeles erhvervene skattesænkninger på 5,2 mia. kr. Regeringen omtaler sidstnævnte som stimulering af grøn omstilling, men den stiller ikke betingelser om, at kun grønne investeringer opnår fradrag.

Rådet for Grøn omstilling finder, at grønne skatteomlægninger er et meget vigtigt led i opnåelse af 70%-målet i 2030, og at dette virkemiddel skal bruges langt bredere og sættes i spil nu. Samtidig skal stimulering af investeringer klart målrettes grøn omstilling.

”Det er fint at stimulere erhvervene til grøn omstilling særligt nu, hvor vi har brug for grøn genstart efter Corona. Men regeringen vil med sit udspil tilsyneladende stimulere enhver form for investering, sort som grøn. Det er helt på månen,” siger Claus Ekman, direktør for Rådet for Grøn omstilling.

En lang række eksperter, herunder Klimarådet, De Økonomiske Vismænd og tænketanken Kraka har vist, hvorledes en bred grøn skattereform kan bringe os langt ift. 70%-målet. Rådet for Grøn Omstilling anerkender regeringens bekymring for, at ensidig afgiftsforhøjelse på dansk erhvervsliv kunne jage dansk produktion til udlandet, uden at det nødvendigvis gavner klimaet. Men der er netop fremsat klare forslag til at undgå dette. Bl.a. Klimarådet peger på, at særligt konkurrenceudsatte erhverv kan tildeles såkaldte bundfradrag fra en CO2-afgift. Disse bundfradrag skal så modsvares af en afgift på det pågældende produkt. Pointen er, at mens en afgift på CO2-udledning kun vil ramme dansk produktion, vil produktafgiften ramme dansk produktion og importerede produkter ens.

Regeringen skriver i sit udspil, at det vil tage tid at fastsætte sådanne bundfradrag. Men pointen er, at erhvervslivet har brug for en snarlig udmelding om, hvad afgifterne vil være i de kommende år – for at stimulere dem til at investere i grøn omstilling. Også Klimarådet m.fl. peger på en gradvis indfasning af en CO2-afgift.

”Vi har brug for at få CO2-afgiftsinstrumentet i spil så hurtigt som muligt, for at sikre både erhvervslivets investeringer og det lange træk mod vores klimamål i 2030. Derfor foreslår vi, som flere andre parter også har pointeret, at justere og løbende udbygge det eksisterende CO2-afgiftssystem, der allerede er på plads. Derved behøver vi ikke genopfinde den dybe tallerken, før vi kan komme i gang,”
siger Claus Ekman og tilføjer: ”Grønne skatteomlægninger er et kraftfuldt instrument i den grønne omstilling. Men ikke hvis niveauet lægges så lavt og instrumentet bruges så snævert som i regeringens udspil.”

For yderligere information:

Claus Ekman

Forhenværende direktør (indtil 2022)