”Klimahandling” står der flot på forsiden af SVM-regeringens udspil om mere sol- og vind på land. Hele tre ministre præsenterede udspillet 9. oktober og kaldte det et stort skridt på vejen mod en firedobling af strøm fra sol og vind på land i 2030.

Men leverer det reel og effektiv klimahandling? Det haster, for klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis med rekordhøje temperaturer i år, og nogle klimaforskere mener, at vi måske allerede næste år sprænger 1,5 graders loftet i FN´s Paris-aftale.

Desværre går det alt for langsomt med at opstille flere solceller og vindmøller i Danmark, og vi har mistet vores position som en grøn frontløbernation.

Sidste år blev der kun opført lidt over en halv gigawatt i landets kommuner, selv om krigen i Ukraine og energisikkerhedskrisen burde have rusket os alle ud af Danmarks mangeårige tornerosesøvn.

I de sidste fem år er der kun opstillet ekstra 1,4 GW sol- og vindenergi på land. Det er alt, alt for lidt, hvis vi skal frigøre os helt fra de fossile brændsler, der stadig udgør 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug.

Det går stadig i snegletempo, regeringen har stadig ikke klippet de mange bureaukratiske snubletråde over, og omkring 1000 møller står i kø ude i kommunernes sagsbehandling.

Desværre leverer regerings nye VE-udspil ikke en eneste ny konkret handling.

I stedet for at udpege nye vedvarende energiparker – det skulle være sket i efteråret 2022 og er nu skudt til 2024 – så taler man om ”32 arealer med potentiale”, som man vil indlede en dialog med kommunerne og opstillerne om.

At føre dialog og at tale om potentialer er ingen kunst, men hvornår leverer regeringen reel klimahandling?

Regeringen lover i udspillet, at man ”markant” vil forbedre kompensationsordningerne, så ”naboer og lokalsamfund får flere penge og fordele ved at bo tæt på solceller og vindmøller”.

Intentionen er rigtig god, men handlingen er udskudt til senere. For regeringen skal først lige udarbejde en ”analyse af mulige gevinst- og kompensationsordninger for naboer til særligt store eltransmissionsanlæg.”

Ok, regeringen skriver, at en firedobling af den vedvarende energi frem mod 2030 kan øge det beløb, opstillerne giver til kommuner og naboer fra cirka 2 milliarder kroner til i alt 4,5 milliarder kroner.

Undskyld, men kompensationerne i den grønne pulje til kommunerne udbetales per megawatt, og i VE-bonusordningen får berørte borgere støtte per kilowatt. Det burde alt andet lige betyde, at kompensationen burde stige med fire gange.

Men regeringen vil kun lidt mere end fordoble betalingerne. Det, man sælger som ”markant større gevinster til naboer og lokalsamfund”, ligner desværre en forringelse af de nuværende betalinger per megawatt.

Lad os endelig tale om incitamenterne. Ikke kun lokalt, men også nationalt.

Hele vores afgiftssystem og støtteordninger bør være indrettet på at tage så mange fossile brændsler ud af vores energisystem så hurtigt som muligt og gøre det endnu mere attraktivt at investere i sol- og vindenergi, i batterier og energilagring.

Vi burde også hurtigt udfase den statsstøttede biomasseafbrænding i vores varmesektor og gå all-in på elektrificering med varmepumper og jordvarme, drevet af ren sol- og vindenergi. Men det sker desværre ikke, fordi der er alt for meget stiafhængighed og alt for lidt handlekraft.

Vi kan ikke løse den forværrede klimakrise bare ved at tale om nye potentialer og opstille fine fremtidsvisioner for 2045 og 2050, der skal også leveres på klimaloven i 2025 og 2030.

Der er brug for samme handlekraft, som regeringen og de ansvarlige partier viste under coronapandemien. Men SVM-regeringen mangler stadig at vise, at den kan levere. Tværtimod er man ret modvillig, når det gælder.

For eksempel som da man afviste embedsmændenes konstruktive forslag til nye lynudbud for havvind – en åben-dør 2.0 – eller når klimaministeren aflyser energikrisen og lader de offentlige institutioner skrue op for temperaturen fra 19 til 23 grader.

Og i spillet om nye og højere CO₂-afgifter har man brugt en forhalingstaktik. Det er ærgerligt, når det er det mest omkostningseffektive tiltag.

Ja, vi taler meget om CO₂-afgifter, men jeg tjekkede lige Danmarks Statistik, og de samlede afgifter på kuldioxid og CO2-emissioner er reelt faldet med 6,8 procent siden 2013.

Regeringen burde hæve CO₂-afgiften hurtigere for industrien, og indføre den lige så hurtigt for landbruget, der siden 2013 slet ikke har sænket deres udledning af drivhusgasser.

Man burde også hæve dieselafgiften mindst til det tyske niveau og skrotte landbrugets fritagelse fra dieselafgiften.

Alt for længe har man taget med fløjlshandsker på fossilerne. Statens provenu fra de fossile energiafgifter er faktisk faldet med 12 procent eller 3,8 milliarder kroner i forhold til 2013.

Disse afgifter bør skrues markant i vejret, og kan for eksempel finansiere en hurtigere udbygning af vores nedslidte elnet, så der er ikke stopklodser for opstilling af mere vedvarende energi.

I fremtidens energisystem er elektrificering af alle sektorer hovednøglen til at frigøre sig fra fossilerne og spare op imod 40 procent af vores samlede energiforbrug.

Årligt henter staten over 11 milliarder kroner ind på elafgifterne, så kan vi ikke klare at udbygge det danske elnet med 40-80 milliarder i de næste ti år?

I stedet for at hæve de fossile energiafgifter, så rammes dem, der opstiller solcelleanlæg og vindmøller, af ekstra tariffer og bidrag. Det er desværre realiteten.

Fra klimavalget i 2019 til 2024 er tilslutningsbidragene for at komme på transmissionsnettet øget med 8 gange for solceller og landvind, og ekstrabetalingen for at komme på distributionsnettet er steget med en faktor 13 for landvind og en faktor 14 for solceller, viser en beregning lavet af European Energy.

Engang i fremtiden, når hele Danmark er fri for fossile brændsler, er der god logik i, at dem der bruger elnettet, også skal betale for at bruge det og udbygge det.

Men så længe mere end halvdelen af vores bruttoenergiforbrug er fossilt, er de voldsomme forhøjelser af tilslutningsbidrag og indfødningstariffer indirekte med til at forsinke den grønne omstilling og forlænge levetiden for de fossile brændsler.

Og det giver også en unfair konkurrencefordel til de biomasseanlæg, der er fritaget for afgifter og frem til 2026 har udsigt til 3,2 milliarder kroner i statsstøtte til at konvertere fast træbiomasse til el.

Det samme gælder biogasanlæggene, der både er fritaget for CO₂-afgift og oveni fedes op med 10,7 milliarder kroner i statsstøtte på finanslovene fra 2023-2026.

Det er kun fair og rimeligt, at producenter af vedvarende energi løbende skal betale noget tilbage til naboerne og lokalsamfundet, og lad os udvikle en ny model for løbende overskudsdeling.

Men hvis vi skal løse klimakrisen, bør vi i de næste fem-ti år favorisere dem, der leverer de bedste grønne løsninger og sende de største regninger til dem, der skader klimaet og miljøet.

Det er tid til et grønt besøg af alle de grønne skatter og afgifter, så vi kan få sat ekstra turbo på omstillingen væk fra de fossile brændsler.

Denne kronik er skrevet af direktør Bjarke Møller, og er bragt i Altinget den 30. oktober 2023.