Debatindlægget er bragt i Altinget d. 3. maj 2023.

Sjældent har der været holdt så mange grønne topmøder og antallet af snurrende gigawatt havvindmøller øges fra gang til gang. Men det hele er foreløbig imaginært. Det ligner til forveksling Shakespeares berømte skuespil, Stort ståhej for ingenting, hvor alle bedrager hinanden ved det store maskeradebal efter krigen, og man udgiver sig for at være en anden end den, man faktisk er. Det kunne være skønt, hvis de ni lande ved Nordsøen faktisk leverer 120 GW offshore vind i 2030 og 300 GW i 2050. Men lige nu er opstillingen af hav- og landvindmøller i Danmark gået helt i stå. Og de store vindmøllevirksomheder lider under, at politikerne i Danmark og andre EU-lande endnu ikke har kappet de bureaukratiske snubletråde over, der skal få vindenergien til at blomstre i Europa. Samtidig rammes danske solcelleejere af bøvl og højere afgifter. I stedet for at lave en stærk national operational kommando som under coronapandemien har regeringen efter måneders forsinkelse etableret NEKST med to samtaleudvalg uden operationel tyngde. Nuvel, regeringen har lovet at sætte turbo på den grønne omstilling. Hurtig implementering er kodeordet. Men hvad gemmer der sig bag masken? Indtil nu ikke meget. Klimakrisen behandles ikke med den ekstreme alvor, som den kalder på. Vi skal i løbet af de næste 7 år lave en fundamental ændring af vores produktion og forbrug for at holde os under Paris-grænsen på 1,5 grader Celsius ift. det førindustrielle niveau. Men hvor er de politikere, der tør bryde business as usual og gøre løsningen af klimakrisen til vores tids vigtigste sag? Vi befinder os på en knivsæg.

På det grønne Marienborgtopmøde var der engagerede taler og grøn storytelling, men det meste var gammel vin på nye flasker. Det er fint, at regeringen søsætter et ekstra udbud på 9 GW offshore vind i år, men det er skidt, at man stadig holder døren låst til de mange åben-dør-projekter, der kunne levere op til 23 GW ekstra. Regeringen udsender uklare signaler til markedets deltagere. Og det er dybt bekymrende, at regeringen samtidig modarbejder EU´s nye naturgenopretningslov, der skal sikre, at mindst 20 pct. af naturen til havs og til lands skal genoprettes inden 2030. Det er noget værre rod.

Regeringen har på papiret et ambitiøst mål om at gøre Danmark klimaneutral i 2045 og at reducere CO2 med 110 pct. i 2050. Men endnu leverer den ikke noget, der virkelig rykker. Alt går for langsomt. Handlekraften er begrænset eller bruges forkert. Klimaministeren vil tillade endnu en boring efter gas i Nordsøen, som om det ikke for længst var nok.  Det ser ud til, at regeringen har mistet sit grønne kompas. Og Klimaministeriet har søgt at forskønne årets Klimastatus og -fremskrivning fra Energistyrelsen. Embedsmænd er presset til at give overoptimistiske skøn for CO2-fangsten og indsætte kunstigt lave forventninger til grænsehandlen med diesel, Aalborg Portlands produktion og affaldsforbrændingen. Selv dette maskespil kan ikke dække over udfordringen. Danmark skal fjerne over 5 mio. tons CO2 inden 2030. Reelt er udfordringen endnu større. Og vi overholder ikke EU-kravet om en årlig reduktionssti.

Vi har en flertalsregering, men den tør endnu ikke udfordre landbruget og transporten, der stadig hænger fast i den fossile æra. Og man taler hellere om vækst, nye erhvervseventyr og større arbejdsudbud end at levere effektiv klimahandling.

Man kaster flere milliarder efter dyre, usikre satsninger på CO2-fangst, mens man drømmer om store vækstmuligheder i Power-to-X og anlæg af ny brintinfrastruktur. PtX kan forhåbentlig sikre e-fuels til skibs- og luftfarten, samt noget e-ammoniak, men elektrolyseprocessen er ekstremt energikrævende, kostbar og kræver enorme mængder havvind. Selv hvis overskudsvarmen ikke spildes, er økonomien udfordret. Alt hvad der kan elektrificeres, er bedre og billigere end brintvejen. Brinten skal doseres klogt, og der skal sættes skrappe krav, så man ikke ender i nye store klimaskader, hvis brintmolekylerne trænger ud gennem rør og tanke i fremtiden og møder de frie radikaler i atmosfæren. Lige nu er der masser af hype og for lidt realisme. 

Det er, som om regeringen virkelig håber på, at de nye grønne teknologier og storskala CO2-fangst kan skabe et nyt dansk erhvervseventyr, der kan redde os ud af klimakrisen. Så vi ikke behøver at gøre så meget for at ændre den gamle produktions- og forbrugsmodel. De grønne teknologier er en del af svaret på fremtidens udfordringer, men de er dyre og langsomme. Og man nedprioriterer de kendte teknologier, der virker og hurtigt kan skaleres op. Det er det virkelig dramatiske.

I Finansloven for 2023 er der ikke sat flere penge af til sol- og vindenergi, energirenoveringer og energibesparelser end før. Det er forbløffende, for det er faktisk de mest omkostningseffektive løsninger, der kan tjene sig hjem i løbet af få år og fjerne mange megaton CO2. Til gengæld deler staten rundhåndet penge ud til andre, der ikke hjælper os ud af klimakrisen, eller som forsinker dens løsning.

Frem mod 2026 regner man f.eks. med at bruge 3,2 mia. kr. på biomasseanlæg, der brænder træ af for at lave el. Der gives statsstøtte til afbrænding af fast biomasse, selv om det udleder op imod 15 mio. tons CO2, og det tager mange år at genplante skovene. Frem mod 2026 gives næsten 11 mia. kr. til biogasanlæg og opgradering af biogas, hvor man burde arbejde på at reducere antallet af husdyr i det danske landbrug, som i 2030 vil stå bag over halvdelen af de nationale udledninger af drivhusgasser. Frem mod 2026 gives over 1,8 mia. til CO2-fangst anlæg, og i de næste par årtier har man afsat hele 37 mia. kr. til CO2-fangst og -lagring, selv om der ikke er sikkerhed for, at CO2-fangsten kan skaleres op. Det bliver ekstremt dyrt. Man håber på at fange 3,2 mio. tons CO2 i 2030, men det ville være langt billigere og mere sikkert at plante 300.000 hektar skov, så hvorfor kræver finansminister Nikolaj Wammen ikke det? Det vil også være meget billigere at investere i energieffektiviseringer og i sol- og vindenergi. Men frem til 2026 er der kun afsat spredte håndører til solceller, test af havvindmøller, screening af Nordsøen, tilskud til landvind og teknologineutrale VE-udbud – men samlet bevilges mindre end de knap 1,8 mia. kr., som staten får ind på Thorvindmølleparken. Danmark kan kun frigøre os fra afhængigheden af fossile brændsler, hvis vi allerede nu investerer massivt i at accelerere omstillingen til et nyt bæredygtigt energisystem med 100 pct. vedvarende energi. Så hvorfor går regeringen ikke til stålet overfor den fossile energi og gør det attraktivt for borgerne og lokale energifællesskaber at investere i vedvarende energi?

Sol- og vindenergi udgør kun 10 pct. af Danmarks bruttoenergiforbrug, og de fossile brændsler sidder på 53 pct.. Politikerne tror dog, at vi snart er i mål, fordi Danmark har over 100 pct. grøn strøm i 2030, og nogle af dem håber, at de så kan bruge overskuddet til den nye brintøkonomi. Men hvornår vågner de op til den barske virkelighed, at den grønne strøm kun står for en femtedel af Danmarks endelige energiforbrug, og vi har mange sektorer, der skal frigøres fra fossilerne. I fremtiden skal det meste af energiforsyningen bygge på grøn strøm. Vi mangler dog en national strategi for elektrificering og hurtigere udbygning af Danmarks nedslidte elnet. Det kan blive en ny hovedsøjle i klimapolitikken. Elektrificering af industrien, transporten og varmesektoren kan spare op imod 40 pct. af det eksisterende energiforbrug, viser forskningen. Sats på det og fremskynde den dag, hvor vi frigør os fra de fossile brændsler. Sektor for sektor skal der sættes strøm til den grønne transformation.

Over 80 pct. af Danmarks forbrug af olie ligger i transportsektoren, der står bag cirka en tredjedel af den samlede udledning af drivhusgasser. Regeringen vil blande flere af de klimaskadelige biobrændstoffer i bilisternes tank, men man burde sætte strøm til omstillingen. Hvornår tager regeringen ved lære af Norge, der har accelereret elektrificeringen af vejtransporten og i 2025 stopper salget af nye fossilbiler? Elbiler er mere end fire gange så energieffektive end de 2,5 mio. benzin- og dieselbiler på de danske veje. Hvornår vågner regeringen op til dåd, så vi undgår, at der frem mod 2030 ikke sælges 631.000 nye fossilbiler, som det fremgår af Energistyrelsens klimafremskrivning. Sker det, forlænges Danmarks afhængighed af fossile brændsler. Vi kunne være en grøn frontløbernation for elektrificeringen, men vi er desværre fodslæbende. Frem til 2026 vil Vejdirektoratet bruge 11 mia. på store og mindre anlægsprojekter, der blot øger forbruget af beton, asfalt og fossile brændsler – og disse udvidelser af vejene hæver bagefter antallet af biler i trafikken. Tænk, hvis regeringen indførte et moratorium og brugte disse anlægsmilliarder på energieffektiviseringer, modernisering af elnettet og en lynudbygning af sol- og vindenergi på land? Se det ville være handlekraft. Ikke bare lidt pyntegrønt og snak om implementering.