Med Natur- og Landbrugskommissionens betænkning fra 2013 lå der et genialt grundlag til en helhedsløsning, som skulle lede frem til en god vandkvalitet, dvs. at Danmark opfylder kravene i EU’s vandrammedirektiv. Kommissionen understregede, at det var en pakkeløsning. Man skulle indføre den såkaldte målrettede regulering af specielt kvælstofgødning – på de robuste jorde kunne man tildele mere gødning og mindre på de sårbare.

Men i stedet valgte regeringen at give alle landmænd lov til at gøde mere og så skubbe den målrettede regulering foran sig. Figenbladet var så de frivillige tiltag, som landmændene kunne lave. Resultatet er som forventet blevet forringelser af vandmiljøet. Og nu har landbruget på forhånd fået de gaver, som skulle have fået de nye forpligtelser til at glide ned.

M-LBL konstaterer at forureningen ikke er blevet mindre, sådan som det ellers kræves af EU. De gode initiativer med især efterafgrøder har blot lige kunnet opveje de miljøforringelser, som landbrugspakken medførte. Heldigvis greb EU ind og strammede de danske krav til fosfor-forurening, hvilket neutraliserer den miljøforringelse som ellers ville være kommet herfra. Stramningen hang sammen med en tilladelse til at have flere svin per hektar.

M-LBL påpeger ganske rigtigt, at der er brug for incitamenter, der kan få landmændene til at sænke forureningen. Og jeg støtter hendes ros til det fælles udspil fra Landbrug&Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening om at tage 100.000 hektar lavbundsjord ud af drift og omdanne den til natur. M-LBL appellerer til at enten staten eller fonde skal betale for dette. Men hun overser den mest oplagte finansiering, nemlig en omlægning af EU’s landbrugsstøtte. En større del af den direkte støtte, som i dag blot kapitaliseres i form af højere jordpriser, kunne i stedet gå til støtte til miljø og natur i landbrugslandet.