I 2023 steg den globale temperaturer med 1,48 grader Celcius, og vi er ved at sprænge FN´s Parisaftale på den farlige måde. Klimaforandringerne er en systemisk risiko. Hele vores måde at forbruge og producere på skal nytænkes. Investerer vi ikke målrettet og strategisk i nye grønne teknologier og løsninger kigger vi ind i en fremtid med høje meromkostninger til at lappe på klimaskaderne. Så hvordan gribes udfordringen an?

Før jul afsatte SVM-regeringen 1 mia. kr. til grøn teknologistøtte. Det er en forsigtig start. Men under 0,04 promille af BNP foreslår som skrædder i helvede i en klimakrise, som regeringen kalder for vores generations største udfordring. Man bør investere mindst 2-3 pct. af BNP, vurderer førende økonomer som bl.a. Nicholas Stern. Globalt har den nuværende politik sat os på kurs af 2,5-2,9 grader Celsius, og det kan koste over 2 pct. af vores årlige velstand i 2030 og stigende til op imod næsten 8 pct. i 2050. Vi kan vise rettidig omhu via proaktive og fremsynede investeringer.

Mange private investorer og fonde tripper for at få kapitalen ud at avle, men staten bør også via fremsynede reguleringer, grønne offentlige indkøb og strategisk erhvervsstøtte sætte fart på. Staten mangler ikke penge til at føre grøn erhvervspolitik. Men regeringen har brugt en pæn del af råderummet til skattelettelser, der driver forbruget ekstra i vejret. Men man giver ikke incitamenter til grøn og bæredygtig adfærd blandt forbrugere og virksomheder, og de grønne afgifters andel af BNP er mere end halveret siden 2007.

I de sidste par år har staten udstedt grønne obligationer, der har givet 23,9 mia. kr. i statskassen. De skal investeres klogt, men det er desværre ikke altid tilfældet. Fra 2021-27 gives over 19 mia. kr. i støtte til biogasanlæg rundt om i landet. Sektoren er stærkt overdimensioneret, og i år får den over en tredjedel af den samlede klima- og energistøtte – mere end sol, vind og energieffektiviseringer til sammen.  Biogasstøtten giver ekstra luft til et industrialiseret landbrug med over 200 mio. dyr, men antallet skal ned for at nå klimamålene og mindske kvælstofudledningen. Politikerne burde hellere give mere støtte til fremtidens plantebaserede, økologiske og regenerative jordbrug, som kan bringe dansk fødevareproduktion indenfor de planetære grænser.

Grøn erhvervsstøtte kan bidrage til at løse klima- og biodiversitetskriserne, men man bør passe på med at gøre den grønne omstilling unødvendig dyr ved at lytte til lidt for smarte lobbyister. Et eksempel er CO2-fangst og lagring, hvor politikerne har afsat 38,7 mia. kr. Det er en usikker investering i en dyr, umoden og ineffektiv teknologi, der er svær at skalere. Frem for at fange CO2 for enden af skorstenen burde man investere i teknologisk innovation, der kan fjerne årsagen til problemet. 8,2 mia. kr. statsstøtte til CO2-fangst på Ørsteds biomasseanlæg giver et lock-in til afbrænding af træ, der ellers kunne bruges langt bedre – f.eks. i byggeriet. I dag er træenergi fritaget fra klimaafgifter, og fra 2022-2027 giver staten over 4,3 mia. kr. til kraftværker, der fremstiller el fra brændt biomasse. Man fjerner et biologisk CO2-lager i skovene, og kraftværkernes afbrænding af træbiomasse udleder 15-16 mio. tons CO2 om året. Det er tåbeligt at give statsstøtte til det.

Der findes et rent alternativ. HOFOR vil nu købe 10 store industrielle varmepumper, der kan dække 25-30 pct. af Københavns varmeforbrug. Det er fremtiden. Staten bør derfor ikke støtte CO2-fangst på Amagerværket. HOFOR bør hellere installere 40 varmepumper og sætte flere solceller, vindmøller og batterier op til at dække strømforbruget. Fremtidens varmeforsyning bør være elektrisk, for varmepumperne er rent energiøkonomisk 3-5 gange mere effektive end forbrændingsanlæggene, men så længe staten giver støtte til biomasseafbrænding og oveni giver statsstøtte til CO2-fangst for enden af skorstenen, ender Danmark i en blindgyde.

Vi bør fokusere på grønne teknologier, der kan skaleres hurtigt, har høj værditilvækst og kan masseindustrialiseres. Støt hellere industrielle varmepumper, vindmølle-naceller eller energieffektiviseringer, hvor danske virksomheder har spidskompetencer end at kaste milliarder efter nye CO2-fangstanlæg eller CO2-rørledninger. Vi står midt i en energirevolution, hvor de hurtige og agile vinder. Sol, vind og batterier er modulære teknologier, hvor priserne sænkes gennem masseindustrialisering og standardiserede processer. Prisen på solceller og batterier er faldet med 80 pct. på ti år. Landvind er blevet 57 pct. billigere og offshorevind 73 pct. Sol- og vindenergi følger Wrights lov, og prisen på solcellepaneler falder med omkring 28 pct., hver gang antallet af solceller fordobles globalt. For vindturbinerne er prisfaldet 15 pct. pr. fordobling.

I dag er solceller og landvind billigere end fossile brændsler på livslange omkostninger. Det er nu billigere for samfundet at stoppe alle fossile investeringer og lappeløsninger på det gamle energisystem og lave en hurtig acceleration til et 100 pct. vedvarende energisystem.

Takket være målrettet erhvervsstøtte og attraktive incitamenter blev grunden lagt til det senere markedsboom for solceller og vindmøller. Man byggede et innovativt økosystem, der blev skaleret globalt. Nu gør Kina det med solceller, batterier og elbiler, mens vi i Europa faldt i søvn i de år, hvor markedsliberalistisk dogmatik, teknologineutral blindhed og finanspolitisk forsigtighed herskede. Vi må lære af erhvervshistoriens store succeser.

Harvard-professor, Michael E. Porter, skrev for 34 år siden i sit hovedværk om nationernes konkurrencemæssige fordele, at staten gennem høje standarder, målrettet forskningsstøtte, strategiske offentlige indkøb og målrettet erhvervsstøtte til modning af kritiske teknologier kan spille en nøglerolle. En missionsdreven og strategisk erhvervspolitik kan stimulere udviklingen af innovative økosystemer og sikre hård konkurrence mellem mange virksomheder, som kan skalere de nye grønne løsninger op.

Det var der, da vi i Danmark lagde fundamentet til vindeventyret. Men det er der ikke i forhold til CO2-fangst. På samme måde bliver det næppe rentabelt at bygge en brintinfrastruktur og brintrør til Tyskland. Det er ekstremt dyrt og krævende at transportere små og flygtige brintmolekyler over lange afstande, og der er store sikkerhedsrisici. Det vil være langt mere økonomisk og effektivt at bruge pengene på at udbygge transmissionsnettet. Så kan flere grønne elektroner sendes fra danske vindmøller til Tyskland, hvor de så kan fremstille brinten lokalt til deres kemi- og gødningsfabrikker.

En del lobbyister forsøger at lokke politikerne, men den globale brintboble risikerer at briste. De store energitab ved brintproduktion- og transport gør, at der er langt større potentiale i fuld elektrificering af selv tunge industrier. Innovative cement- og stålfabrikanter er i gang med at udvikle elektrolysebaserede processer. Skaleres løsningerne, vil de æde en del af det hypede brintmarked.

Vi bør investere meget mere i at udbygge vores fælles elnet, men flyt hovedregningen for udbygningen af elnettet væk fra vedvarende energiproducenter og over til fossile energikilder. Fjern alle snubletråde for sol- og vindenergi og geotermisk varme. Invester mere i energilagring, batteriteknologi og brændselsceller, elektrolyse og sæt turbo på markedet for varmepumper, energispareteknologier og andre omkostningseffektive løsninger, der hurtigt kan skaleres i et massemarked og levere store klimaeffekter i de næste få år. Uden hastig acceleration med skalerbare grønne teknologier kommer vi for sent til at løse klimakrisen.

Kronikken er bragt i Berlingske d. 5. februar 2024.