De seneste uger har debatten kredset om, hvorvidt det bliver nødvendigt at tvinge landmændene til at afgive deres kulstofrige lavbundsjorde – gennem såkaldt ekspropriation. I dag drives udtagningen alene ved tilskud via frivillige aftaler, og alle er enige om, at det går for langsomt i forhold til de store reduktioner i udledninger af drivhusgasser og kvælstof, som vådlægning af lavbundsjorde kan sikre. Seneste opgørelse fra Landbrugsstyrelsen fra april i år viser, at det kun er omkring 4000 hektar, hvor man er i gang med udtagning. Målet for 2030 er 100.000 hektar. Det tager helt op mod 6 år at realisere et udtagningsprojekt, så man har med andre ord travlt.

I Debatten på DR2 torsdag d. 5.oktober gjorde værten Clement Kjersgaard spørgsmålet om ekspropriation eller ej til den helt afgørende brik for at sikre hurtigere udtag af lavbundsjorder. Men ekspropriation er bøvlet og tager urimelig lang tid – og det bør kun være et nødvendigt værktøj i helt særlige tilfælde. Selv en relativt lav afgift på CO2-udledningerne fra landbruget vil nemlig gøre det urentabelt for landmændene at fortsætte dræning og dyrkning af lavbundsjorder.

Regnestykket er ret simpelt: Lavbundsjordene har høje CO2-udledninger, og dyrkningen af dem giver et relativt lavt økonomisk udbytte. Klimarådet lavede i 2020 en række beregninger af økonomien i vådlægning af lavbundsjorder. Beregningerne viser, at det vil være økonomisk fordelagtigt at tage lavbundsjorde ud ved en afgift på blot 216 kr. per ton CO2-ækvivalent for jorder med de højeste udledninger dyrket med højværdiafgrøder, dvs. de jorde der giver gode udbytter. Dyrkning af øvrige lavbundsjorder med lavere udledninger og ringere udbytter er urentable ved afgiftsniveauer på helt ned mod 32 kr. per ton CO2-ækvivalent. Disse tal forudsætter, at arealtilskuddet fra EU kan bevares og et såkaldt plejekrav ophæves, hvilket synes muligt med den seneste reform af EU’s landbrugsstøtte.  

Som det ser ud nu, vil en CO2-afgift på landbruget heldigvis komme til at ligge et godt stykke over disse afgiftsniveauer, idet det er essentielt for at gøre andre nødvendige virkemidler rentable. Den Grønne Skattereform lægger en samlet økonomisk belastning på kvoteomfattede sektorer på 850 – 1.125 kr. per ton CO2-ækvivalent. En række udledninger, der ikke er omfattet af EU’s kvotesystem, slipper med en afgift på 750 kr. per ton CO2-ækvivalent, men landbruget er i første omgang undtaget. En afgift på 750 kr./ton CO2-ækvivalent ligger klart over niveauerne for rentabel drift i Klimarådets beregninger. En sådan afgift vil gøre det urentabelt at fortsætte dyrkningen af de klimatunge lavbundsjorder, hvilket vil føre til hurtig og omfattende udtagning.

Flere forhold kan modificere Klimarådets beregninger fra 2020: De officielle emissionsfaktorer for kulstofrige lavbundsjorder ventes snart revideret, og det forlyder, at de vil blive nedsat noget for jorder med de højeste udledninger. Desuden kan vådlægning af kulstofrige lavbundsjorder oversvømme tilstødende arealer, og udtag af disse tilstødende arealer indgik ikke i Klimarådets beregninger. Men selvom der korrigeres for disse ting, vil dyrkning af lavbundsjorder med en afgift på 750 kr. per ton CO2-ækvivalent langt fra være rentabelt for landmanden.

Rådet for Grøn Omstillings anbefaling er derfor klar: Indfør samme CO2-afgift på landbruget svarende til resten af dansk erhvervsliv. Danske landmænd er dygtige til økonomi – og til at handle på en negativ bundlinje. Derfor vil en sådan afgift i de fleste tilfælde sikre en hurtig udtagning af langt de fleste problemjorde. Viser det sig herefter, at udtagningen fortsat går for langsomt, og at det blokeres af nogle få jordejere, kan man overveje at indføre ekspropriation.

Ekspertgruppen for udtagning af lavbundsjorde har dog peget på andre økonomiske benspænd for udtagningen: Ejere af lavbundsjorde frygter at gå glip af en evt. kompensation for den ventede afgift på landbruget, hvis de siger ja til udtagning allerede nu. Andre frygter forringelser af deres skatteforhold.

Rådet for Grøn Omstilling mener ikke, at udtagning bør forringe nogens skatteforhold. Derudover er vi generelt kritiske overfor, at landbruget hidtil er blevet betalt for at nedbringe deres forurening. Husholdninger, transport og industri har længe skullet betale for deres udledninger.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 27. oktober 2023 og skrevet af Erik Tang, Seniorkonsulent, Rådet for Grøn Omstilling og Trine Langhede, Rådgiver for Bioressourcer og Fødevarer, Rådet for Grøn Omstilling.