Skal vi løse klima-, energi- og forsyningskriserne, skal vi spare på energien nu!
Energieffektiviseringer er et vigtigt virkemiddel i arbejdet med at gøre Danmark til et samfund, som er 100 pct. selvforsynende med vedvarende energi. Derfor fremlægger Rådet for Grøn Omstilling en national handleplan, der skal sikre langt større energibesparelser, og at vi bruger energien effektivt i alle sektorer.
Af Julie Bangsgaard Abrahams, rådgiver i Energi & Klima, Rådet for Grøn Omstilling
Danmark og resten af EU har befundet sig i en dyb energi- og forsyningskrise, siden Rusland invaderede Ukraine. Alle EU-lande har været under et historisk hårdt pres for at fylde gaslagrene op og sikre alternativer til samfundets energiforsyninger. Derfor har EU-landene i løbet af 2022 forsøgt at sætte ekstra fart i udbygningen af sol- og vindenergi, og aldrig før har der været installeret så mange varmepumper.
Men selv med en hurtigere udrulning af vind- og solenergi, vil den samlede ligning ikke gå op uden markante energieffektiviseringer. Hvis der ikke spares på energien, vil omkostningerne til den grønne omstilling forøges betydeligt på grund af et meget højt energiforbrug. Det hurtigste og mest omkostningseffektive svar på krisen er at spare på energien og vil desuden sænke Danmarks CO2-udledninger, fordi forbruget af fossile brændsler vil falde. I 2022 udgjorde olie, naturgas og kul knap 53 pct. af Danmarks bruttoenergiforbrug og stod for udledninger på 29 millioner tons CO2e. Der er derfor stadig behov for at reducere energiforbruget – både for klimaet og forsyningssikkerhedens skyld.
Den danske indsats er utilstrækkelig
Den danske indsats for at sikre energibesparelser er dog stadig helt utilstrækkelig, og regeringen ser ikke ud til at ville samle stafetten op foreløbig, selvom energieffektiviseringer kan være med til at løse både klima-, energi- og forsyningskriserne.Regeringen stemte den 16. maj imod Enhedslistens forslag til en national strategi for energieffektivisering med timing som begrundelsen.
Vi har ikke tid til at vente. Derfor fremlægger vi i Rådet for Grøn Omstilling vores eget bud på en national handleplan for energieffektivisering, som vi håber, at regeringen og mange andre vil finde inspiration i.
Rådet for Grøn Omstillings hovedanbefalinger til en national handlingsplan er:
- Regeringen bør inden for de næste fire måneder fremlægge en ambitiøs handleplan for energieffektiviseringer, der kan bane vej for en bred politisk aftale inden udgangen af oktober 2023.
- Danmark bør sætte markant højere mål for energieffektivisering end EU, og spare mindst 23 pct. af energien i 2030 ift. 2019.
- Den danske CO2-afgift – inklusive EU´s kvotepris – bør hæves til 1500 kr./ton CO2e i 2030 for at hæve de økonomiske incitamenter til at spare på den fossile energi.
- Sæt fart på elektrificeringen af transporten, opvarmning og industrien, da det over tid kan sænke energiforbruget med op til 40 pct.
- Indfør forbud mod salg af nye fossilbiler fra 2025 og udfas alle olie- og gasfyr.
- Lemp anlægsloftet for kommuner og regioner, og stil samtidig krav om, at mindst 4 pct. af de offentlige bygninger skal energirenoveres hvert år.
- Indfør krav om energiforbedringer i bygninger, så de laveste energiklasser mindst løftes en klasse op inden salg.
Læs hele RGO’s handleplan for energieffektivisering i Danmark nederst på siden.