Skriv under på ny grøn pagt for Europas fremtid – en grøn og social pagt for økonomi indenfor de planetære grænser

29. maj 2024
Europa har brug for en ny grøn pagt, der skaber håb, mod, styrker de grønne investeringer, fremmer konkurrenceevnen og skaber en dyb økologisk og social transformation af den europæiske økonomi til gavn for naturen og menneskers velvære.

Det er hovedbudskabet i en ny pagt, som Rådet for Grøn Omstilling har skrevet under på sammen med en række europæiske miljøorganisationer. Pagten, der er udarbejdet under ledelse af European Environmental Bureau i Bruxelles. Den er samtidig en klar opfordring til, at der bør stemmes grønt ved Europaparlamentsvalget her i juni.

Det er vigtigt at mange borgere, organisationer og grønne frontløbervirksomheder skriver under på pagten, der har 12 forslag til, hvordan vi kan løse de forbundne klima-, biodiversitets- og forureningskriser, som skaber bekymring fra fremtiden. Pagten anbefaler, at EU i de næste fem år lægger en ny kurs: En dyb økologisk omstilling af økonomien væk fra afhængigheden af fossile brændsler og over til ren vedvarende energi, cirkulær økonomi og økologisk fødevareproduktion.

Et grønt alternativ til industriens Antwerpen-erklæring
Den grønne fremtidspagt blive overleveret til det næste EU-topmøde i midten af juni, hvor stats- og regeringscheferne mødes. Den grønne pagt er samtidig et klart alternativ til den Antwerpen deklaration, som Europas industri søsatte i foråret på kemikoncernen BASF´s fabrik i Antwerpen. Business Europe, en række af de store europæiske industrivirksomheder, herunder fra olie- gas- og kemiindustrien, men også nogle fagforbund og brancheforeninger har skrevet under på Antwerpen-erklæringen, der vil have EU til at lave en ny industriel pagt, som skal gøre det nemmere at drive virksomhed, forenkle reglerne på det indre marked, og styrke EU´s råvaresikkerhed. Der er således markante forskelle mellem de grønne organisationers fremtidspagt og industriens Antwerpen-erklæring.

Skriv under på den grønne fremtidspagt
Rådet for Grøn Omstilling ser gerne, at EU i de næste fem år fører en mere offensiv industripolitik, der også kan sætte ekstra fart på den grønne omstilling. Men det skal gøres med forpligtende krav. Det er vigtigt, at der stilles bindende miljøkrav og opstilles høje grønne målsætninger, så Europas virksomheder ikke konkurrerer ned til en lavere fællesnævner, eller at der slækkes på miljøkravene i EU´s indre marked. Derfor anbefaler vi i Rådet for Grøn Omstilling stærkt alle til at skrive under på den nye grønne fremtidspagt.

Du kan læse hele pagten her. Skriv under, hvis du bakker op bag den grønne fremtidspagt så vi inden EU´s næste topmøde kan samle flere underskrifter ind end hos dem, der bakker op bag Antwerpen-erklæringen.

For mere information

Bjarke Møller

Direktør

(+45) 5156 1915
bjarke@rgo.dk