Danmarks ambitiøse og proaktive implementering af EU's metanregulering kan udgøre en afgørende præcedens for en harmoniseret implementering på tværs af EU. Danmark har vist, at reguleringen er gennemførlig. Men uden et aktivt forsvar af reguleringen, risikerer vi at skylle barnet ud med badevandet og dermed miste en af vores hurtigste og mest effektive midler til at nå vores reduktionsmål og sænke de globale temperaturstigninger

Lige nu er risikoen nemlig, at harmoniseringen bliver et knæfald for laveste fællesnævner. Det skyldes, at Kommissionens officielle retningslinjer for implementering fortsat lader vente på sig, mens reguleringen endnu engang står model til et markant pres for deregulering og simplificering. 

Metanreguleringen beskriver EU selv som en af de allervigtigste klimalovgivninger, idet den adresserer udledningerne af metan, som er en kortlivet, men yderst kraftig drivhusgas. Faktisk så kraftig, at den opvarmer klimaet mere end 80 gange så meget som CO2 over 20 år – hvorfor metanreduktioner også udgør klimaets nødbremse. 

Derfor er det dårligt nyt, når dereguleringspresset fortsætter. Den seneste uge har fem af EU's medlemslande i form af Bulgarien, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn, krævet, at reguleringen udskydes med to år. Samtidig hævder USA's ambassadør til EU i en nyligt udgivet artikel i Financial Times, at reguleringen kan medføre en ny energikrise. Netop påstanden om, at metanreguleringen truer Europas energisikkerhed, bliver også fremført af visse dele af olie- og gasindustrien og enkelte medlemslande. Adskillige analyser viser dog, at dette er en fejlslutning. Tværtimod vil en udvanding af reguleringen netop nu blot forstyrre et i forvejen volatilt energimarked og skabe ustabilitet for investorer. Tilbage i oktober 2025 opfordrede 44 institutionelle investorer, der tilsammen repræsenterer mere end 4,85 billioner euro, derfor EU-toppen til at opretholde reguleringen.

Presset kommer forud for et ekspertgruppemøde for metanreguleringen i denne uge. Her mødtes Kommissionen og medlemslandene for at drøfte og formentligt ensrette centrale elementer af reguleringen, herunder retningslinjer for bøder og verifikation, som er underlagt et stort pres for udvanding. 

Danmark har gjort et forbilledligt og proaktivt arbejde med implementeringen, overholder samtlige deadlines og bidrager aktivt med implementeringserfaringer til Kommissionen og øvrige medlemslande. Samtidig har Danmarks tidligere minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen, som energi- og boligkommissær nu hovedansvaret for udrulningen af reguleringen. Han har gjort det klart, at han tror, energikrisen bliver det ultimative rygstød til den grønne omstilling, og han appellerer til medlemslandene om at kunne sikre netop dette fra Bruxelles. Med en af EU's vigtigste klimapolitikker under pres under dække af energisikkerhed bør Danmarks eksemplariske implementering stå som ledestjerne. En kommende dansk regering kan med stolthed læne sig ind i Energistyrelsens grundige arbejde og cementere Danmarks rolle som grønt foregangsland.