Stop udledning af giftigt røggasvand
Hver dag udleder store fragtskibe giftigt røggasvand med skadelige tungmetaller og kræftfremkaldende tjærestoffer direkte i havet omkring Danmark. Det sker, fordi et hul i lovgivningen gør det muligt for skibene at vaske forureningen direkte ud i havet. Det skal stoppes, og derfor opfordrer flere danske miljø- og naturorganisationer nu miljøministeren til at forbyde skibenes udledning af det forurenede røggasvand i havområderne omkring Danmark.
I dag sender alle de større miljø- og naturorganisationer et brev til miljøministeren, hvori de opfordrer ministeren til at arbejde målrettet for at forbyde skibes udledning af giftigt røggasvand i havområderne omkring Danmark. Det er nemlig lovligt for store fragtskibe at udnytte et smuthul i lovgivningen og sejle tværs igennem havområderne omkring Danmark på tung bunkerolie, der er et af verdens mest forurenende brændstoffer. Det kræver blot, at skibene installerer en skrubber, der giver røggassen et brusebad og derefter udleder forureningen direkte i havet.
Røggasvandet indeholder kræftfremkaldende tjærestoffer og giftige tungmetaller, der akkumuleres i sedimenter og fødekæder, så der kan opstå langtidsskader på naturen, ligesom stofferne via fisk og skaldyr kan havne på middagsbordet hos danskerne.
Et stigende problem
Antallet af fragtskibe med skrubbere er steget en faktor 1.000 på mindre end 15 år. Den massive stigning skyldes, at det er meget billigere for skibene at opfylde de nye krav til luftforurening ved fortsat at købe billig tung bunkerolie og udlede forureningen i havet med en skrubber, frem for at købe renere brændstoffer og forurene mindre. Farvandene omkring Danmark er derfor i dag massivt forurenede med røggasvand.
“Det er en tragedie, at så mange rederier vælger at forurene havet i stedet for at købe renere brændstof. Der er akut behov for politisk indgriben. Derfor skriver vi til ministeren”, siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.
Løsning findes: Forbyd udledning af røggasvand
Heldigvis er der en løsning. Fortsat flere lande forbyder udledning af røggasvand i deres territoriale havområder i forsøget på at tvinge skibe over på renere brændstoffer. Men i Danmark kan fragtskibene imidlertid udlede lige så meget giftigt røggasvand, som de ønsker. Danmark har nemlig ikke indført et forbud endnu. Til trods for, at de fleste danske territoriale havområder ikke lever op til de helt basale krav i EU’s Vandrammedirektiv.
“Udledning af giftigt røggasvand strider både mod FN’s Verdensmål om at beskytte livet i havet og FN’s havretskonvention. Så det er vanvittigt, at Danmark ikke for længst har forbudt udledning af giftigt røggasvand fra skrubbere,” siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.
Hvad så med de rederier, der i ”god tro” har investeret i skrubbere? Da skrubbere er tjent hjem på et par år, så har rederierne fået tilbagebetalt deres investering, hvis der indføres et forbud fra 2025. Og intet rederi kan påstå, at de ”ikke vidste”, at udledning af giftige tjærestoffer og tungmetaller skader havmiljøet. Vi lever i det 21. århundrede.
Læs brevet til miljøministeren
Læs vores forklarende positionspapir
Det er Rådet for Grøn Omstilling, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Ornitologisk Forening, Verdensnaturfonden, Natur&Ungdom og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri der står bag brevet til miljøministeren.
Velux Fonden finansierer Rådet for Grøn Omstillings arbejde med at skabe et renere havmiljø.