Udfasning af fossilgas til opvarmning går for langsomt

10. marts 2023
Mere end et år efter Ruslands invasion i Ukraine mangler Danmark stadig en ambitiøs plan for en hurtig udfasning af olie- og gasfyr. Vi præsenterer derfor en række forslag til, hvordan udfasningen kan accelereres.

I over et år har krigen i Ukraine skabt en energi- og forsyningskrise i både Danmark og Europa på grund af vores afhængighed af fossile ressourcer fra autoritære lande. Samtidig står vi midt i en klimakrise netop på grund af afbrænding af de fossile ressourcer. 

Vi har i Danmark endnu til gode at se den politiske handling, der skal sikre, at fossilgas bliver udfaset til opvarmningsformål, hvor vi har kendte, grønne alternativer som forureningsfri fjernvarme i tætbebyggede områder og individuelle varmepumper uden for byerne,” siger Julie Abrahams, rådgiver i Energi & Klima i Rådet for Grøn Omstilling.

Manglende handling fra regeringen
Rådet for Grøn Omstilling har lavet et udspil til hurtig udfasning af fossilgas til opvarmning, som bygger oven på aftalepartiernes Klimaaftale om Grøn Strøm og Varme fra juni 2022. Der er dog flere af handlepunkterne fra aftalen, som mangler at blive implementeret. Den nye regering har også til gode at nedsætte den nationale energikrisestab, som skal hjælpe med at sikre den handling, vi efterspørger.

Allerede sidste sommer lovede regeringen at undersøge en model for stop for nyinstallationer af olie- og gasfyr, men på grund af Folketingsvalget, er der ikke blevet meldt noget ud. Dette arbejde bør genoptages hurtigst muligt af den nye regering. Et gasfyr har en levetid på cirka 20 år, så hvis regeringen og Danmark skal nå sit mål om klimaneutralitet i 2045, skal der ikke sælges nye fossile fyr fra senest 2025,” siger Julie Abrahams.

Sådan kommer vi hurtigere af med gasfyrene
De valg, vi tager nu, bliver vigtige for, hvordan den fremtidige varmeforsyning kommer til at se ud. Varmeplanlægningen skal sikre, at fjernvarmen bliver udrullet alle de steder, hvor det giver samfundsøkonomisk mening.  

Det er vigtigt, at den nye regering sikrer hurtig udfasning af fossilgas til opvarmning og understøtter en fremsynet grøn omstilling af fjernvarmesektoren. Vi bør fremrykke målet for udfasning af gas til opvarmning, prioritere virkemidler til at sikre hurtig og effektiv udfasning og sætte ambitiøse krav til udfasning af fossile fyr. Samtidig er det vigtigt at undgå et nyt lock-in til mere biomasseafbrænding, der fører til høje CO2-udledninger og øget luftforurening,” siger Julie Abrahams.

For mere information

Læs mere